tirsdag den 31. oktober 2017

Årets fjeldtur ved Ábesko 2017, 3. del

Vi har nu hørt om de første to dages vandring hvor vi er nået til Boazojávri ovenfor Hoigganvággi.
Her følger fortsættelsen hvor vi vandrer gennem Hoigganvággi for at komme til opstigningen til endnu en etape uden markerede stier - eller stier i det hele taget!


Solen skinner stadig og vi vækkes af varmen i teltene. At ligge i telt på fjeldet i strålende sol, vindstille og 20 graders varme er noget af en udfordring - man koger i teltet.
Vores teltplads lå højt og uden skyggegivende fjelde mod nordøst hvor solen stod op tidligt - meget tidligt!

Man tvinges ud af teltet og bliver tvunget til at nyde morgenen mens man tilbereder morgenmaden, men det er heller ikke så slemt.

Vi er nu næsten nået igennem en etape uden stier eller andet til hjælp for vandrerne i området, og skal nu blot finde ned til bunden ad dalen der ligger foran os men først skal vi ned til søen Boazojávri. Af erfaring ved jeg at man skal venstre om søen for at komme videre. Eller det skal man i hvert fald hvis man vil undgå alt for stejle partier.

Vi vandre nedad og det er let. Græssletter der godt nok er lidt skrå fører hele vejen ned til søen som vi så følger rundt indtil der hvor vandløbet løber ud og ned mod Ábeskojávri. Vandløbet skal krydses og det plejer man blot at kunne gøre ved at gå på stenene, men jeg forudså at det ville ende i noget med kolde og våde fødder snemængden taget i betragtning.

Og ganske rigtigt! Vi kunne ikke komme tørskoet over så af med støvlerne og på med vadeskoene. Nu er det ikke ret slemt at vade i høj sol. Det er meget værre når der blæser og regner eller sner.
Vi er hurtigt ovre og bevæger os nu op gennem en lille kløft mod en samelejr som vi passerer igennem. Der er ingen tegn på liv i lejren der kun bruges ved kalvemærkninger.

Vi når ned i bunden af Hoigganvággi hvor der er umarkeret sti hist og her, men der er let at vandre og ruten gennem dalen følger vandløbet så her tager man ikke fejl.


Vandløbet, Hoigganjohkka, er ellers flot som det brusende snor sig gennem dalen hvor den breder sig ud i et antal søer på vejen ned mod Gamajohkka.
Vi vandrer modstrøms og skal helst nå helt hen til passet mellem fjeldene Stuor Gerbil og Jorba Gearbil idet vi skal den vej op senere.

Så langt nåede vi af en eller anden grund ikke!
Vi var lidt bagud i forhold til den udstukne rute men det spiller ingen rolle på en fjeldtur. Vi havde ikke lagt os 100% fast på ruten og havde god tid.


Også her i dalen stødte vi på store snefelter vi måtte passere hvilket ikke gjorde fremfærden hurtigere men frem frem vi da.

Hoigganvággi er en af mine foretrukne dale. Den er så meget anderledes end andre steder i området at den bliver ved med at være spændende og så møder man ikke ret mange folk på ruten. Vi mødte kun en enkelt alenevandrer samt et par kvinder der vandrede sammen og det er ikke mange i forhold til en tur på Kungsleden.

Vi slog lejr et stykke fra det planlagte lejrsted på en fin plads med udsigt mod vest og fjeldet Jorba Gerbil som vi gerne skal nå i morgen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar