Mange fjeldture giver mange idéer. Det er ligesom om man, eller jeg, bliver grebet af fjeldet og ikke kan få nok, heller ikke når jeg er derude, eller lige er kommet hjem!
Derfor fik jeg selvfølgelig andre idéer end den med vejen mellem Huvkijávri og Gaiddumjávri. Hver gang jeg kaster et blik på fjeldkortene har jeg det på samme måde som da jeg i gamle dage slog op i et leksikon. Nu Googler man jo alt muligt, men med bøgerne fandt man altid noget man også lige måtte læse mens man ledte efter det man oprindelig tog bøgerne frem for at finde. Sådan har jeg det også med fjeldkort. Hele tiden ser jeg nye veje og nye spændende områder.
Sarek var jeg ikke færdig med så året efter blev det atter til en tur der og en tur i Paddjelanta og så videre, og tilbage til Kebnekaiseområdet igen, men der skulle alligevel gå nogle år før jeg atter kom over mod Huvkijávri og altså havde brug for Hunddalen"smutvejen", men en lang tur fra Katterjåkk over Hunddalen, Lossi-hytten, Caihnavággi og Gautelis førte mig atter til Huvkijávri.
Turen gennem Narvikfjeldene er ganske imponerende selvom man møder lidt dæmningsveje og andetder vidner om nordmændenes brug af vandkraft. Området er let at komme til idet man kan tage toget hele vejen til for eksempel Katterat station i Norge og starte vandringen ad anlægsvejen, hvorefter man hurtigt er ved Hunddalen. Jeg har været her nogle gange og stedet er flot og byder foruden på en videre vandring mod syd, enten gennem Oallavággi eller gennem den navnløse dal mellem toppene Gahperčohkka og Risačohkka. Hvilken man vælger er smag og behag, men turen gennem Oallavággi er måske den letteste, idet den fører ned til Čunojávri hvor der også er en turisthytte, og under turen kommer man ikke tæt på gletsjere hvor det kan være svært at se hvor gletsjeren stopper og den gamle sne bare ligger tilbage fra sidste år.
Tager man på tur i området og vil bruge hytterene skal man vide at de alle er låst; man kan rekvirere nøgle via Den Norske Turistforening, men der er masser af teltpladser i hele området, så foretrækker man den løsning behøver man jo ikke hytterne.
Jeg har vandret begge ruter nogle gange. Oallavággi er lidt noget møg i dårligt vejr og kan være lidt af en barsk omgang mens den anden vej er lettere indtil man når ned i tværdalen for enden, og hvor man krydser over mellem søerne Sealggajávri og Leinatvatnet. Det er lidt svært at finde teltpladser hernede, men når man har vadet vandløbet mellem søerne, det gøres nedenfor det lille vandfald hvor vandløbet breder sig ud og bliver bredt og lavvandet.
Dalen frem til vadet er ret jævn men stenet. Stenene ligger dog fast og ruten frem til søerne er ret letvandret. Når vandløbet er krydset via vadestedet, hvor man ofte kan gå tørskoet over, kan man finde teltpladser på nogle hylder lidt oppe og med fin udsigt.
Ligesom gennem Oallavággi kan man her komme til Cunojávri, men vil man det skal man vandre langs Sealggajávri mod øst og det første stykke er lidt bøvlet. Man skal holde retning mod den gamle renvokterhytte og derfra vandre langs søen. Det kan godt lade sig gøre men der er stejlt ned mod vandet visse steder og man gå en del på skrå. Der er ingen teltpladser, eller ingen jeg har fundet, og vandløbet fra gletsjeren skal vades, men det plejer ikke at være noget problem. Er man først fri af det er der kun en kort strækning til det hele flader ud og der er teltpladser. Strækningen er relativ kort så selvom man bruger tid på skråningen og vandløb kan man sagtens nå frem til teltpladser på en almindelig vandredag.
Derefter når man stien der fører gennem Oalallavággi og videre ned til Cunojávri og kan fortsætte derfra.
Jeg foretrækker imidlertid passet i Rietnatvággi mod Lossihytten. Det er godt nok en mere anstrengende tur - især når man rammer forkert som jeg faktisk har gjort to gange og ender i et stejlst klippeparti, fordi man ikke "gad" gå langt nok frem ogRienetvaggi 10atage den gamle gletsjerniche op. Men når man er på vej er turen tæt på gletsjerne og videre ned efter passet imponerende flot. Næsten nede på den anden side er der teltpladser på nogle små sletter ved vandløbet. Bruger man ikke dem er der langt til de næste, som er helt nede ved Lossivatnet.
Jeg er mest begejstret for den vilde natur mellem Hunddalen og Lossi. Når man forlader Lossihytten ender man i et områder med grusvej, dæmninger og biltrafik og el-ledninger. Udenom er naturen naturligvis flot, men jeg kan altså ikke abstrahere fra al den civilisation og det er irriterende. Egentlig er det et problem for mig for det afholder mig egentlig også fra ret mange ture i Danmark, hvor jeg også hele tiden kan se huse og højspændingsledninger og asfaltveje.
Strækningen med civilisation er imidlertid relativ kort i Narvikfjeldene og er overstået på én dag, og turen op til Caihnavággi-hytten er flot. Overnatter man ikke i hytten skal man i god tid lede efter teltplads og man skal ikke være for mange telte, for det er der ikke plads til ret mange steder, men man kan jo ligge lidt spredt en enkelt nat. Caihnavággi-hytten ligger i 1000 moh. og i de højder er der ret stenet, men man kan finde pladser.
Det er barske fjeldområder der er præget af sidste istids hærgen og omformning af landskabet hvilket betyder blokmark, løse sten og altså ikke noget let terræn at vandre i, men sådan er Narvikfjeldene på godt og ondt.
Ruten ned mod Gautelis-hytten er derimod ret let. Vel er der stenet, men det går jævnt nedad i en ret smal og spændende kløft det sidste stykke, og nede ved søen ligger Lossi-hytten smukt ved bredden er der udmærkede teltpladser.
Jeg nyder naturens vildskab mens jeg vandrer og holder hyppige pauser for at det ikke skal blive slut for hurtigt, og jeg atter er nede i det småkuperede landskab hvorigennem jeg skal vandre ind til Huvkijávri.
Vejret opfører sig lidt underligt. Ind imellem er der en let støvregn men ellers for det meste opholdsvejr men overskyet, og det ser ikke ud som om solen vil komme frem. Oppe i højderne er det køligt og nok ikke meget over 5 grader, men der er ingen vind.
Jeg har ikke mødt en eneste vandrer på turen. Hverken ved Hunddalen eller ved Caihnavággi-hytten så jeg folk. Det er for så vidt ikke så underligt idet det ikke er nogen særlig befærdet rute jeg har valgt. Faktisk har jeg mødt flere andre om vinteren hvor jeg har gået området tyndt på ski, så måske er vinteren de lokales forretrukne årstid for ture herinde.
I Gautelis-hytten derimod var der folk. To tyskere der vandrede Nordkalotleden, eller nogle strækninger af den. Jeg havde gået mange dage alene og var ikke særlig snakkesaglig og da mit tyske ikke er det bedste og deres enkelske ikke var særlig godt, ønskede jeg hurtigt fortsat god tur og vandrede videre.
Ved broen over vandløbet mellem søerne Gautelisvatnet og Vuolip Čoarvejávri fandt jeg en udmærket teltplads og slog mig ned for natten.
Næste morgen var vejret bedre, men dog ikke strålende sol. Det er klart lunere hernede og jeg sidder længe og hygger mig inden jeg endelig pakker lejren sammen. Teltet blev alligevel ikke tørt uanset hvor længe jeg ventede i det fugtige vejr oden vind så jeg vandrede videre ad den T-markerede sti ind over den norsk-svenske grænse. Terrænet er letvandret her men bærer stadig præg af højden. I det hele taget er grænseområdet temmelig goldt med ret sparsom bevoksning.
ellers er vant til i de østlige fjeldområder på den anden side af Sealggamassivet. Derovre er det meget mere alpint med høje markante fjelde og dybe grønne dalen og ikke som her småkuperet og en masse vand, men anderledes landskaber har også sin charme og jeg kan faktisk godt lide det barske i landskabet, selvom det kan være vanskeligt at orientere sig ved dårlig sigt og dårlig sigt er ret almindeligt herinde.
Man møder som nævnt ikke mange andre vandrere herinde i grænseområdet, og i dag var hytteværten ikke engang i hytten da jeg nåede frem til Huvkijávri-hytten. En seddel på døren meddelte at han var på tur og først ville være hjemme igen sent på eftermiddagen. Jeg skulle ikke bruge ham til noget så jeg vandrede videre mod syd, for nu jeg var her var jeg ivrig efter at efterprøve ruten over til Gaiddumjávri.
Jeg gik atter ned mod broen over Ainnajohka, men drejede fra og vandrede langs elven i et letvandret terræn. Den første strækning går gennem jævnt terræn men efterhånden som jeg følger vandløbet længere og længere ind skifter landskabet karrakter, og dalen jeg går i bliver smallere og flankeret af højere og højere fjelde. Jeg kommer ind til Beattatjávri og efter den snævrer det endnu mere ind. Jeg er lidt betænkelig for hvad der venter forude og tænker specielt på vand og stejle fjeldsider der måske ikke kan passeres. Jeg er ikke særlig modig og er det slet ikke når jeg er alene i fjeldet. Nu vil nogle måske mene at der skal en del mod til at vandre så langt alene og især alene uden for stierne, men det syntes jeg ikek kræver mod. Det er sådan jeg kan lide det og fjeldet er mit andet hjem og jeg er lige så fortrolig med fjeldet som andre er med færdsel i Københavns myldretrafik.
Det jeg ikke er modig med er farefulde strækninger som vad og stejle skråninger hvor jeg måske skal tage hænderne til hjælp og risikerer at en fejl bliver fatal. Jeg planlægger derfor mine ruten meget nøje og jeg gør det også når jeg guider i fjeldet, der bliver ikke taget nogen chancer, og det gør der heller ikek når nye vandrere ind imellem undrer sig over mit rutevalg der måske gå over snefelter eller via snebroer. Selvom man måske ikke observerer det når man er med mig på tur, så er jeg 100% observant på mine omgovelser. Jeg ved hvorfra vandløbene kommer og jeg holder øje med dem på fjeldsiderne og bruger det til at vurdere om et snefelt eller en snebro er undermineret og er jeg i mindste tvivl vender jeg om eller vælger en anden vej.
Også her hvor jeg var lidt på udebane forstået på den måde, at jeg aldrig havde været på denne rute før og derfor ikke vidste hvad der ventede forude. Jo vel kan man vurdere en del ved at læse kortet, men da kortets ækvidistance er på 20 meter kam der i princippet gemme sig en lodret fjeldmur på 20 meter mellem linjerne på kortet.
Nu er der også et rengærde. Jeg havde set rengærdet på elvens modsatte bred, men nu spærrer det faktisk for min videre fremfærd sammen med en stejl klippe. Jeg tager rygsækken af og løfter op i hegnet og får skubbet rygsækken ind under og mig selv bagefter, hvorefter jeg retter hegnet til igen så det er som før. Nu fortsætter jeg videre ind i det forrevne landskab. Jeg følger stadig vandløbet og kan ikke så meget andet. Det fosser igennem kløfterne.
Jeg må atter engang slås lidt med rengærdet men kommer igennem på samme måde som sidst, og er atter på vej.
Det er ikke det letteste jeg har vandret, men det går og snart er jeg ved en renvokterhytte hvor landskabet flade en smule ud og jeg finder en plads til teltet.
Næste dag pakker jeg spændt lejren ned og vandrer videre. Nu har jeg passeret de værste strækninger med klipper er jeg sikker på, og frem for mig venter Viddjajohka som skal krydses hvis jeg skal videre og nå Gaiddumjávri-hytten. Jeg når den og og ser ud over den lille slette dens delta breder sig ud over. På afstand så vandet lidt vildt ud, men da jeg kommer nærmere kan jeg se at det er fladt og ret lavvandet. Sommeren var ikke den vådeste jeg har været ude for og det har ikke regnet noget videre i flere dage, så vandstanden var lav og jeg kom fint over via sten.
Nu var endnu en dag gået sådan næsten og jeg slog lejr ved bredden af vandløbet. Jeg havde ikke vandret så langt den dag men havde brugt en del tid på terrænet, og da vejret var klaret op gik jeg en tur op mod Viddjajávri langs Viddjajohkas østlige bred for at få lidt udsigt ned over vandløbet.
Havde det været umuligt at krydse vandløbet havde jeg denne rute, altså ruten op til Viddjajávri og videre mod nord til Ruškajávri og op til søen 958. Her har jeg været flere gange før, altså ved søen 958, og derfra er det en let sag at komme ud til Kungsleden gennem Neasketvággi.
Terrænet oppe ved søen så fint ud og den tur kunne man sagtens vandre engang, men den side jeg nu var på virkede langt bedre end den modsatte som jeg ville have været nødsaget til at vandre ad, hvis ikke jeg var kommet over vandløbet.
Sidste dag langs vandløbet der nu hedder Gaiddumjohka og gennem nogenlunde letvandret terræn fulgte jeg vandet mod øst og ud til Gaiddumjávri-hytten. En spændende og anderledes vandring var afsluttet og jeg vandrede nordpå ad Kungsleden.
Det er altid en god fornemmelse når noget er lykkedes, men nu var det jo et år med meget lidt vand så jeg gik allerede og overvejede at vandre ruten i modsat retning et andet år.
Jeg sluttede turen med et par dage på Kebnekaise fjeldstation og fløj ud med helikopteren til Nikkaluokta og som sædvanlig med toget hjem.
Der skulle gå flere år før muligheden bød sig og da det endelig skulle være gik alt ikke helt som planlagt hjemmefra hvilket du kan læse om i næste afsnit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar