onsdag den 19. november 2014

Vintervandring

Et af problemerne med vintervandreture er, at man ofte planlægger dem i god tid så alle kan være med. Skal turen foregå i Danmark eller i Sydsverige, ved man aldrig på forhånd om der er sne eller ikke! Og dels er den sne der eventuelt ligger der ofte for dårlig til ski, eller man kan ikke gå på ski under hele ruten, men må bære skiene noget af vejen.

Heste med snesko
Husk, hvis du kan lide at læse bloggen, så klik på 'følg', ovre i højre side og abonner på den!
Ski er heller ikke så praktiske i skovterræn og mellem træernes løse puddersne, og måske kan alle i gruppen slet ikke stå på ski.

Til vandring under disse forhold, er snesko en løsning.
Moderne snesko fylder og vejer ikke mere end, at man sagtens kan have dem på rygsækken. Med snesko kan man komme frem overalt, og snesko er lette lige at spænde på rygsækken hvis der er sne på stedet, eller hvis vejrguderne gennem mediet Anja Fonseca, melder at der er sne på vej.

Vintervandring i Blekinge 2013
I de områder hvor jeg oftest vandrer i Sydsverige, nemlig i grænseområderne Skåne - Blekinge, er man lige netop så meget østpå og så meget højere end terrænet i Danmark, at der oftere er sne her, men sjældent så meget god sne at det er værd at tage ski med, og vil man vandre lidt på kryds og tværs udenfor stierne, er snesko så langt at foretrække.

Da jeg startede med snesko, var de slet ikke til at få i Danmark.
Peter Bang skrev i starten af 80'erne på bogen 'Vinterliv i Fjeldet', og fik i den forbindelse Spejdersport til at hjemkøbe nogle canadiske snesko. Canadierne bruger stadig snesko, og man kan vist stadig købe de originale af træ.

Faktisk har jeg set hækkeløb med snesko under Arctic Wintergames i Iqaluit i Nunavut og i Nuuk i Grønland, men det er en anden historie.

Mine snesko
Spejdersport købte faktisk et antal Huron snesko hjem, men jeg tror faktisk kun de solgte to par til Peter, og resten pynter vel på vægge rundt omkring. De forsvandt i hvert fald fra hylderne, så da jeg skulle bruge et par var de udsolgt.
Efter en gang pub crawl med Peter, lykkedes det imidlertid at købe hans for en billig penge :).

I vore dage vil man nok ikke bruge disse gammeldags snesko, der fylder og vejer en del, og som skal passes og holdes væk fra hunde da besnøringen er af ugarvet læder, og af det samme som de der kødben lavet af hud, man kan købe til sin hund. De skal også lakeres jævnligt lakeres, for ikke at trække vand.

I vore dage, kan man få flere forskellige modeller af snesko i plast og aluminium, og de er mere velegnede og vejer ikke meget.

Medbringer man snesko, er man rustet til såvel de mere eller mindre ryddede skovveje, stierne og også turene ind i mellem træerne, udenfor stier og veje.

Moderne snesko, her fra MSR
Samtidig er man ikke afhængig af, om nogle i gruppen, har eller kan stå på ski, eller på skismøring, der godt kan være en klistret sag, i de temperaturer vi oftest har på vore breddegrader. Og så er snesko lettere at transportere end ski.
Men selvfølgelig skal man investere i snesko!

Med et par snesko, ligger hele vinterperioden åben for én. Vel går det ikke så hurtigt som at køre på ski, men man kommer frem i terrænet, og også inde mellem træer og klipper, i stort set samme tempo som når man vandrer, og det er jo fint for på den måde kan man bruge sommerens rute også om vinteren, og derved få anderledes oplevelser og synsindtryk på de kendte ruter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar