Fjeldturen 2015 - afsnit IV

Nu hvor der var taget stilling til hvor turen skulle gå hen, da den oprindelige rute ikke lod til at kunne gennemføres, var det bare at klø på og undervejs håbe at snesmeltningen i området ikke var så stor, at der var for mange vad!
Derudover havde jeg en anelse om at vi ville nå Nikkaluokta i for god tid, hvorfor jeg måtte være forberedt på også at skulle 'opfinde' noget derfra!

Hvis du vil følge turen på et kort skal du bruge Lantmäteriets Fjällkarta BD8 eller Calazo Kebnekaisefjällen 1:100.000 - eller nøjes med kortudsnittet herunder.

Den 10. juli
Nu var det efterhånden så sent på eftermiddagen at det var på tide at finde en teltplads. Vi stod midt imellem Jierttájávri og Liddujávrrit, og vi kunne selvfølgelig vandre rundt om Liddujávrrit på dens nordlige bredder under Liddubákti men der er temmelig stenet derovre, så der ville ikke være teltpladser nok på den første lange strækning.

Bedre ville det være at krydse vandløbet mellem søerne og så finde pladser ved bredden af Liddujávrrit lige efter vandløbet. Her er der altid teltpladser og ret jævnt de fleste steder. Vi skulle så godt nok krydse længere nede for at komme over på den rigtige side af søerne, men det plejer man at kunne gøre mellem de to små langstrakte søer. Krydse Liddujávri længere nede efter søerne har jeg ikke de bedste erfaringer med, idet der de gange jeg har været her har været ret meget vand.

Vi kom over vandløbet på lidt forskelig måde, men alle klarede det uden problemer og uden at blive våde så så langt så godt!

Jeg kan faktisk godt lide miljøet herinde, også i forhold til de dybere og mere markerede fjelddale

andre steder i området. Hernede i området syd for Laddjuvággi finder man ikke markerede u-dale som Laddjuvággi og Čeakčavággi for at nævne et par stykker. Her aftegner terrænet sig mere i en form for højslette med lavere og afrundede fjeldpartier, en mængde større og mindre søer og mange vandløb, hvoraf de aller fleste normalt kan forceres.

Broer og hytter eller andet for turister er der ikke, ligesom der heller ikke er nogle markerede stier, bortset fra den der går nord-syd mellem Nikkaluokta og Tjuonajåkk.

Disse forhold gør området til et udpræget vildmarksområde, og da der er ret godt fiskeri efter fjeldørred, rødding og stalling, er området yderst velegnet til fisketure, eller til ture med basecamp hvor man vandrer dagsture og måske fisker lidt. De sydlige områder har fjeldbirkeskov nok til at man kan samle træ til bål.

Vi vandrede ned mod enden af den første sø hvor der fra hvor vi stod så rimeligt fladt ud. Vi har nu passet til venstre for os og Liddubákti's vældige skråninger foran på søens modsatte side. Liddubákti er et imponerende fjeld med en masse stenrender på bagsiden, og i stille vejr kan man ind imellem høre lyden af sten der rasler ned i en af renderne.

Teltene kom op i et noget køligt og overskyet vejr. Jeg tror faktisk ikke at temperaturen var meget over 4 grader så der var ikke det helt vilde aftenliv efter aftensmaden, og temperaturen blev ikke følt varmere da vi sad og så på søens isflader der som flade isbjerge flød forbi derude.

men mod syd flader det mere ud og skråner jævnt ned mod Gaiddumjávri mod sydøst. Stik syd blokerer det massive fjeld Laibečeabetčokka for udsynet med sine snedækkede toppe.

Man kan godt vandre mod sydøst og komme helt ned til Gaiddumjávri, men men ender let i birkeskov og endnu værre i sumpede områder med pilekrat. Jeg har naturligvis, sammen med et ungdomsskolehold forsøgt at nå derned og det kan godt lade sig gøre, og ved gunstige vandforhold kan man faktisk vade Sirččám og gøre en rundtur på den måde - det er dog ikke noget man skal satse på med mindre man har god tid. Det kan nemlig sagtens være at der er for megen vand i Sirččám og så må man vende om, eller satse på at nogle af fiskerne henne ved Tjuonajåkk fiskecamp vil sejle en over.

Vi skulle ikke den vej idet det ikke ville give nogen mening på denne tur. Her i højlandet var der rigeligt vådt i forvejen i år, så jeg kunne fint forestille mig vandmængden ned i lavlandets flade pileklædte områder.

I steder ville jeg vandre en rute jeg også har gået nogle gange før og som jeg syntes er spændende, men på en lidt anden måde idet jeg var nødsaget til at være lidt forudseende med hensyn til sne og vandmængden i de større vandløb. Vi skulle jo gerne kunne gennemføre ruten på rimelig vis.

Vi fulgte den nordvestlige af de små søer, altså søerne Liddujávrrit, indtil indsvnæringen hvor jeg før har passeret vandløbet. Det var naturligvis spændende om vi kunne komme over uden at vade i det kolde vand. Vadestedet så fint og lavvandet ud helt som jeg forventede, så vi passerede alle med støvlerne på og uden at nogen fik våde sokker.

Det var stadig temmelig gråt i vejret, men ikke så koldt mere. Gråvejr her blandt mørke fjeldsider i et

 terræn hvor forårets grønne farver ikke rigtigt er slået igennem, kan af nogle godt opfattes lidt gråt og trist og måske lidt trøstesløst, men de fleste tager det med, og noterer det bare på listen over fjeldoplevelser. Det spændende er jo så næste gang måske at se landskabet i strålende sol, og flora buske og træer i fuld flor.

Da vi havde passeret vandet var vi tæt på stenrenderne på fjeldsiden, og langs med den vandrede vi nu ad søbredden et stykke indtil vi drejede en smule mod øst, for at sætte retning mod den navnløse sø 1012 moh. ved Skárttavárdu.

Når man vandrer i det stenede terræn som dominerer her kikker man meget ned, og jeg blev noget overrasket da jeg pludselig så op, og øjnede et par vandrere i det fjerne med kurs mod os.

Nu er dette område ikke særlig besøgt, men da der flere steder er gode fiskemuligheder og fred og ro, kommer der naturligvis andre. Det viste sig at være et par netop på en kombineret vandre og fisketur. De vidste dog ikke så meget om forholdene længere fremme da de var blevet fløjet ind med helikopter, og ikke havde vandret den rute vi havde i tankerne.

Efter en kort snak med det svenske par vandrede vi videre med retning mod søen. Turen derop er en lang stigning, fra cirka 900 moh. til de cirka 1000 moh., terrænet ligger i langs søen. Landskabet flader lidt ud selvom det går opad så udsigten er visse steder fin, og andre begrænset af det bakkede terræn, men det er relativt let at vandre i indtil vi når søen.

Ved søen, hvor jeg egentlig havde regnet med teltpladser, var der bare sne i driver, men hårdt nok til at man kunne vandre på det, og godt nok til at vandringen her gik hurtigere end på blokmarken udenfor snefelterne. Men teltpladser? Overhovedet ingen så vi måtte videre, hvilket jeg ikke var så begejstret for, for længere fremme vidste jeg at Skárttatjohka sikker ville føre meget vand med sig, og at passage af den let kunne tage tid og give våde og kolde fødder, hvilket man ikke er så interesseret i sidst på dagen, med de temperaturer vi havde i disse dage. At der ville være megen vand indikerede de enorme snedynger, vi kunne se da vi kom nærmere, der lå højere oppe på Liddubákti og Skarttoaivis fjeldsider, og ganske rigtigt. Da vi nåede vandløbet der løber i en kløft hvor vi 'ramte' det, bød på mægtige hængedriver som jeg bestemt ikke skulle ud på under nogen omstændigheder. Vandløbet som sådan var heller ikke let at komme ned til og både sneen og de tvivlsomme snebroer dernede så ikke farbare ud.

Vi måtte videre ned langs vandløbet, for krydses skulle det for at vi kunne komme videre!

Længere nede så det noget bedre ud, og om ikke andet så vi at det bredte sig ud helt nede hvor det dannede delta med nogle andre vandløb.

Det var stadig køligt, for ikke at sige koldt, i vejret og jeg havde ikke megen lyst til at skulle have støvlerne af og vadesandaler på, for at komme igennem vandløbet, men længere nede så der ud til at være en flad snebro.

Nu er snebroer ikke noget man lige vover sig ud på og til daglig bruger jeg megen energi på at forklare folk, at det de skal være ekstra opmærksomme på og ikke begive sig ud i på deres fjeldtur, netop er snebroer og for dybe vad.

Over skulle vi!
Jeg har ofte, selvom jeg nødig reklamerer for det, brugt snebroer i fjeldet og på dette sted så vandløbet under broen ikke dybt ud, og var vel maksimalt en halv meter og altså til knæene, så det kunne vades, men på den anden side så snebroen så tyk ud at den ville holde. Desværre kan det være sådan med snebroer at man faktisk ikke kan se udefra hvor tyk den er, der hvor man påtænker at krydse den. Sten i vandløbet kan nemlig forårsage at vandet slynges op og derved udhuler broen på undersiden, hvilket kan resultere i at man falder igennem. Her var vandet imidlertid ikke så dybt at man ville blive fanget i det og skyllet ind under sneen, men alligevel - falde igennem vil man ikke.

Mange års erfaring med sne og is i fjeldet både på 'land' og på gletsjere giver erfaring, men også respekt så jeg vovede mig alene ud på snebroen med forsigtighed, og lyttede omhyggeligt til lyde der ikke burde være der mens jeg gik. Der ver ingen. Sneen virkede fast og stabil også når jeg hoppede, så vejen var klar og èn og én gik vi over uden problemer og vandrede derefter langs med vandløbet for at finde teltpladser.

Der blæste en kold vind og det disede overskyede vejr lod ikke mange varmegrader slippe igennem

fra solen, men vi fandt da 5 pladser og fik lavet aftensmad, men derefter var der ikke megen liv udenfor teltene.

Den 12. juli
Om morgenen var vejret ikke bedre. Det var stadig diset, overskyet og koldt, og efter vi havde brudt lejren ned vandrede vi videre mod øst. Næste cirkamål var Urttijávri ved hvis bred vi ville finde lejrpladser.

Vi tog først retning imod Savujávri hvorefter vi drejede lidt mod syd for at få en rute der gik op og ramte punktet 1076, hvorefter vi styrede direkte på Urttijávri. Ikke den direkte vej til søen, men den der er lettest at vandre terrænmæssigt. Det går noget op og ned og man skal over eller igennem pas, og da jeg aldrig går den samme tur i fjeldet når jeg er udenfor stierne, så ved man aldrig hvor man ender eller hvad der venter én, så indimellem måMareridt 3 6man ændre rute og omgå toppe eller kløfter, der ikke lige lader sig forcere.

Fjeldkortenes ekvædistance er på 20 meter hvilket let kan betyde, at man pludselig står ovenfor eller under en lodret mur på 10 meter, som man så ikke på kortet kan se findes i naturen.

Sådan var det også på denne strækning der på trods af vejret faktisk var ret imponerende, hvilket forstærkedes af de store mængder sne der stadig lå på toppe og fjeldsider. Området på vej hen til og omkring søen er lidt knudret, og man kan let spilde tid med at vandre op og ned - det gjorde vi så også, men vi nåede til sidst søen og fandt nogle brugbare teltpladser.

Urttijávri er en ret stor sø når først man står ved den, og i den ene ende løber en hel del vandløb til via et fladt område, der har en kviksandsagtig karrakter som man ikke vil ned i.

Det var ikke de bedste pladser vi fandt. Plane var de i rimelig grad, men alt var vådt herinde så det

var svært at finde en plads der kunne garanteres tør også hvis det regnede, men alle fik vist en god nattesøvn og nogle fandt noget træ til et lille bål og fik tørret støvler. Det evigt våde terræn og sne vi vandrede igennem slider hurtigt voksen af støvlerne, og holder membranen så ikke helt tæt sniger vandet sig ind, så flere havde våde støvler på en del af turen og det er aldrig så rart, men især er det irriterende hvis man troede at man havde købt vandtætte støvler, der så viste sig alligevel ikke at være det.

Den 13 juli
Lejstedet ved Urttijávri blev forladt på en morgen hvor skyerne ligesom lettede en smule. Disen var væk og det hele så lidt lysere ud, end det havde gjort de foregående mange dage.

Nu skulle vi blot finde vej forbi de mange vandløb, og så lige op i passet mellem toppene Čeabetčokka og den navnløse top 1370 moh., en stigning fra søen der ligger i 905 moh til passet i cirka 1060 moh, men over en lang og sej stigning hvilket i sig selv ikke var noget.

'Noget' var imidlertid forholdene da vi kom op. Masser af sne, og en vældig hængedrive der hang

udover et vandløb i den nedadførende kløft der via flere sideløbende vandløb fik mere og mere vand, og til sidste faktisk var en rivende strøm. Vi skulle over den på en eller anden måde og da terrænet på kløftens modsatte side af hvor vi vandrede ikke så så hyggeligt ud, skulle det være længere nede.

Blokmark! Når der er blokmark er sne lettere at vandre på, hvis det vel at mærke er fast sne og det var det i drivens øverste partier der ikke lå over vand, men på klippegrund, så den tog vi.

Nu var det ikke alle der var lige begejstrede for mit rutevalg over sneen, for kunne der ikke være vand under? Hvordan kunne jeg lige vide at der ikke kom et vandløb der løb under sneen og den slags. Nå - det ved jeg bare! Nej selvfølgelig gør jeg ikke det, men jeg observere hele tiden omgivelserne. Jeg holder øje med fjeldsiderne over mig og har styr på alle de vandløb der løber ned ad siderne, eller kommer fra søer og på den måde ved jeg hele tiden hvad der er af vand under mig, og hvornår jeg krydser vandløb under sneen og hvornår jeg ikke gør. Dette sammen med at jeg har været her før og også sammenligner med kortet som jeg hele tiden orienterer mig på, gør at jeg altid er ret sikker på hvor jeg går.

Hængedriver er også noget møg man skal have respekt for. Dels kan man ikke se hvad der er under, eller måske rettere hvad der ikke er under driven når man vandrer på den, men går man for yderligt kan den også brække af og man styrter med ned, og på samme måde kan man falde igennem hvis den pludselig er for tynd.

Efterhånden når vi bunden af kløften og dernede i Guodekvággi løber Guodekjohka. Den har ikke tidligere givet mig problemer på dette sted, men det gør den så sandelig i dag!

Det vandløb som normalt sagtens kan vades eller springes er i år en rivende strøm som ikke indbød til

nærmere afprøvning, så hellere krydse det vandløb vi lige er vandret ned langs og som løber frit her.
Længere ude hvor det styrter ned i Guodekjohka løber det ind under en snebro. Vandet er ikke dybt før snebroen men det har rimelig fart på. Jeg og Nop går ned og ser på snebroen. Der er vist ikke rigtigt nogen der brænder for at få våde fødder i det kolde vand, så kan den bære så tager vi den.

Oppefra er det ikke helt til at se dens beskaffenhed, så jeg går længere ned hvor jeg kan se ind i den. Umiddelbart ser det solidt ud. Da jeg er på vej op er Nop ved at teste dens bæreevne, og jeg standser og lytter - ingenting andet en vandets brusen hen imod den. Nop er ovre og jeg tager også en tur, standser på midten over vandet og hopper lidt. Den holder fint.

Vi har testet broen mens de andre holdt frokosthvil, og efter frokosten når alle over snebroen og fortsætter nu langs med Guodekjohka mod øst ad en skrå fjeldside, der dog fladede ud i dalens udgang og åbenbarede nogle lækre plane teltpladser ved bredden.
En super fin plads lå vi ved i et vejr der klart bedredes. Det var noget varmere hernede selvom vi ikke var længere nede end 800 moh., og altså stadig ovenfor trægrænsen.

På vejen hen til lejrpladsen måtte vi iøvrigt krydse endnu et vandløb i en delvis snefyldt kløft, men nu

havde vi efterhånden træningen, og holdet havde vænent sig til den måde at forcere vandløb på, men jeg skal ikke undlade at nævne, at det er ret sjældent at der er brugbare snebroer i området så sent på sommeren. Altså på den sommer som burde være i fuld gang, men i år ikke var det.

Forholdene var nærmest som dem jeg var vant til i de år jeg vandrede med ungsomsskolehold, og hvor vi startede den første tur allerede ved Sct. Hans.

Den 14. juli
Nu var planen så en let tur ind til Nikkaluokta over et par dage.Mareridt 3 13
Vi forlod lejrpladsen og fulgte vandløbet Guodekjohka, mod øst. Det var ikke lige til at komme over, men længere ned på stien der går mellem Nikkaluokta og Tjuonajåkk er der bro over, så den satsede vi selvfølgelig på. Nu kunne vi måske have undgået en masse bøvl hvis vi havde taget os sammen havde vadet strømmen, hvilket vi fortrød lidt da vi pludselig stod i en pilesump hvor elven fuldstændig flød over sine bredder. Selv en kort strækning på en kilometers penge er ret lang, når man skal føle sig frem og gå fra tue til tue mens vandet flyder i næsten ankelhøjde, så da vi endelig nåede igennem det morads, som heldigvis foregik i fin solskinsvejr og hvor vi glædede os over at myggesæsonen ikke rigtig var kommer igang, holdt vi en velfortjent pause på en knold med en fin udsigt tilbage ad vores rute.

Nu resterede der blot en kort strækning hen til broen som vi nåede og spiste frokost ved. Vejret var nu

ganske fint, og selvfølgelig nu lidt for varmt til at vandre i, men videre skulle vi jo så vi fulgte det fasttrampede spor nordpå, for at finde et godt lejrsted.

Men, den her strækning er nok en af de mest tørre jeg har vandret i, i området. Man vandrer over en højslette og der er intet vand overhovedet. Selvom vi har vadet i vand hver eneste dag og hele dagen, så er der her intet. Ikke så meget som en lille bitte strøm og selvom der er teltpladser så duer de ikke uden vand.

Der var så ikke andet at gøre end at vandre videre og forhåbentlig nå ned i lavlandet gennem kløften Borrásgorsa, og ned til broen i birkeskoven hvor der var vand.

Ad stien gik de cirka otte kilometer ret hurtigt, og efter en hurtig vandring over sletten var der vist et

par der syntes nedstigningen, der er lidt lang og stejl, var noget af en belastning for knæene, men ned kom vi da alle.

Det kan ellers nok være at vandet i bækken smagte dejligt og var friskt og klart efter den varme nedstigning. Solen skinnede nu fra en næsten skyfri himmel og vi lå godt i læ i en lysning i birkeskoven.

Den 15. juli
Nu ventede der kun en halv dags vandring, højst, til Nikkaluokta i nærmest fladt teræn ad veltrampet bred sti.

Turen her går over en hel del mosestrækninger, men der er langt spang ud så man kan vandre tørskoet

hele vejen. Vi er nu i Laddjujohkas udmundingsområde i den vældige sø Paitasjävi. Her opstår ligesom et jungleagtigt deltaområde det nok ikke er sjovt at færdes i, når myggene for alvor tager fat.

Vi er nu ved vores udgangspunkt, Nikkaluokta, men har stadig dage tilbage som jeg skal finde på noget med. Fjeldguidens mareridt er endnu ikke ovre, for nu står jeg med en gruppe hvor nogle havde regnet med at bruge en dag ved fjeldstationen for at bestige Kebnekaises Sydtop når vi afsluttede turen der.

Men, der var vi jo ikke! Vi var præcis der hvor vi havde taget helikopteren ind til fjeldstationen fra, og et par havde endda vandret strækningen fra Nikkaluokta og ind til fjeldstationen ved turens start, så både en helikoptertur, der også er dyr, og en vandretur gennem de 18 kilometers  skov jeg ikke gad vandre endnu engang og derfor fra starten havde foreslået helikopter, så den kunne heller ikke bruges - men noget skulle jeg jo finde på og det helst noget spændende og anderledes!