onsdag den 5. november 2014

Mødet med fiskeørnene på Immeln

Når man padler på Immeln, eller nogle af de andre søer i området, kan man dårligt undgå at se fiskeørne, eller fiskgjuse som den hedder på svensk.
Der er flere ynglende par i området, og de karakteristiske og kæmpestore reder, er lette at få øje på højt som de er placeret i træet.
Fiskeørnen og dens rede

Fiskeørnen er en rovfugl på 56 cm og et vingefang på cirka 160 cm, og altså en fugl der er lidt større end musvågen, der kun når et vingefang på cirka 121 cm.

Fiskeørnen kan forveksles med svartbag og sølvmåge, når man ser den højt oppe. Kroppene er ens i størrelsen, men fiskeørnen har længere vingefang. Når man har set den et par gange er man imidlertid ikke mere i tvivl om, at det er en ørn og ikke en måge man ser i flugten.

Fiskeørn
Man ser dem om foråret i yngletiden, når de gør reden klar, ruger og passer deres unger. De er her ret støjende når man kommer for tæt på, hvilket kan ske, når man padler.
De øer og områder den yngler på er naturligvis beskyttet, og skilte forbyder landgang og på anden måde at forstyrre fuglene unødigt, så man padler naturligvis stille forbi, mens man nyder synet.

Vær opmærksom på, at fuglene forlader reden når de bliver forstyrrede, så bliv ikke på stedet men padl forbi!

Hele sommeren kan man opleve ørnene fiske i søerne og kredse højt oppe, mens de udser sig deres bytte. Er man heldig ser man ørnen dykke og lette med en fisk i kløerne.

Vi har set fiskeørn og deres reder i samtlige søer, altså både i Halen, Raslången, Filkesjön og Immeln.

Om efteråret når ungerne har forladt reden, ser man dem ofte side rundt omkring på træerne på de små øer, spejdende efter fisk.

Når den kredser over kanoen er den let at fange med et teleobjektiv.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar