Sydøst for Bessesvággi

Når man vandrer ad nogle ruter flere gange, er der altid noget man ser og som man undrer sig over. Her tænker jeg på dale man kikker ind i når man passerer, eller fjelde der ser lette ud at bestige eller krydse over for at se, hvad der er på den anden side. Man ser måske på kortet og erfarer at det ser fint eller interessant ud, og er til at vandre i.
Nogle af de områder man ser ligger et stykke væk fra alfarvej, og det er måske nødvendigt med en planlægning for at besøge dem.

Bessesvággi

Et sådant område var for mig, gennem flere år, netop området sydøst fra Bessesvággi. Et område nord for den vældige sø Rávttasjávri. Ravttasjávri som man ser ned over når man går fra Lapporten eller Nissonvággi mod vest i Bessesvággi, lige der hvor pilekrattet tiltager. Før det ser man over mod toppene Salggastak og Viddjá, og dalene Ádjakvággi og Vuoževággi, der skærer sig ind i det lave fjeldområde.

Forfatteren

Hvad er der derinde? Flere gange har jeg set derind, og flere gange har jeg læst Claes Grundstens korte afsnit om området i bogen "Vandra Kungsleden", samt i en oldgammel bog af den Svenske Turistforening, omhandlende 'Fjällturer i Norra Lappland'.

'Oldgammel' er måske lidt flot sagt. Bogen er fra 1948 og jeg selv er fra 1949, men i forhold til bøger om fjeldverdenen deroppe, er den af ældre dato. Det sjove, hvis man kan sige det, er at de ruter der beskrives heri faktisk er de samme som alle beskriver den dag i dag, og som for de flestes vedkommende er markerede med varder, eller giver sig selv når man er på stedet.
Så vidt jeg har kunnet lede op, er den eneste der har 'opfundet' og beskrevet nye mulige ruter mig selv i bogen "Kebnekaise", som jeg udgav som ebog i år. Underligt fordi fjeldområdet rummer næsten uanede muligheder for teltvandrere.

Mange har åbenbart heller ikke fundet det omtalte område værd at besøge. Eller måske rettere at besøge og beskrive, og dette gjorde det for mig endnu mere spændende og tillokkende.

Lapporten set fra Vuoževággi

Området kan nås på to måder, nemlig fra den nedlagte togstation Rensjön, hvor toget ikke mere standser, men bussen gør vist, og fra Abisko eller Abisko Östra, hvor man først går gennem Nissonvággi eller Lapporten, for at nå Bessesvággi.

Bessesvággi kan også nås fra endnu en nedlagt station, Kaisepakte hvor bussen vist også standser.

Vi gik igennem Nissonvággi fra Abisko Östra. Vi startede med en retning mod den samiske offerplads Báddosdievvá, der som et lille vartegn i form af en høj i det ellers flade område, og som flere stier fører hen til. Her drejede vi fra stien og fulgte en ny ud til Nissonvággis canyon.

Herfra er der ingen tydelig sti gennem Nissonvággi mod sydøst, men man går ovenfor pilekrattet der er ret tæt langs vandløbet, og frem til renvokterhytten der ligger i dalens højeste område.
Herfra fortsætter man langs vandløbets nordøstlige bred, til man når stien i Bessesvággi. Altså stien der går fra Lapporten og mod vest.

Vi fortsatte ned over Bessesvággi og over og rundede forbjerget Vuoženjunnji, hvorefter vi gik ind i Vuoževággi. En ret let vandring førte os ind i dalen, der dog stiger jævnt.

Lejr i Vuoževággi

Vi fandt en fin lejrplads ved vandløbet fra Vuožeoaivi, og lå her i strålende sol. Et musvågepar havde larmende fulgt os et stykke på vej. Vi var nok uforvarende kommet for tæt på deres redeplads og gjorde hørbart opmærksom på, at vi ikke var velkommen. Nogle drabelige styrtdyk ned mod os blev det også til, indtil vi var kommet på behørig afstand, og ikke mere udgjorde nogen fare.

Vi fortsatte højere op i dalen der herinde er ganske interessant, og selvfølgelig mødte vi ingen, og så ej heller spor efter andre vandrere. Kun vandets brusen i de små vandløb forstyrrede stilheden, men vandlyde hører ligesom med til fjeldets natur, så det generer ikke, snarer tvært imod idet, det hele tiden minder om friskt, klart og køligt drikkevand.

Ved Sevddetjávri, eller lige før, passerede vi to små søer hvor terrænet steg ligesom op i en lille dal indtil den store sø, og her drejede vi fra over mod nord, og op i det brede pas mellem toppene Salggastak og Ruohtahakčorru.

På vej ned fra passet til Adjakvággi

Oppe i passet havde vi fin udsigt ned over et vandrigt område omkring Geargevuomosjávri. Et vældigt område med små og store søer, vandløb, bølgende stargræser på flade holme, og meget grønt i det strålende sollys.

Vi bevægede os langsomt ned ad skråningerne mod Adjakvággis bund og befandt os nu i en helt anderledes og mere grøn dal, end den vi havde forladt på den anden side af Salggastak.

Tilbageturen til Abisko Östra, hvor vi havde bestilt sovepladser hos Örjans drenge, fortog vi gennem Lapporten, dog først efter at vi havde vadet Bessesjohka i pilekrattet vest for renvokterhytten.
Her løber vandløbet stille gennem et fladt område. Den er dyb, eller knædyb her, men let at komme over i sandaler.

Området kan udforskes meget mere, og er også blevet det senere. Det er ikke noget markant højfjeldsområde, men vil man være alene i fjeldet og gå ruter i et terræn der ikke er svært, er det bestemt værd at besøge.

Vil du læse mere om fjeldet deroppe kan min bog 'Kebnekaise', der omhandler historier og masser af rutegennemgange, købes her: http://www.saxo.com/dk/kebnekaise_pdf_9788740485448