Vi skal videre og har opgivet at krydse hvor elven løber ind i søen.
Der er sindssygt meget vand i elven og vi forudser at vi ikke kan komme over længerenede hvilket vi ellers skal hvis vi skal hen til vadestedet ved Valfojåkka.
Vandløbet fra "vores" sø løber to veje. Det løber både mod syd og mod øst og begge strømme er heftige og umulige at passere i hvert fald i denne sommer, så vi må jo finde på noget andet!
Jeg er lidt irriteret over at vi ikke kan gennemføre ruten som planlagt men det er der jo ikke noget at gøre ved, sådan er det på fjeldet. Nu stod jeg jo så bare her og skulle opfinde en anden rute sådan ud af ingenting så jeg kikkede på kortet for at finde en løsning. (se kortet under del 4).
Heldigvis har jeg adskillige års erfaring i at se på fjeldkort og i at finde alternative ruter og tilbage af vores eget spor skulle vi i hvert fald ikke - vi skulle fremad.
Vi klatrede op over det nærmeste fjeld gennem pilekrattet og vel oppe havde vi lidt bedre udsyn ind mod sydvest som sagtens kunne være en vej videre frem. Vi skuede nu nedover vandløbet der løb den vej fra søen og ganske rigtigt det kunne ikke forceres sikkert.
Vi fandt alligevel et sted hvor der kunne krydses og nu satte vi retning mod den lille samelejr og broen ved søen Vuolip Čorvvošjávri. Den vej havde jeg aldrig været før så det virkede spændende nok.
Terrænet heroppe er letvandret og bød ikke på de store problemer og teltpladser er der masser af så området kan sagtens være værd at besøge igen.
Vi nåede hytterne og spiste frokost i læ. Det var blæst op og det så ud til at der kunne komme et skift i vejret, men foreløbig var det stadig solskin og varmt.
Nu skulle vi finde broen som efter kortet skulle være lige efter søen. Et ATW-spor førte ned til søen så det fulgte vi i troen på at det førte over broen. Det gjorde det ikke det førte direkte ud i elven og fortsatte på den anden side, men det var ikke ved den nuværende vandstand noget var kørt over der så vi stod lidt og gloede på sporet og undrede os over hvor den angivne bro var. Det fik dog ikke materialiseret broen som der absolut intet spor var af i omgivelserne.
Der var nu ikke andet at gøre end at følge vandløbet nedad og om nødvendigt møve os gennem skoven og krattet længere nede indtil vi stødte på stien mellem Ábeskojávri-hytterne og Unna Allakas-hytterne.
Vi gik nedad og nærmede os skoven men pludselig så vi en stålbro der førte over vandløbet!
Vi tjekkede kortet igen og nej - det var ikke stedet hvor broen var markeret på kortet!
Det er faktisk noget tumpet med sådan en fejl på Lantmäteriets kort BD6 for på Calazos kort som jeg tjekkede efterfølgende hjemme er broen rigtigt placeret og bege kort var de nyeste!
Men det var trods alt fint at broen var der for længere nede blev bredden meget stejl og med tæt skov som vi så slap for at skulle igennem.
I stedet vandrede vi over den fine bro og mødte på den anden side ATW-sporet der førte nedad. På kortet kunne vi se at det ente nede i samelejren Rovvidievvá som ligger på stien mod Ábeskojávri-hytterne så den ville vi gerne nå, men vi havde nu tænkt os at telte inden så vi skulel bare finde en egnet plads tæt ved vand.
Der var godt nok gang i vandet under broen.
Vi fortsatte nedad sporet og der var fine teltpladser men intet vand og efterhånden som vi kom ned fortrød vi at vi ikke teltede oppe ved broen hvor der både var teltpladser og vand men jeg tror vi var så glade for at se broen at vi bare fortsatte.
Der kunne jo ikke være så langt ned til sien og samelejren. Det var der. Og efterhånden som vi kom ned blev sporet værre og værre og vi fandt os selv trampende gennem meterhøjt græs og urter der var våde mens sporet virkede uendeligt.
Ingen teltpladser og sporet fortsatte og fortsatte men efter timer nåede vi stien let udmattede og befandt os nu midt i samelejren.
Nu skulle vi finde teltpladser så vi vandrede mod Ábesko men ingen teltpladser men til gengæld var der myg og dem gider man altså ikke for mange af så vi fortsatte. Nu havde vi vandret enormt langt den dag og bestemte os for at vi lige så godt kunne fortsætte hen til hytterne idet der kun var 8 km tilbage af flad veltrampet sti og den strækning kunne max tage 2 timer.
Vi nåede da hytterne og vores vandretid den dag løb op i 11 timer inkl pauser så vi var en smule flade i fødderne.
Nu var vi så ved hytterne og mæskede os i godter fra den lille butik, men hvad så? Nu var vi forud for tidsplanen og skulle finde på en spændende vej ud, men mere om det i næste afsnit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar