Jeg har vandret rundt i Kebnekaiseområdet i årevis. Ja mere end 40 år er det faktisk efterhånden blevet til, og på den tid og med så mange ture både alene og med vandremakkere og som fjeldguide, bliver det til temmelig mange ture. Det bliver også til mange ture man går flere gange. Nogle gange i træk og nogle gange spredt over årene og fra nord til syd, øst til vest og vest til øst, eller hvordan det nu alt sammen falder ud.
Nogle gange har det været udforskningsture hvor jeg har vandret alene eller med andre, der ligesom jeg gerne ville udforske området bare lidt mere end det er muligt ad stierne, når man har vandret dem alle dybere i sporet.
Man, eller jeg gik så i gang med at kikke kortene, hvilket vil sige BD6, BD7 og BD8, igennem i sømmene for at se om ikke der kunne ”opfindes” nye ruter. Det var i starten sådan lidt la la idet jeg selvfølgelig også havde gennemtrevlet både Claes Grundstens, Tore Abrahamssons bøger og Den Svenske Fjeldklubs, som jeg har været medlem af i en årrække, igennem for at se om ikke jeg risikerede at gå andre i bedene og opfinde den dybe tallerken endnu engang. Claes havde faktisk et par stykker og så var der nogle umarkerede som fjeldklubben også kendte til, eller selv havde gået.
En oldgammel bog, eller en bog der i hvert fald er ældre en mig, hvilket vil sige fra 1948 som så er ét år tidligere end jeg der blev født i 1949, havde også lidt. Bogen er udgivet af Den Svenske Turistforening og hedder Fjälturer i Norre Lapland.
Det hele gav noget sammen med nogle beretninger i diverse klubblade, og i værker om samernes historie som også indgår i mit efterhåndende omfattende bibliotek om fjeld og fjeldvandring, som er ved at bryde reoler og hanebjælker ned i mit arbejdsværelse. Men ikke nok! Der var masser at tage fat på.
Altså kastede jeg mig ud i et projekt der skulle vise sig at tage flere år, men som til gengæld ville resultere i, at jeg havde opdaget eller genopdaget de mange ”ukendte” rutemuligheder det enorme fjeldområde rummede. Hertil er jeg nået i dag, altså stort set, idet der stadig er muligheder i området.
I firserne gik jeg en lang tur, det havde jeg det med at gøre da jeg endnu var ung og frisk (nu er jeg kun frisk) med start i Abisko. Egentlig havde jeg ikke rigtig nogen plan, men ville gerne ned i Sarek, hvilket jo er en lang tur derfra, så jeg vandrede Kungsleden ned til Alisjávri-hytterne for ligesom at komme i gang. Nu skal det lige siges, at på det tidspunkt lå Alisjávri-hytterne ikke der hvor de ligger i dag, men lidt længere mod syd og der var heller ikke nogen bro over Aliseatnu og Kungsleden gik på den modsatte bred af elven Čeakčajohka end den gør i dag. Vandløbet der nu er bro over ved Alisjávri-hytterne skulle vades længere sydpå i stedet. De gamle Alisjávri-hytter lå på elvens vestlige bred lige hvor vandløbet fra Gárddečohkka løber ned i elven.
Fra det gamle vadested kan man faktisk vandre videre langs med den ad dens nordvestlige bred, og dermed forlade Kungsleden, sådan cirka hvor man ellers drejer op imod Čeakča-passet, og vandre ind mod den norske grænse. Den rute kunne jeg ikke forestille mig ret mange havde vandret, så den var værd at prøve. På kortet ser det let nok ud idet hele området, der ligger vest for Sealgga-massivet, er et småkuperet højfjeldsområde der er ret vandrigt med småsøer og mange vandløb. Det er som sådan ikke noget vanskeligt område at vandre i bortset fra ved dårlig sigt, hvor det er ret vanskeligt at orientere sig i, da der ikke er nogle markante dale og ikke mange markerede stier.
Et par ruter fører imidlertid ind og ud af området idet der går en rute fra Gautelishytten i Norge ind forbi Huvkijávri-hytten, og videre mod Kungsleden eller sydpå til Sitasjávri og grusvejen til Ritsem, men det er længere sydpå. Men, så langt var jeg ikke nået endnu!
Jeg vandrede videre ad Kungsleden og holdt en kort pause ved Alisjávri-hytterne, altså de gamle som
før nævnt, og videre ned langs Aliseatnu mod vadestedet. Der er masser af rener i området, hvilket også er årsagen til at man senere har flyttet hytterne nordpå til deres nuværende placering.Vadestedet kæmpede jeg ikke med denne gang. Jag havde krydset det nogle gange, og nogle som jeg sporadisk fulgtes med ad ruten, krydsede let mens jeg holdt frokost ved bredden. Min plan var ikke at krydse på det sted, men at fortsætte langs elvens bred mod vest og krydse længere inde.
Alisvággi, som Kungsleden fører igennem er ganske bred og letvandret, og det er den også den dag i dag selvom Kungsledens oprindelige rute er lagt om. Det er en dal med masser af teltpladser og jævnt bølget og grønt terræn fortrinsvis præget af såkaldte højurtsenge, hvor et væld at større og små fjeldvækster vokser i et intens farveflor. Mindre og større vandløb skaber fugtige bredder hvor kvan ynder at vokse mellem stenene, sammen med hønsetarm og andre. Den brede dal er flankeret af moderat høje men afrundede fjelde, med grønne bevoksede side de fleste steder. Aliseatnu løber som et blåt bånd i bunden og under vandringen er jeg hele tiden i nærheden af den.
Aliseatnu der efterhånden som man nærmer sig dens kilder mere er en å, på samisk johka, end en elv, overgå efterhånden til at være flere små søer der som perler på en snor er forbundet med vandløb. Jeg vandrer langs med vandet og leder efter et velegnet sted at krydse over på den anden side. Der er flere steder, men jeg vil gerne fobi fjeldet Alip Muorahisčohkka der lige nu ligger syd for mig mens jeg vandrer. Jeg ved at der er en såkaldt vanddeler længere fremme. En vanddeler er det sted hvor fjeldet er højst og vandet “begynder at løbe den anden vej ned” – altså et helt tørt sted.
Så langt når jeg ikke! Lige efter søerne Luoktajávrrit er vandstanden så lav at jeg kan gå over uden problemer, og da stedet falder naturligt på min rute passerer jeg her og drejer langs fjeldsiden sydpå, idet jeg forsøger at holde højden på lidt under 1000-meterkurven. Der er stenet herinde, men stenene ligger flade og stabile og jeg kommer hurtigt frem. Jeg kikker efter teltpladser. Det er efterhånden blevet sent på eftermiddagen, men nu er 1000 moh. ikke ligefrem det bedste sted at finde teltpladser. I den højde er det ofte enten stenet, skråt eller fladt med fugtig grund og altså ikke det optimale. Jeg ser på kortet, men hele området her ligger faktisk i den højde i et svagt bølgende stenet terræn. Søen 1096 moh ligger foran mig på en slette og jeg tager retning mod den. Vejret er let overskyet og det har ikke regnet i flere dage. Terrænet er tørt mellem søerne og vandløbet. Mod vest flader landskabet endnu mere ud og så langt øjet rækker er der ingen markante fjeldformationer, men mod øst står en massiv fjeldmur der strækker sig så langt mod syd jeg kan se. Det er bagsiden af massivet der flankerer Kungsledens vestlige sider og det næste “hul” der er i den mur, er først helt nede efter Sealgga-massivet.
Jeg skal ikke over “muren”, selvom man faktisk godt kan passere mellem Sealggas to toppe, men videre på de flade sletter mod Huvkijávri-hytten.
Men teltpladsen! Jeg fortsætter og når søen, smider rygsækken og vandrer lidt rundt i terrænet for at finde en tør og jævn plads, hvilket faktisk ikke var så svært da det kom til stykket og jeg fik teltet rejst på en lille flad knold med græs og renlorte, som jeg lige sparkede lidt væk med støvlen.
Ofte oplever man at skyggen hurtigt rammer teltet når man ligger i de smalle dale, og også når man ligger på Kungsleden hvor solen går ned bag massivet mod vest, men her ovre på massivets vestside er der intet der skygger for solen, og selv klokken eleve om aftenen kan jeg sidde ude med kruset og nyde den tiltagende midnatssol, inden det er på tide at gå i teltet og få sovet inden det bliver morgen.
Jeg lå lidt og tænkte over turen indtil nu. Der er noget specielt ved at forlade stien og trygheden ved at vide at der kommer andre både bagfra og dem man går i møde når man vandrer på Kungsleden. Sker der noget er der altid hjælp at hente selvom man måske skal vente lidt på at der kommer nogen forbi, hvilket der altid gør.
Jeg har vandret mange steder alene, men området herovre bagved Sealggamassivet er alligevel et af de mere specielle, men jeg har det fint med det indtil videre.
Nu kan man jo ikke få alt, så ofte er det sådan at har man sol længe om aftenen på fjeldet, så mangler morgensolen og jeg vågner til en kold morgen, og da jeg kikker ud ser jeg solens stråler ramme sletten langt ude mod vest, men hvor jeg ligger er der skygge og ikke meget over 5 varmegrader tror jeg. Den slags morgener får ikke mig ud af posen særlig tidligt, men til sidst skal man jo ud og når først jeg er ude kommer jeg hurtigt igang. Teltet kommer ned og rygsækken pakkes. Jeg er ikke den store morgenmadsspiser og vil hellere vandre nogle timer før jeg spiser. På den måde når jeg også at få varmen og komme igang.
Jeg skal idag nå ned til Huvkijávri-hytten, men det er ikke noget problem i det terræn. Der er fladt uden stigninger og kun blokmark og vandløb sinker mig lidt. Solen forsvinder helt i løbet af formiddagen og i gråvejr ser terænet lidt trøstesløst ud, men det er intet imod hvordan det ser ud da jeg får hytten i sigte mellem de tiltagende regnstråler, der efterhånden bliver tættere og tættere og nærmest er et vådt tæppe foran mig efterhånden som regnen tager til.
Jeg nåede hytten i silende regn. Den så temmelig uddød ud, men der kom røg op af skorstenen. Jeg gik ind i hyttens vindfang og satte rygsækken fra mig og fik regntøjet af. Et hoved kikkede ud og hilste.
Hytteværten sad sammen med to svenske vandrere der havde vandret fra Kungsleden gennem Čuhčavággi og hertil dagen i forvejen. De overvejede at vandre videre, men valgte hytten da regnen begyndte og ville vente til dagen efter hvor vejrudsigten sagde at vejret ville blive bedre.
Hytteværterne har opkald via hytternes nødtelefon hver dag og får så også en vejrudsigt.
Hytteværten gav kaffe og vi sad længe og sludrede om vind og vejr og forskellige ruter i fjeldområdet og et par timer senere syntes jeg ikke vejret så så dårligt ud mere. Skyerne havde løftet sig lidt så jeg mente godt at det kunne betale sig at vandre videre. Jeg bryder mig ikke så meget for hytteovernatninger og især ikke når jeg har telt med og heller ikke selvom vi faktisk havde det hyggeligt.
Nu jeg var ved hytten var jeg også på stien så vandringen sydover mod Sitas gik hurtigt, men ved Gáiccajávri og broen over Ráktasjohka slog jeg alligevel lejr.
Terrænet efter hytten er det samme. Lavt bølgende fjeldområde og en masse vandløb, men ikke mange vandremæssige udfordringer og ret ensartet, men på en måde alligevel storslået. Bevoksning er der ikke meget af og udsigten er vid.
Næste morgen hold det stadig tørt, stien er fortsat letvandret og ret tidligt nåede jeg broen over Ainnojohka og jeg kunne snart se højspændingsledningerne fra kraftværket ved den opdæmmede Sitasjávri – ikke særlig charmerende, men strøm skal der jo til.
Ved broen kikkede jeg mig lidt omkring. Faktisk skulle jeg jo sydpå og til Sitas og derfra videre til Ritsem hvor jeg skulle med båden over til Änonhjalme og videre sydpå til Sarek, men på den anden side så ville denne tur indebære en ret kedelig tur af anlægsvejen fra Sitas til Ritsem og det er en strækning jeg nærmest syntes er noget der skal overstås. Ikke en hyggelig strækning, men den eneste vej ud mod syd.
Første gang jeg vandrede mellem Huvkijávri og Ritsem kørte bussen stadig op til Sitas, men af en eller anden grund, formentlig fordi man ikke finder det nødvendigt at vedligeholde anlægsvejen mere, ja så må man vandre.
Det kunne imidlertid være rart med en alternativ rute ud af området mod syd så mens jeg vandrede mod Sitasjávri tænkte jeg lidt over det og om der måske kunne findes en løsning.
På kortet så det faktisk ud som om man sagtens kunne vandre langs Ainnajohka helt frem til Gaiddumjávri-hytterne på Kungsleden, og derfra er turen til Vakkotavare jo let!
Tanken og idéen forlod mig aldrig…
Fortsættes - tilføj dig som fast læser på min blog og bliv mindet om når næste afsnit er klar!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar