Årets fjeldtur ved Ábesko, del 4

Vi ligger nu i Hoigganvággi på en fin plads ved vandløbet og vi har stadig et stykke vej hen mod vores opstigningssted. Vejret er stadig meget fint omend lidt varmt.

Snemæssigt var også 2017 et underligt år idet der meget sent på vinteren, eller nærmere først på foråret, faldt ret store snemængder i området, hvilket betød at der stadig her sidst i juli lå meget tilbage som stadig var i færd med at smelte. Så megen sne og så varmt i vejret som det jo var, betød også meget smeltevand. Mange af de småvandløb man normalt plejer blot at springe skulle vades og mange af dem der plejer at være udtørrede på denne årstid, var fyldt med vand.

Indtil videre havde vi ikke haft vadninger der gav anledning til bekymring, men at vade tager tid. Man skal stoppe og have støvler og sokker af hvorefter man skal have vadesko på og ovre på den modsatte bred gentager det hele sig i omvendt rækkefølge, og så ved man ikke hvor langt man så når før man atter skal gentage proceduren.

Vi bruger begge Five-Fingers som vadesko. De vejer ikke meget og tørrer relativt hurtigt og så står de fast i vandløbene. De er også velegnede under togrejsen til og fra og som lejrsko.

Heldigvis var nogle af vandløbene så brede og lavvandede at de sagtens kunne forceres med støvlerne på.

Vi når omsider vanddeleren i dalen. Vanddeleren eller vandskellet hedder det vist på dansk, er det højeste sted i dalen og det sted hvor der ikke er noget vand idet vandløbene her løber ned ad bakke på begge sider hvorfor det er let at krydse dalside. Stien eller den der ikke er der udover på kortet skifter også side her og samme sted er også vores opgangssted mellem fjeldene Stuor Gearbil og Jorba Gearbil.

Nu skulle der så atter prøves kræfter med ruten tværs over fjeldet. En etape jeg havde glædet mig meget til.

Jeg havde jo været der før men sidste gang tog vi retning mod Valfojåkka (se kortet herunder), men det gik ikke så godt idet vandløbet ved vadestederne ikke lod sig forcere - eller det vadested nærmest søen 946 kunne ikke. Måske ville det have kunnet lade sig gøre længere oppe ved det andet vadested, men vi var på "den forkerte side" af vandløbet fra nord og det kunne ikke forceres så vi kunne komme videre op.
I stedet gik vi mod sydøst og fulgte søbredden hvilket bragte os til et sted med stejl klippe ned mod søen og hvor vi måtte klatre for at komme videre. Vi overlevede passagen uden at falde i søen og kom ned hvor vandløbet efter søen bredte sig kraftigt ud og det var muligt at vade det i vand til knæene, men ruten er ikke optimal hvorfor dette års tur skulle bane vej for en anden rute.

Den grønne rute er den tidligere rute. Den røde er den rute vi planlagde af vandre i 2017 og den blå er sådan som det faktisk gik.

Meningen her i sommer var så at finde en alternativ rute ned til det vadested vi allerede havde fundet men også at undgå det stejle parti.

Vi møvede os op i sneen mellem Stuor Jorba og Jorba Gearbil. Det var godt nok megen sne men det gik selvom det hvert år lykkes mig at "glemme" hvor stejlt og hvor langt der er op, men op kom vi da og stod og sundede os i passet der nærmest var helt dækket af sne.

Vi gik frem til den store sø og stod på kanten af ti meter høje snedriver der ikke så helt sikre ud at gå på så vi valgte at vandre vest om søen i stedet for øst om idet sneen så værre ud mod øst.

Det gik fint indtil vi nåede det første vandløb og her måtte støvlerne atter af. Vi kom over og fortsatte men lidt efter stod vi atter på en afgrund med masser af sne. Vi skråede ned over det mod vandløbet der kom fra søen og det turde vi ikke vove os ud i. Der var godt nok gang i vandet og dybt så det ud.

Altså søgte vi op langs med det for at se om det ville være muligt længere oppe. Det var det. Her kunne vi komme langt ud i vandløbet på store sten og små holme med græs men så stod vi ved hovedstrømmen og den var dyb og vandet løb stærkt. Af med støvlerne og ud i det frådende vand der nåede op til knæene men der var få skridt og snart var vi ovre. Det er måske ikke et vad jeg ligefrem vil anbefale men over kom vi da.

Udsigt over søen og det sneklædte landskab.

Da vi var kommet over vandrede vi ned til søbredden og fandt en flot lejrplads med udsigt. Næste dag skulle vi så forsøge at komme sydpå mod vadestedet ved Valfojåkka hvilket betød at vi atter skulle krydse vandløbet men den tid den sorg og det kan du læse mere om i næste afsnit.