tirsdag den 5. december 2017

Samekniv

Samerne har altid haft tradition for at kombinere horn og læder i deres knive der traditionelt er fremstillet med delvis hornskede. Sådan nogle har jeg også lavet gennem tiden og nu er en ny på vej.


Kniven er en ret grov håndsmedet klinge jeg har købt i Kiruna. Skæftet består af renhorn og masurbirk med birkebarkmellemlæg.

Øverst på skæftet bruger jeg en rosenkrans fra renhornet idet det er helt tæt i modsætning til renhornets øvrige dele der er porøse indvendigt.

Skeden er et stykke renhorn med den rigtige bøjning og her er der forskel på nordsamiske og sydsamiske knive idet den nordsamiske har et kraftigere buk end den sydsamiske der går mere lige ned.

Renhornet er flækket med en sav og udhulet så knivbladet kan være indeni hvorefter de to skaller er limet og nittet sammen.


Læg mærke til "trekanten" som er lidt utraditionel idet de fleste sameknive bliver lavet med en vulst i toppen. Begge metoder er for at krympe læderet omkring renhornsdelen så det ikke falder af.

Læderet sys på i våd tilstand så det krymper under tørring.

Der resterer stadig noget pudsearbejde på skæftet men dette skal ikke være en kunstkniv men en brugskniv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar