Ved nærmere eftertanke kunne det lige så godt være som en ægte Outsite-pionertur, på den måde ville flere få de spændende oplevelser en pionertur byder på med.
Planen blev at starte ved Kebnekaise fjeldstation og derfra vandre til Gaiddumjávri og "angribe" ruten derfra - en genial plan! Det var det så ikke den sommer.
Som sagt så planlagde jeg turen hjemmefra ved arbejdsbordet med computerne tændt og kortene bredt ud over det hele. Da alt var klart og ruten målt op med GPS og dokumenteret i detaljer blev planen lagt ud på Outsite.
Men da tiden nærmede sig begyndte jeg som sædvanlig at holde øje med forholdene deroppe i fjeldverdenen. Satte foråret ind på det vante tidspunkt, kom der megen sne sidst på vinteren og i foråret, nåede det at smelte og så videre. Meldingerne var imidlertid dårlige, og måske de dårligste de har været i flere år, og meldte om masser af sne og ingen tegn på det forår der burde sætte ind omkring Sct. Hans. Min gode veninde Marit Sarri der bor i Kiruna, det er hendes familie der driver Nikkaluokta Turist, kontaktede jeg og hun sagde det samme! Så prøvede jeg Jennie Sparrock som spurgte piloterne hos Kallax flyg i Nikkaluokta, og de sagde også no go og nu begynbdte pressen og alle dem jeg kender og som også skulle derop at melde det samme fra deres kontakter.
Via Face Book og andet indløb der en masse historier om folk der faldt gennem snebroer, Erik B måtte vende om før Čeakčapasset, et par jeg kender Jeff Jeppesen og Mette Fosvald havde været meget tidligt i fjeldet og meldte om masser af sne, men at man da kunne komme igennem, en tredie aflyste sin tur og blev hjemme!
Turen var planlagt til at ligge midt i sommersæsonen så intet burde slå fejl. Vejret er normalt 'fjeldsommerligt', alt er sprunget ud og myggene er godt i gang med at føre deres årlige planer med at genere turisterne ud i livet.
Turen var planlagt til at ligge midt i sommersæsonen så intet burde slå fejl. Vejret er normalt 'fjeldsommerligt', alt er sprunget ud og myggene er godt i gang med at føre deres årlige planer med at genere turisterne ud i livet.III 2
Vi drog hjemmefra i strålende sol. Nogle med tog og andre med fly eller i biler. Det er altid spændene at få det hele koordineret når folk rejser så forskelligt, men som regel gå det op med lidt ventetid hist og her for dem der ikke er med toget. Vi der holder af at køre med tog kan jo ikke regulere så meget undervejs, men må pænt følge køreplanerne der som regel holder i Sverige.
Vi der var med toget til Kiruna kørte videre til Nikkaluokta med bussen og her skulle vi gerne mødes med resten, bortset fra to der allerede var ved fjeldstationen. hvilket også fint lykkedes og så ventede bare helikopterturen til Kebnekaise fjeldstation.
De fløj naturligvis kun på bestemte tidspunkter så vi måtte vente hvilket jo fint lod sig gøre hos familien Sarri´s kafeteria med Nordlandsk Guld og Renskarv og en masse hyggeligt snak.
Tiden hvor vi skulle flyve oprandt da til sidst og i to hold fløj vi ind gennem Laddjuvággi til fjeldstationen. Allerede på vej mellem Kiruna og Nikkaluokta med bussen kunne man tydeligt se at der lå uforholdsmæssigt meget sne på fjeldsiderne og endda ret langt ned i dalen. Under os mens vi fløj så vi også langt mere sne i dalen end der plejer at være på den årstid - det så ikke så godt ud!
Her i starten kunne jeg jo ikke rigtig gøre noget ved det idet et par af deltagerne ventede på os inde ved fjeldstationen, så derind skulle vi jo i hvert fald.
Efter landingen, og da vi havde fået samling på tropperne, vandrede vi den korte strækning hen til fjeldstationen fra helistoppet. Vejret var fint nok omend køligt, men det regnede da ikke. Noget af det værste at starte en fjeldvandring i er regn, det gør ikke så meget at det regner under turen, men at starte med skaltøj er alligevel for negativt.
Vi kikkede os lidt omkring på fjeldstationen, men folk var ivrige efter at komme afsted og kort efter påbegyndte vi vandringen gennem Laddjuvággi med retning vest, mod Singi-hytterne. Så langt som til hytterne der ligger 14 kilometer væk, skulle vi ikke da det var første vandredag. Ja i det hele taget var det ikke planen at vandre helt ud til Siŋŋi-hytterne på Kungsleden idet vi ville dreje fra før, med retning mod Gaiddumjávri-hytterne.
Vejret var fortsat ganske fint, skyet men med blå himmel ind imellem, og ad en let sti der bliver lettere og lettere efterhånden som man kommer fri af det kuperede og slidte spor mellem resterne af fjeldbiekeskoven, hvor det går op og ned og over vandløb i et ind imellem lidt mudret spor. Helt ind og lidt forbi fjeldstationen holder fjeldbirkeskoven stadig stand mod både højde over havet og fjeldklimaet, men ved fjeldstationen har den sin sidste bastion. Når man forlader fjeldstationen ad bakken op forbi det lille fjeld Kaipak, holder det hårdt for birken der her kæmper kroget og skamferet af vinteresn sne. Spredte står de sidste krogede sort-hvide træer med deres lysegrønne blade der næsten er sprunget helt ud.
At det ikke var blevet rigtigt forår sås tydeligt på de spredte sneklatter og manglende udsprungne fjeldvækster, og lige så spændt jeg var på snesituationen længere inde og især ovre mod den norske grænse, tænkte jeg også på vand. Altså vandstanden i vandløbene der kan løbe fuldstændig over ved høj snesmeltning, og faktisk gøre at vandløb der ikke er noget særligt og som bare kan springes, pludselig bliver rivende strømme man skal vade. Det første jeg var spændt på og som er det der indikerer vandmængden på den første af vore strækninger, er det man krydser ud for Siellavágg og Silverfallet fra Siŋŋivággi. Her har jeg stået på modsatte side og kikket over en sø man skulle vade før man nåede broen - hvor der så til gengæld stort set ikke var noget vand.
I år var vandstanden helt normal på stedet og pladserne ved broen, som vi ofte bruger, var fine og tørre så her teltede vi den første dag. Det var en kølig men tør første aften og jeg har det sådan at det første døgn, eller den første dag og nat og morgen fryser jeg, men når jeg så først har vænnet mig til at være ude så har jeg det stort set behageligt i en hvilken som helst temperatur, bare jeg ikke går ind i en varm hytte for så starter det hele forfra.
Pladsen, som jeg godt kan anbefale ligger tilpas efter eller før fjeldstationen, alt efter fra hvilken side man kommer, og er god hvis man blot har en halv dag efter rejsen, men gerne vil ud i fjeldet og starte turen med det samme. På samme måde er det en god afslutningsplads aftenen før man næste dag når fjeldstationen, og måske skal flyve ud og derfor gerne vil have en halv dag til bad og noget anderledes mad og måske en øl ved pejsen. Fra pladsen har man fin udsigt ind i Siŋŋivággi's munding og vandfaldet, og da dalen, Laddjuvággi, er ganske flad og bred her ser man vidt omkring. Herinde er der ingen træer. Kun en smule pilekrat står hist og her i grønne klatter i terrænet.
På vejen hen til pladsen vandrede vi over Lillberget som er en lille klippeblok midt i dalen. Lillbergeter et såkaldt urfjeldsvindue som er opstået ved at isen under sidste istid har skuret al det nye fjeld dannet af den Keledoniske foldning væk. På klippegrunden ser man tydelige skuremærker efter isens hærgen da den fyldte hele Laddjuvággi. Kebnekaises top derimod kan man ikke se fra fjeldstationen, men man kan se den gennem Kitteldalen når man vandrer mellem Kebnekaise fjeldstation og broen hvor vi ligger her på den første overnatning, men man kan selvfølgelig kun se den hvis vejret er klart og der ikke er skyer der dækker den.
Dag 2
Vi skulle nu videre ind mod vest gennem Laddjuvággi. Det var blevet køligere i løbet af natten, så der var ikke så megen morgenhygge mens vi spiste morgenmad og hurtigt fik lejren brudt ned.
Den første strækning fra lejren ved broen og op i dalen går opad og i visse steder stenet teræn, mens dalen snævrer ind og nu flankeres af høje stejle fjeldsider der var temmeligt spættet af sne.
Dalen så helt anderledes ud end den "plejer". Jeg har været her et utal af gange, faktisk har jeg opgivet at holde styr på hvor mange ture jeg har vandret i fjeldet, og specielt hvor mange gange jeg har vandret i Laddjuvággi, men den er på en måde altid forskellig. Lys og skygge ændrer konturerne og mange gange har de små høje Fjeldguiden3vandfald på dalens sydside i den rigtige belysning, glimtet som sølv mod den mørke klippevæg. De mørke klipper i dalen står også i dyb kontrast til engene omkring vandløbet i bunden af dalen. Specielt her hvor vi går nu, på en kort strækning med blokmark, er der rigtig grønt, men sumpet ude ved vandet. Længere inde i dalen, der hvor Liddubákti's massive mur mod syd bliver lavere og går over i et lavt pas lige før Unna Jierttáš, flader landskabet atter ud og giver plads til grønne enge og fine teltpladser. Her deler stien sig i tre hvor én fører videre gennem dalen og til Siŋŋi-hytterne, mens en anden fører nordover mod Sealgga-hytterne ligeledes på Kungsleden.
Den sidste af de tre fører sydover og skærer bagom Unna Jierttáš mod Gaiddumjávri og den vej skulle vi.
klippevæg. De mørke klipper i dalen står også i dyb kontrast til engene omkring vandløbet i bunden af dalen. Specielt her hvor vi går nu, på en kort strækning med blokmark, er der rigtig grønt, men sumpet ude ved vandet. Længere inde i dalen, der hvor Liddubákti's massive mur mod syd bliver lavere og går over i et lavt pas lige før Unna Jierttáš, flader landskabet atter ud og giver plads til grønne enge og fine teltpladser. Her deler stien sig i tre hvor én fører videre gennem dalen og til Siŋŋi-hytterne, mens en anden fører nordover mod Sealgga-hytterne ligeledes på Kungsleden.
Den sidste af de tre fører sydover og skærer bagom Unna Jierttáš mod Gaiddumjávri og den vej skulle vi.
Beslutningen
Fra dalen vandrer vi nu op i det lille pas bagom Unna Jierttáš og oppe skuer jeg ud over vidderne og snefelterne der ikke burde være der, men som alligevel dækker store dele af passet. Det er nu at jeg som turleder skal tage en beslutning!
Skal jeg fortsætte som planlagt og se om vi kan komme igennem. Om der er for megen sne eller vand og risikere at vende om, men hvad så?
Imens jeg tænker holder vi pause og jeg sender en frisk 'spejder' op på Unna Jierttáš for at spejde mod vest og den norske grænse og imens tænker jeg alternativer igennem. Gruppen har fordelt sig rundt omkring på klipperne hvor der er tørt.
Hvis jeg fortsætter ad den planlagte rute risikerer jeg at vi ikke kan komme igennem. Kan vi ikke komme igennem kan vi sikkert heller ikke vandre min plan-B nordoverAino 100langs søerne, og så må vi vende om og vandre tilbage til Gaiddumjávri-hytterne og Kungsleden, men hvad så?
Ja, så ville vi kun have meget begrænsede muligheder for at få en tur ud af det. Faktisk ville det indebære at vi kun kunne vandre op og ned ad Kungsleden, og derefter vandre tilbage gennem Laddjuvággi som vi kom ad - og hvem gider det? Ikke jeg og det er heller ikke noget man kan byde deltagerne på en pionertur!
Vores plan var også efter pionerstrækningen at at vandre op i Guobirvággi og derfra over det høje pas ved Svarta Sjön (Gaskkasjávri), og ned i Darfál, men den rute kunne umulig vandres med al den sne allerede i 900 moh. Gaskkasjávri ligger i 1448 moh. og samtidig var der efterfølgende nedstigningen til Darfáljávri langs gletsjeren. Den tur skulle jeg ikke nyde noget af i det føre!
Jesper, vores 'spejder' kom tilbage fra fjeldets top og berettede at der lå masser af sne mod vest! Ikke så positivt, men alligevel en værdifuld information og nu måtter der så handles!
Vi stod jo midt i pasovergangen og skulle vælge et eller andet!
Efter et kort fællesmøde hvor vi dog ikke sad i rundkreds, forelagde jeg holdet situationen sådan som jeg så den og fortalte hvad vi havde i udsigt hvis vi fortsatte, og fejlede frem for at 'opfinde' en alternativ rute. Her skal det naturligvis nævnes at en alternativ rute også gerne skulle være en rute udenfor stierne, det var jo det vi blandt andet var kommet for!
Mit nye forslag gik på at dreje fra hvor vi stod nu i passet og vandre mod øst parallelt med Laddjuvággi, men syd for Liddubákti. Her kunne vi krydse igennem og nå stien mellem Nikkaluokta og Tjuonajåkk og ad den vandre tilbage til Nikkaluokta. På denne måde fik deltagerne alligevel en, for dem, pionertur mens jeg ikke fik nogen da jeg havde været i dette område flere gange.
Nu handler en guidet tur ikke om guiden og om han eller hun får sine lyster styret, men om at deltagerne uanset forholdene kommer hjem med indtrykket af at have haft en god og indholdsrig tur.
Deltagerne var hurtigt med på idéen. Ingen af dem havde været i det område før så det ene sted var lige så godt som det andet.
Vi drejede altså af og begyndte at lede efter teltpladser der var nogenlunde tørre og som lå tæt på vand, men det er ikke ret svært i det terræn vi har hernede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar