Hoigganvággi - Valffojávrrit, Svensk Lapland

Solens stråler fejer lavt gennem dalen, varmer teltet op og sender lange skygger mod vest. Vi kryber langsomt ud af teltene, spejder mod himlen, der stadig er mest blå, men skyer har sneget sig lidt ind på os. Det er stille, ingen vind, men køligt mens vi spiser morgenmad.

Vi får pakket lejren sammen og får rygsækkene på mens vi spejder opad fjeldsiden mod syd. Vi skal op i kløften langs vandløbet, og hvad der venter os derinde ved vi ikke. Jeg har været igennem fjeldet før, men ikke ad denne rute.

Historien er fortsat fra første afsnit som du finder her!

Husk, hvis du kan lide at læse bloggen, så klik på 'følg', ovre i højre side og abonner på den!

Opstigning i passet

Den første bakke man ser, er aldrig den sidste i

Ruten, se oversigtskortet i foregående artikel

fjeldet. Bagved ligger altid mindst en til, og vi fortsætter opad. Men så pludselig er vi oppe og holder et lille hvil ved vandløbet, sidder på nogle store blokke og nyder udsigten ned i dalen bag os, og retter på rygsækkene.
Vi er nu oppe i cirka 1100 moh, og altså en stigning på 300 højdemeter fra vores lejr i Hoigganvággi.

Gearbeljávri

Nu går det relativt ligeud og fladt i stenet terræn, videre ind i området. Vi følger vandløbet frem forbi Jorba Gearbil's sider, og kommer frem til  Gearbeljávri. Vi fortsætte vest om søen og tager retning mod vandløbet, der løber fra den, i dens sydlige ende.

Først skal vi lige krydse vandløbet foran os. Det løber gennem et grønt område der indikerer megen vand, men på afstand kan vi ikke rigtig bedømme, hvor meget vand der er i selve vandløbet. Mon vi allerede skal vade?

Himlen er blevet mere overskyet, men det regner ikke og det er stadig lunt.

Vandløbet i det grønne område

Vi kommer frem til vandløbet, og der er ikke mere vand end vi sagtens kan gå tørskoet over det.
Det er et spændende terræn vi er kommet ind i, og når vi ser os omkring er der flere muligheder, for at krydse igennem det. Jeg har tidligere gået igennem ad en vej rundt om Gearbeljávri, og har krydset ind mellem de mange småsøer ved Unna Doaresoaivi, men det gav mig problemer med vandløbene ved søen 835, længere nede.
Det burde være lettere at krydse ved rasthytten ved Valfojåkka, så derfor havde jeg denne gang valgt den her omtalte rute.

Vi fortsætter nu over et bredt fladt stræk, frem mod endnu en opstigning.

Vi kommer let op, og kan snart se fremad og over den norske grænse mod Storsteinsfjellet, langt ude i horisonten. Skyerne er ved at trække sammen over os. Blygrå og tunge ligger de og lurer, og bliver tættere og tættere. Det ser ud til regn.

Snefanen i kløften

Nu har det nærmest slet ikke regnet i fjeldområdet hele sommeren. Den forrige tur jeg var på, i næsten samme område, havde budt på mellem 20 og 25 graders varme og skyfri himmel under hele turen, der varede i 13 dage, men nu skulle regnen åbenbart komme, og det mens vi vandrede rundt heroppe uden for stierne, og uden at vi vidste hvad der ventede os i dalbunden, længere nede ved Valffojohkka.

Vi holder frokost på en sydvendt skråning, lidt i læ for den vind der altid kommer før et regnvejr. Vi har udsigt ned mod vadestederne nede mellem søerne, og er lidt spændte på om vi kan komme over.

Jeff på vej gennem kløften

Vi går ned gennem en lille smal kløft, hvori der stadig ligger rester af sidste vinters sne. En mægtig dynge ligger på den ene side, og så meget er der at det nok ikke smelter, før den nye sne kommer.

Nede ved vadestedet ser det ikke for godt ud. Der er meget vand, og det bevægeer sig hurtigt. Her kommer vi ikke over!

Landskabet er ellers flot, klippefyldt og svært overskueligt, idet hele dalen nærmest er en kløft, hvor vandet fosser ned i små søer, for så at samle sig i enden, og løbe en etage længere ned, til en ny lille sø eller bassin.

Den her kommer vi ikke over

Vandet kommer inde fra gletsjerne på den norske side, fra Beatnatčorru og Oallačohkka's vældige massiver der har store ismasser på østsiderne. Vi kan ikke se fjeldene derinde. De nærmeste fjeldsider skygger for udsynet.

Vi kan se stien på den anden side af søerne. Som et lyst bånd, snor den sig ned langs søerne. En sti går også på vores side, og et spor fører ned til det første vadested. Vi ser på det, men bestemmer os for at det ikke går, og vandrer videre ned langs vandløbet.

Hylden

Regnen kommer, og vi stopper for at tage regntøj på. Det siler stille ned, mens vi ser på næste vadested, men der er endnu mere vand i et meget smallere løb, så det tår vi ikke gå ud i.

Fra en høj ser vi at det hele flader ud længere nede, hvor vandet breder sig ud, og det ser lovende ud.

Lidt klatring

 Nu var det ikke sådan lige, at vandre langs søen, og hen til vadestedet. På den første strækning, gik klippen lodret ned mod vandet, så først gik det hen ad en hylde, og dernæst var der lidt klatring, for at komme forbi en pynt, og op hvor det var muligt at gå videre langs søen - noget bøvlet, men ellers fint nok, da først vi var oppe.

Udsigten fra højen er i øvrigt formidabel, selv i regnvejr, for det regner stadig en smule, og det ser himlens blygrå skydække ikke ud til at stoppe med. Vi skal altså vade det der vandløb i regnvejr for komme over. Uden at vade tror vi ikke på vi kan komme over.

På dalens modsatte side står rasthytten Valfojåkkå og ser indbydende ud, men det gør vandet der spærre os vejen derover ikke så vi må videre ned til det brede stykke.

Ad stien i regnvejr

Det regner stadig da vi sidder og ser ud over det vadested vi har valgt, mens vi tager vadeskoene på. Vandet er koldt, men der er ikke så meget fart på det her og det er ikke ret dybt. Til gengæld er det bredt, stenene er glatte, og det gælder om at holde tungen lige i munden, og ikke falde, men over kommer vi og kan nu fortsætte ad stien, ned mod Unna Allakas.

Over for Sjangeligruvans faldefærdige og forladte bygninger telter vi i øsende regn, men vi er kommet gennem fjeldområdet, ad en spændende og flot rute, man sagtens kan bruge igen.