Sommerens fjeldtur 2022 vol. VI

Dette afsluttende indlæg om fjeldturen sommeren 2022, samler op på turen.
Turen er slut og en ny planlægges til sommeren 2023, og i det følgende vil jeg fortælle lidt om hvordan jeg gør - måske kan det bruges af nogle ...

Jeg har gennem årene guidet et utal af fjeldture. Faktisk har jeg slet ikke tal på hvor mange det er blevet til. I de senere år har jeg kun guidet én enkelt tur om året i fjeldområder, men tidligere har det været 8 hver sommer og 6 hver vinter. Det er mange og da de fleste er gået til Kebnekaisefjeldene, så kender jeg efterhånden det området godt.

Der er mange ting at tage hensyn til ved planlægning og udførsel af en guidet tur. Det er ikke nok blot at kende et område man måske har være i et par gange. Guider man som jeg udenfor stierne, skal man kende området yderst grundigt - især hvis man tager nybegyndere med.

Som guide ved du ikke meget om de personer du tager med. Du ved ikke præcis hvor langt de kan vandre med rygsæk i fjeldterræn eller hvordan de takler det at være langt væk fra alting.

Du ved heller ikke hvordan den enkelte reagerer i pressede situationer eller hvordan de forskellige deltagere reagerer på hinanden. Eller med andre ord, du ved ikke hvordan gruppen vil agere.

Som guide skal du således ikke kun være teknikker og vide alt om fjeldvandring og om området du guider i. Du skal også kende til gruppedynamik, psykologi og andet der gør dig i stand til at vurdere situationer lynhurtigt og agere inden der sker noget uhensigtsmæssigt, men hvordan gør man det?

Du kan selvfølgelig køre den strikse guidemodel hvor dine ord er lov. Du går altid forrest og dine deltagere holder sig bag dig. Du bestemmer hvor og hvornår der skal være pauser. Du sætter en masse regler op om rygning, indtagelse af alkohol eller hvad du nu synes der skal til for at du hele tiden har styringen. Sådan er der nogle der gør - jeg gør det ikke.

Jeg vil kun agere som guide hvis noget er ved at gå galt. Jeg holder mig lidt i baggrunden og forsøger at være en deltager i gruppen. Ja ok jeg er måske en mere vidende deltager i forhold til området og ruten end de andre deltagere, og derfor bliver jeg naturligt spurgt og det ene og det andet og det er helt fint. Men jeg svarer så ofte jeg kan som meddeltager og indgår i gruppen på lige fod med de øvrige.

På den måde bliver mine ture mere et samarbejde end en, tilsyneladende, guidet tur.

På den anden side så får deltagerne også selv erfaring i at tage beslutninger undervejs. Beslutninger de tager i samarbejde med os andre.

En anden kunst du skal beherske som guide, er ikke at sætte egne mål over deltagernes. Det er i bund og grund deltagernes tur, og det er dem der skal føle at de har den tur de forventede hjemmefra, og som er dem blevet lovet.

Men hvordan klarer man så den når man ikke kender deltagerne?
Det er der sikkert flere måde at få styr på. Min er så udførligt som muligt at informere potentielle deltagere om hvad det er for en slags tur de kan sætte i udsigt. Og allerede her bestemmer jeg jo så hvilken tur jeg laver. Det er altså en lidt omvendt måde at gøre det på, idet jeg allerede inden deltageren har tilmeldt sig stikke nogle retningslinjer og krav ud.

Da jeg gerne tager begyndere og meget lidt erfarne fjeldvandrere med, så sætter jeg dagsetaperne relativ korte. Jeg pointerer, at turene ikke er for hurtigløbere, der vil have masser af kilometer i benene hver dag. De er heller ikke for den der vil præstere og hvor målet er målet i sig selv og dagsetaperne blot er noget der skal overstås i en fart.

Ved at sætte krav hjemmefra så er det lettere for mig at slå ned på en eventuel deltager der undervejs forsøger at forcere både tempo og distance.

Deltagerne skal også være indstillede på at hjælpe hinanden således at gruppen arbejder sammen om et fælles projekt, nemlig det at alle skal have en god tur.

Jeg kører altid med tog frem og tilbage og det gør jeg dels fordi det er afstressende, men også fordi jeg har en filosofi om hvordan enhver ferie eller tur bliver en god tur. 

For mig har en tur flere faser.
Den første er planlægningen, hvor skal vi hen?
Når det er bestemt så kommer næste fase hvor man forbereder sig og glæder sig til turen.
Herefter kommer rejsen til destinationen, hvor man glæder sig, er på vej og lærer hinanden og hinandens forventninger at kende.
Så er der turens første fase og det er den hvor man vænner sig til at være på tur.
I den næste fase har man styr på turen. Man har fundet rytmen, ved hvor ting er i rygsækken og man har styr på madlavning og lejrslåning.
Herefter følger en fase hvor man ser frem til at komme hjem og kan se målet.
Til slut er der hjemrejsen hvor man sammen ser tilbage på turen.

Ingen af disse faser må være for lange eller for korte. Er de tilpas så har man haft en god tur og har fået nok uden at det har været for meget eller for lidt, men lige tilpas og sådan som en ferie skal være.

Sommerens fjeldtur 2022 vol. V

Turen nærmer sig sin afslutning og om to dage vil vi lande på Kebnekaise fjeldstation, men først skal vi lige have klaret endnu en spændende dag.

Vi skal forlade vores vindblæste lejrplads og skal gennem passet ved søen 956 moh. og ned i Neasketvággi.

Det blæser stadig mens vi vandrer gennem et noget vildt landskab. Det er ikke så let at vandre gennem passet og man skal passe på at komme rigtigt igennem så man undgår at gå for meget op og ned.

Vi når ned og vandrer i godt terræn gennem dalen. Terrænet i bunden er letvandet og meget frodigt med et væld af blomster.

Vi går på en slags bred hylde et godt stykke over selve dalbunden hvor vandløbet snor sig ud mod Čeakčaeatnu ude hvor vi skal krydse Kungsleden. En samesommerlejr ligger ved udmundingen, og vi vælger en rimelig teltplads men kommer til at ligge en smule spredt.

Vejret er blevet bedre. Det blæser stadig, men vi er kommet længere ned og har derfor mere læ for vinden.

Mens vi ligger i lejren passerer et par vandrere vores lejr. Det er de første andre vi hidtil har mødt på turen, altså hvis vi ser bort fra Hytteværten.

Neasketvággi og i det hele taget området vest for Kungsleden har jeg altid godt kunnet lide. Området er ikke befærdet og det heller ikke selvom Nordkalottleden går igennem.

Området har også adgang til Narvikfjeldene på den norske side af grænsen.

Vi forlader vores lejr og forsætter mod øst og broen over Čeakčaeatnu.

Nedstigningen til broen er lidt bøvlet i et stenrigt terræn hvor det ikke helt er til at se hvor det er bedst at gå før man har gået den besværligste vej. Vi når broen og vandrer over. Vi står nu på Kungsleden og her vandrer folk i lange rækker.

Vi skal nu op forbi fjeldet Siŋŋičohkkas sydlige udløber og ned i Laddjovággi der skal føre os til Kebnekaise fjeldstation.
Vi går ikke ned til Siŋŋi-hytten, men går direkte tværs over Kungsleden og op i passet mod søen 981 moh. Det er en lang og sej opstigning og når man er ved søen er man ikke engang oppe endnu. Der mangler en lille bid, men så går det også nedad igen til Laddjuvággi og de små søer Laddjubahta hvor vi vil slå lejr.

Den her strækning har jeg efterhånden vandret så mange gange at jeg er ved at være træt af den, men der er ikke så mange veje ud af fjeldet og den letteste er den ud gennem Laddjuvággi. Her ligger Kebnekaise fjeldstation og derfra er der kun 20 km. ud til landevejen - og dem kan man flyve og på den måde slippe for en lang skovstrækning med ryggen til fjeldet.

Vi finder de gode pladser ved de små søer og slår lejr.

Næste morgen når vi ikke at slå teltene ned før det regner.

Det ender med at turens sidste dag blot skal overstås og vi ender med at vandre spredt frem til stationen.

Efter en god middag, bad og sauna samt en god nats søvn i rigtige senge venter vi om morgenen på helikopteren der ad to omgange skal flyve os til Nikkaluokta og bussen.

Sommerens fjeldtur 2022 vol. III

Når man vandrer udenfor stierne er terrænet ikke altid lige venligt, og første gang man udforsker en ny mulig rute, kan man sagtens støde på forhindringer der ikke er til at forcere. Man må så gå tilbage eller finde en anden vej rundt om forhindringen, så derfor bør man ikke sætte sine dagsetaper for lange før man kender ruten.

Jeg guider aldrig på ruter jeg ikke selv har vandret, men jeg kan godt finde på at indlægge elementer der ikke præcis gik der hvor jeg sidst vandrede.

Således var det også på sommerens tur.

Fra den noget vindblæste lejr skulle vi nu ned og finde renvokterhytten der ligger mellem søerne Vuolip Čoarvejávri og Luohttijávri det er nemlig det eneste sted man kan passere pga. vand.

Ved hytten er der granater i fjeldet - altså ikke sådan nogle der eksploderer, men halvædelstenen granat som er en rødbrun krystal.

Jeg gik lidt hurtigt frem i sidste afsnit og foregreb lidt begivenhedernes gang. Vi er nemlig ikke helt nået til den vindblæste lejr endnu.

Hytten er let at finde, siger jeg nu, men første gang jeg vandrede her kunne jeg ikke finde den umiddelbart. Kontrolmålinger viste mig at jeg var tæt på den så jeg burde kunne se den, men væk var den. Nu er det jo sådan, at hytter i fjeldet godt kan blæse i stykker eller de kan blive fjernet så jeg tog det roligt for jeg vidste præcis hvor jeg var.

Pludselig kikker jeg op af en eller anden grund og lige oven over mig på en klippe lå hytten. Jeg havde faktisk passeret den nedenom uden at se den.

Fremover var jeg så blevet snedigere og kikkede efter den oven for min vandringsvej og fandt den let.

Nå, tilbage til granaterne.Man finder dem flere steder i fjeldet, men her findes de altså i stort antal i skifferen og man vader faktisk i dem.

I den kolde vind var der bare ingen der havde lyst til at samle nogle - alle ville heller finde en egnet teltplads og det var der bestemt ikke her. 

Vi satte os lidt i læ og sendte et par spejdere ud men de returnerede uden at have fundet noget egnet, så vi vandrede videre og fandt så pladsen jeg beskrev i det forrige afsnit.

Selvom solen skinnede ind imellem så regnede det også ret ofte. Ikke meget men alligevel. Det var en tur med regntøj på og regntøj af ustandseligt.

Terrænet er fladt herinde ved den norske grænse der ligger få kilometer vest for vores rute. Der er stenet ind imellem men ellers er der let at vandre. Små og store snefelter ligger stadig hvide selvom vi er i juli måned.

Når vi vandrer her hvor der ikke vandrer andre finder vi masser af rengevirer og de flotteste blev medtaget på rygsækkene.

Vejret skifter igen og det bliver fuldstændig tåget og ret klamt da vi nærmest vandrer midt i regnskyen.

Vi havde ikke planlagt at skulle overnatte indendørs og der lå hellerikke nogle hytter direkte på vores rute.

Men, vi var nu ikke så langt fra Huvkijávri-hytten idet vi var nået til Nordkalotleden som vi skulle følge et par kilometer før vi drejede væk fra stien og ind i stiløst land igen.

Vi skulle så bare lige finde hytten i tågen.

Vi fulgte sporet der ikke er ret tydeligt og da jeg ved at der står et skilt længere fremme som viser vej til hytten så leder vi efter det, og pludselig skimter vi det i tågen og vi er på rette spor igen.

Området her og Nordkalotleden er ikke særlig let vandret på denne strækning, og hytten ligger ikke direkte på stien . Man må gå fra Nordkalotleden og ind på et spor der er stenet og denne dag også regnglat. Et vandløb skal krydset og hvor der tidligere var en bro står nu kun fundamentet så vandløbet må vades. De sidste to gange jeg har været her kunne man springe det fra sten til sten og det lykkedes også denne gang selvom det var lidt besværligt at finde et egnet sted. Der var bare ingen der havde lyst til at tage støvlerne af i det vejr vi havde.

Vel ovre er der ca. en kilometer til hytten som er helt tom bortset fra hytteværten der er glad for at se os. Vi indlogerer os og hytterne er trods alt hyggelige. Vi laver kaffe, får hængt al vores grej til tørre og slapper af.

At vi sidder med mobiltelefonerne fremme betyder ikke at der er mobildækning i området - det er der ikke. For sikkerheden medbringer jeg en satellittelefon.

Men, vi tjekker kort og tjekker ruten på telefonerne. Vi er nemlig bagud og bliver nødsaget til at skære et hjørne af turen så vi ikke skal forcere vandringen. Det er der ikke nogen der har noget imod for ingen af deltagerne har være hverken på min oprindelige rute eller på den jeg laver efter vi korter noget af turen.

Hytterne i de svenske fjelde er veludstyrede. Der er køkkengrej, gasblus og brændeovn. I Huvkijávri-hytten som vi overnattede i er der ingen butik så man kan ikke supplere sin madbeholdning, men vi har det hele med så det betyder ikke noget for os.

Næste morgen er vi klar til at vandre videre. Det småregner men vinden har lagt sig.

Fortsættes ....

Sommerens fjeldtur 2022 vol. IV

Vi har hørt lidt om vejret, og om hvor rart det ind imellem er at komme i hytte og få tørret sine ting.

Også det med hvad man gør når man er forsinket, eller turen på anden måde ikke helt går som planlagt, og de to emner skal vi vende tilbage til i dette afsnit af "Sommerens fjeldtur 2022".

Sealgga-hytterne på Kungsleden

Hyttenettet er pænt udbygget i de svenske fjelde, ikke så udbyttet som i Norge men stilen, hvis man kan kalde det det, er også anderledes i Sverige.

Hvis vi ser på de to lande så er næsten hele Norge fjeld hvorimod fjeldet i Sverige kun udgør ca. 10% af landet. Det betyder, at nordmændene stort set har fjeldet i deres baghave. I Norge kan man let komme på fjeldet fx. på weekendtur, mens svenskerne, for den overvejende dels vedkommende, lige som os danskere skal rejse langt for at komme på fjeldet. De svenske fjeldområder er meget tyndt befolkede og langt den overvejende del af fjeldvandrerne i Sverige kommer sydfra. De fleste der fjeldvandrer i Sverige har således lang rejsetid, så ture her bliver for de flestes vedkommende ferieoplevelser.

Nordmænd kan, som nævnt, fint nå ud i fjeldet på kortere ture, og her er der en tradition for at vandre med let oppakning, vandre lange dagsetaper og overnatte i hytterne der både kan være ubebetjente, selvbetjente og betjente hytter. I de betjente og i de selvbetjente kan man købe proviant, og i de selvbetjente foregår det ved at man tager hvad man skal bruge og putter penge i en bøsse.

I de svenske fjelde derimod er samtlige hytter nærmest betjente af en hyttevært der både tager imod betaling og passer den lille butik, der er i nogle af hytterne. Da hytterne i Sverige er passet af hytteværter, ligger de allerfleste på hovedstrøgene som Kungsleden i det område disse historier handler om. I resten af området er der spredte hytter på vandreruterne og der er ofte langt imellem dem. Sådan ligger Huvkijávri-hytten som vi lige har forladt for at vandre videre.

Vi havde været de eneste vandrere der overnattede i hytten der ligge på en tyndt befærdet vandrerute. De fleste af dem der vandrer her, og helt udenfor stierne, bor i telt så derfor kan der have været folk i området som vi bare ikke så.

Vores oprindelige rute kunne vi ikke nå, men den sidste del var stort set blot en sløjfe mod syd, og derfra ud til Kungsleden som vi skulle krydse for at komme til Kebnekaise fjeldstation. Den "sløjfede vi og vandrede i stedet ud igennem Neasketvággi.

Huvkijávri-hytten var jo noget besværligt at komme til i gårsdagens tåge, men i dag har vi god sigt og kun lidt regn. En sti fører fra hytten og ud til ruten mellem hytten og Sitasjávri-hytten, meget længere mod syd.

Vi følger stien det korte stykke ned til vandløbet Ráktasjohka. Den er let at finde idet der er bro over den. Vi skulle ikke over broen, men i stedet ad et delvist markeret spor mod øst.

Sporet er forholdsvis let at følge selvom en passage er en smule bøvlet.

På en strækning af rutens start klatrer man lidt i en kløft, men det er let nok, udsigten er fin fra toppen.

Vi når søen Ráktasjávri som vi følger med retning mod en unavngiven sø, og her begynder vi at lede efter teltpladser. Det blæser igen og det ret kraftigt og det er svært at finde læ. Vi bruger en del tid på at finde de rigtige pladser, mens en enkelt ren nysgerrigt følger os. Men til sidst bestemmer vi os for en plads med rimelig læ uden at der er vindstille.

Vi skal have en god nattesøvn her for jeg ved at næste dag bliver en smule anstrengende. Vi skal op gennem et pas, og på den anden side kommer vi til at gå på en smal hylde. Ikke at der er nogen fare ved det men det bliver lidt skråt.

Fortsættes ...

Sommerens fjeldtur 2022 vol. II

Det glæder mig at der er nogen fra holdet der læser med, også selvom de gør opmærksom på, at billederne i første afsnit ikke er fra den tur, men fra en tidligere der førte ad samme rute, eller næsten samme rute som den i 2022.

I første afsnit som ligger her: http://outsitestories.blogspot.com/2022/12/sommerens-fjeldtur-2022.html nåede vi, med helikopterens hjælp, til startstedet for vandringen.

Vi står nu på en lille høj ca. en kilometer syd for Alisjávri-hytterne på Aliseatnus (Alis-elven) vestlige bred, og altså på den modsatte side af hvor Kungsleden ligger i dag. Vi kikker efter helikopteren der letter og flyver mod Sealgga med to piger han havde med sammen med de sidste fra vores hold. Piloten har fløjet tre gange for at få os alle ud i fjeldet.

Oprindeligt var strækningen mellem Ábeskojávri-hytterne og Sealgga-hytterne opdelt i to strækninger der var ret lange, men i 1978 brændte Alisjávri-hytten og da samerne var lidt trætte af at den var placeret som den var, besluttede man at flytte dem nordpå ca tre kilometer til deres nuværende position. Strækningen mellem Ábeskojávri-hytterne og Alisjávri-hytterne blev så 21 km som den er i dag, og altså 3 kilometer kortere. 

Strækningen mellem Alisjávri-hytterne og Sealgga-hytterne var også lang, og blev endnu længere da man flyttede hytterne, så derfor byggede man en hytte lige før Čečka-passet hvilket betød, at der nu kun var 11 kilometer til den hytte og derfra blev der så 12 kilometer til Sealgga-hytterne.

Samtidig flyttede man så strækningen mellem Alisjávri-hytterne og Čečka-hytten over på Aliseatnus østlige bred. Den gamle strækning er imidlertid fin at vandre og undervejs kan man se på de lange rækker af vandrere, der vandrer på Kungsleden mens man selv går helt alene på. den modsatte bred.

Vi følger elven og holder så vidt muligt højdekurven så vi ikke skal vandre alt for meget op og ned. Det er ikke meningen at vi skal gå ret langt før vi slår lejr, men hjemmefra havde jeg satset på knap 10 km hvilket burde være muligt terrænet taget i betragtning.

2022 var en lidt våd sommer i forhold til de foregående år, hvor vi havde vandret i næsten for varmt vejr op imod de 20 grader og uden regn. Når man vandrer udenfor stierne må man selv klare vandløbene. Der er ingen broer men vandløb er der mange af, og når det regner meget så løber de ofte over og gør det vanskeligere at komme over, uden at vade, men man kan jo altid prøve. Det er bare ikke altid man kan forcere hovedstrømmen og så står man midt ude i det, og må skifte til vadesko.

Det tager altid en masse tid at forcere vandløb når man er en gruppe, men vi kom over dette uden at alle blev våde. og vandrede videre.

Vi finder en egnet lejrplads og slår teltene op. Vi nåede ikke så langt som vi havde håbet.

Vejret godt sig nogenlunde men en smule regn slap vi ikke for.

Når jeg tilrettelægger ruterne så er det ikke kun afstande jeg tager hensyn til. Der skal også være plads nok til 10 telte så etaperne skal dels lægges så vi kommer til egnede teltpladser, men også så de dage der er mange stigninger eller blokmark, er kortere end dem hvor det bare går lige ud i fint vandreterræn.

Når vi så ikke når dagens etape, men vandrer kortere så skal der dels findes taltpladser for dagen, men der skal også udregnes en helt ny rute. Det sidste er let nok idet jeg jo kender mine ruter og hele områdets muligheder, men når jeg laver ruten om så skal den jo "sælges" til deltagerne uden at der opstår sure miner over den eller de der ikke kunne vandre distancen, og derfor er årsag til at vi ikke når den oprindelige rute.

Dagen efter vandrer vi videre langs med elven, passerer det gamle vadested fra dengang Kungsleden gik her, og følger elven hvor den drejer mod vest og ind mod den norske grænse.

Vi skal krydse vandløbet men der er megen vand, så det er ikke muligt før vi når meget længere ind. Terrænet bliver mere stenet og vi kæmper med store klippeblokke hvilket tager tid. Der er begyndere med og nogle skal lige vænne sig til terrænet, men jeg kan allerede nu bedømme at vi er bagud.

Vi når ikke så langt som planlagt denne dag som planlagt, men det er der ikke noget at gøre ved, så da dagen er gået slår vi lejr.

Som man kan se på billederne så hænger skyerne lidt lavt, men vi har trods alt god sigt.

Det er koldt og nok ikke meget mere end 4 grader varmt, men det betyder ikke så meget når man er i bevægelse, men det betyder lidt når der holdes pauser der bliver korte, og om aftenen når vi ellers hygger under madlavning.

Der bliver mere teltliv end når solen skinner.

Vi er bagud efter tidsplanen. Det er der ikke noget at gøre ved så jeg tænker at vi kan nå at indhente noget når terrænet bliver venligere, men ellers har jeg alternativer. Alternativer eller hjørner jeg kan skære af har jeg altid.

Det bliver ikke bedre næste dag. Terrænet er stadig ret stenet nord om den fladvandede sø Luoktekluoppal og videre over mod søen Luoktekjávri.

Vi omgår søen Luoktekjávri og når dalens højeste punkt der er vandskellet i dalen og vi kan nu krydse over på den anden side, og vandre mere sydover. Der er lige en stigning op til et langstrakt plateau.

Vi finder et sted hvor der er lidt læ for vinden og spiser frokost. Foran os er det fladt og letvandet terræn, men vi har kraftig vind lige imod os hvilket gør vandringen anstrengende. Her i modvinden er jeg glad for mine Wiley X Boss solbriller med gasket der holder vind og støv væk fra mine øjne.

Vi har lidt svært veed at finde teltpladser. Det er blæst temmeligt kraftigt, og der er ikke læ noget sted, men det lykkedes til sidst, og trætte får vi rejst teltene på en lidt skrå plads men i rimelig læ.

Fortsættes ...

Sommerens fjeldtur 2022

Det er længe siden jeg har opdateret noget her i bloggen, men jeg arbejder i øjeblikket på 3 nye bøger så der har ikke været så megen tid.

Nu trænger jeg imidlertid til en pause i det, og finder afslapning i at skrive noget andet. Derfor skal I her få beretningen fra sommerens fjeldtur (2022).

Fjeldturen 2022 er den sidste i en efterhånden ret lang serie af fjeldture omkring Sveriges højeste fjeld, Kebnekaise. Jeg skal ikke her trætte jer med hvorfor det altid er der fjeldturene foregår, det kan I læse om andre steder her på bloggen. Jeg vil blot nævne at turene efterhånden har karrakter af tradition og næste sommers tur (2023) går da også til samme område.

I tænker måske: "Hvordan kan han lave så mange forskellige ture i det område så der kan være en ny rute hver sommer?". Det kan jeg selvfølgelig ikke. Nok er området stort og faktisk på størrelse med hele Sjælland, men selvom jeg i min bog om området har gennemgået mere end halvtres ruter, så kan jeg ikke undgå at turene bliver delvis ens fra år til år. Helt ens bliver di aldrig idet jeg stort set aldrig går sammen vej gennem et område.

Og, selvom der er mange muligheder i området, så er der begrænsninger i forholdt til at jeg arrangerer guidede ture. Når deltagerne betaler mig for at guide så kan turene efter. in mening ikke foregå på  ruter som fx Kungsleden hvor alle kan vandre uden nogen form for fjeldkundskaber, og jeg mener at betaler man for noget skal man have noget unikt. Derfor foregår alle mine guidede ture med så lidt vandring på markerede stier som muligt.

Det er her begrænsningerne ligger. Så mange lange ruter, hvor man ikke vandrer strækninger ad markerede ruter, er der ikke i området.

Men, nu er mine ture altid udsolgte ret hurtigt, så derfor tillader jeg mig at fortrinsvis at tage de samme deltagere med højst to gange. Når man har været med to gange kan man sagtens selv arrangere sine fremtidige ture. Men det er også fordi "gamle" deltagere ikke skal fylde holdet op hvert år og på den måde udelukke nye. Med den model kan jeg sagtens bruge de ruter udenfor stierne jeg har på lager.

Med så mange ture opstår der naturligt traditioner, og en af dem er at vi mødes i god til på Københavns hovedbanegård så der er samling på tropperne. Vi byder hinanden velkommen med en lille én inden vi går net til toget.

Vi kører altid med tog. Det er hyggeligt og vi er sikre på, at have vores rygsække med uden risiko for at de bliver forsinket som det er hændt for en der insisterede på at tre toget. Vi venter nemlig ikke på folk når vi starter turen, men det vender vi tilbage til senere.

Togturen er som nævnt hyggelig og behagelig afstressende da man jo ikke kan andet end at blive siddende indtil man skal af.

Vi kører med X-2000 fra København til Stockholm hvor vi efter en kort pause kører videre med toget mod Gällivare, Kiruna, Ábesko og Narvik. Det er lidt forskelligt om vi starter vores tur i Ábesko eller i Nikkaluokta. På sommerens tur starteden vi i Ábesko så derfor stod vi af på stationen i Abisko Astra som er stationen lige før Abisko turiststation.

Nu har I nok bemærket, at jeg har stavet Ábesko på. to forskellige måder, men sådan er det. Nogle navne er stavet på svensk (Abisko) og andre på nordsamisk (Ábesko), og sådan vil det være i hele denne tekst.

Af hjensyn til de der ikke har rejst med tog så langt op i Sverige vil jeg berette lidt om togturen. Ábesko ligger lidt nord for Kebnekaise og sådan cirka to tusinde kilometer fra København så det er en lang togtur. Vi kører oftest med toget med afgang ved ellevetiden fra Kbh. og ankommer til Ábesko næste dag ca samme tid, hvilket gør at vi kan starte turen med det samme og på den måde nå et stykke ud i fjeldet allerede den første dag.

Toget X-2000 kører ret stærkt. Faktisk helt op til 200 km/t. Mange af os er efterhånden blevet noget magelige og det gælder især os der er lidt ældre, så vi kører på første klasse. Det er behageligt og der er gratis kaffe og lidt mad under turen.

Der er også en hyggelig restaurantvogn med toget, og der sider vi ofte og får en øl og aftensmaden undervejs.

Fra Stockholm og videre mod nord kan man vælge at bo i seksmandskupéer eller man kan gå all in og rejse første klasse med egen sovekupe.

Tiden går hurtigt når man som gruppe rejser sammen og da flere af deltagerne aldrig har mødt hinanden eller været på tur sammen så er det en kærkommen lejlighed til at lære hinanden at kende.

Det er også fint at glæde sig sammen til den forestående tur.

Måske syntes nogle at det er en lang togrejse når man kunne køre det hurtigere med fly, men man skal jo sove alligevel og så kan man ligeså godt gøre det i toget.

Derudover så slipper man for rejsen til lufthavnen, ventetiden i tjek ind og security med efterfølgende venten i transitten.

Når flyet, der ikke flyver direkte CPH - KRN lander i Arlanda ved stockholm så skal man rende fra den ene ende af lufthavnen til den anden for at nå flyet til Kiruna.

I Kiruna skal man så vente på bussen der kører fra lufthavnen til Jernbanestationen hvor man så venter på toget mod Ábesko eller busen mod Nikkaluokta alt efter hvorfra man vil starte turen.

Og, jeg behøver vel ikke at sige at der ingen servering, udover kaffe, er i flyene.

I toget kan man strække benene og gå på besøg i hinandens kupéer og gå i restaurantvognen, og man sover udmærket mens toget kører.

Tilbage til vores tur.

Vel ankommet til Abisko Östra vandrer vi over imod heliporten. Hjemmefra har jeg chartret helikopter til os så vi kan flyve ud i fjeldet. Flyve gør vi dels for at kommer ovenfor skoven - vi tager ikke på fjeldet for at gå skovtur - og dels for at komme længere ind i fjeldet og væk fra "turisterne" der vandrer ad de godt brugte stier gennem skoven.

Vi flyver med Kallaxflyg som har baser både i Abisko og i Nikkaluokta. Jeg har faktisk konto hos selskabet hvilket betyder at vi ikke betaler på stedet men først betaler via faktura når vi er hjemme. Rart hvis vi, som vi har gjort engang, rekvirerer helikopter når vi er ude i fjeldet. Der er ingen mobildækning i området men jeg kan ringe fra min satellittelefon.

I Abisko Östra har de kun én helikopter stående og den kan tage 4 personer så med et hold på ti vandrere så bliver det tre flyvninger.

Piloten ved hvor vi, sådan cirka, skal sættes af idet jeg jo har booket hjemmefra  og også angivet vores rute på et medsendt kortudsnit. Jeg flyver med den første helikopter og dirigerer piloten frem til et egnet sted hvorfra vi kan starte vores vandring.

På denne tur har jeg valgt et sted lige syd for Alisjávri-hytterne.

Helikopterturen er altid spændende første gang man flyver med sådan en og udsigten ned over fjeldet ovenfra er også fin.

Da alle er samlet på startstedet starter vi vandringen mod syd på den side af Aliseatnu (Aliselven) hvor Kungsleden gik indtil den i starten af firserne blev omlagt til den modsate bred.

Fortsættes ...