lørdag den 20. december 2014

Boganmeldelse - Danske landskaber

Danske landskaber, skrevet af Jørgen Jensen & Lars Norman, er et prægtigt værk om Danmark.
I flotte billeder og informativ tekst, fører den læseren på rejse gennem Danmarks unikke landskabsformer. Den fortæller om hvordan de geologiske processer har formet landskabet, og hvordan de nye former har skabt biotoper for spændende plante- og dyreliv.

Alle danske landskabsformer beskrives og illustreres, og læseren føres gennem tunneldale, over bakkeøer og gennem klitlandskaber. Dannelser omkring moler, kridt og kalk, der i Danmark danner unikke klinter som Stevns og Møns klinter, beskrives naturligvis også.

Alt i alt er bogen en rejse gennem tid og landskabsformer, og megen god viden om landskaberne, der foruden at oplyse om vores lands tilblivelse, også kan gøre turene derude mere interessante, med viden om hvorfor landskabet netop ser ud som det gør.

Der fortælles også om fossiler, der kan findes og er fundet, i moleret og om de gunstige forhold ler- og kridtskrænter danner for fugle som svaler, og trækfugle som hvepsevågen der ynder at opholde sig ved Stevns Klint.

Alt i alt en spændende og flot bog, der også er forsynet med QR-koder der tilbyder læseren en digital verden med 3D-billeder, panoreringer og zoom i landskaberne, interaktive kort og meget mere.

Fakta
Forfattere: Jørgen Jensen & Lars Norman
Sprog: Dansk
ISBN: 978-87-02-15362-0
Forlag: Gyldendal
Indbinding: Indbundet
Sideantal: 350
Format: 24,5 X 26 cm
Pris: 399,95 kr

Ingen kommentarer:

Send en kommentar