Når man vandrer udenfor stierne er terrænet ikke altid lige venligt, og første gang man udforsker en ny mulig rute, kan man sagtens støde på forhindringer der ikke er til at forcere. Man må så gå tilbage eller finde en anden vej rundt om forhindringen, så derfor bør man ikke sætte sine dagsetaper for lange før man kender ruten.
Jeg guider aldrig på ruter jeg ikke selv har vandret, men jeg kan godt finde på at indlægge elementer der ikke præcis gik der hvor jeg sidst vandrede.
Således var det også på sommerens tur.
Fra den noget vindblæste lejr skulle vi nu ned og finde renvokterhytten der ligger mellem søerne Vuolip Čoarvejávri og Luohttijávri det er nemlig det eneste sted man kan passere pga. vand.
Ved hytten er der granater i fjeldet - altså ikke sådan nogle der eksploderer, men halvædelstenen granat som er en rødbrun krystal.
Jeg gik lidt hurtigt frem i sidste afsnit og foregreb lidt begivenhedernes gang. Vi er nemlig ikke helt nået til den vindblæste lejr endnu.
Hytten er let at finde, siger jeg nu, men første gang jeg vandrede her kunne jeg ikke finde den umiddelbart. Kontrolmålinger viste mig at jeg var tæt på den så jeg burde kunne se den, men væk var den. Nu er det jo sådan, at hytter i fjeldet godt kan blæse i stykker eller de kan blive fjernet så jeg tog det roligt for jeg vidste præcis hvor jeg var.
Pludselig kikker jeg op af en eller anden grund og lige oven over mig på en klippe lå hytten. Jeg havde faktisk passeret den nedenom uden at se den.
Fremover var jeg så blevet snedigere og kikkede efter den oven for min vandringsvej og fandt den let.
Nå, tilbage til granaterne.Man finder dem flere steder i fjeldet, men her findes de altså i stort antal i skifferen og man vader faktisk i dem.
I den kolde vind var der bare ingen der havde lyst til at samle nogle - alle ville heller finde en egnet teltplads og det var der bestemt ikke her.
Vi satte os lidt i læ og sendte et par spejdere ud men de returnerede uden at have fundet noget egnet, så vi vandrede videre og fandt så pladsen jeg beskrev i det forrige afsnit.
Selvom solen skinnede ind imellem så regnede det også ret ofte. Ikke meget men alligevel. Det var en tur med regntøj på og regntøj af ustandseligt.
Terrænet er fladt herinde ved den norske grænse der ligger få kilometer vest for vores rute. Der er stenet ind imellem men ellers er der let at vandre. Små og store snefelter ligger stadig hvide selvom vi er i juli måned.
Når vi vandrer her hvor der ikke vandrer andre finder vi masser af rengevirer og de flotteste blev medtaget på rygsækkene.
Vejret skifter igen og det bliver fuldstændig tåget og ret klamt da vi nærmest vandrer midt i regnskyen.
Vi havde ikke planlagt at skulle overnatte indendørs og der lå hellerikke nogle hytter direkte på vores rute.
Men, vi var nu ikke så langt fra Huvkijávri-hytten idet vi var nået til Nordkalotleden som vi skulle følge et par kilometer før vi drejede væk fra stien og ind i stiløst land igen.
Vi skulle så bare lige finde hytten i tågen.
Vi fulgte sporet der ikke er ret tydeligt og da jeg ved at der står et skilt længere fremme som viser vej til hytten så leder vi efter det, og pludselig skimter vi det i tågen og vi er på rette spor igen.
Området her og Nordkalotleden er ikke særlig let vandret på denne strækning, og hytten ligger ikke direkte på stien . Man må gå fra Nordkalotleden og ind på et spor der er stenet og denne dag også regnglat. Et vandløb skal krydset og hvor der tidligere var en bro står nu kun fundamentet så vandløbet må vades. De sidste to gange jeg har været her kunne man springe det fra sten til sten og det lykkedes også denne gang selvom det var lidt besværligt at finde et egnet sted. Der var bare ingen der havde lyst til at tage støvlerne af i det vejr vi havde.
Vel ovre er der ca. en kilometer til hytten som er helt tom bortset fra hytteværten der er glad for at se os. Vi indlogerer os og hytterne er trods alt hyggelige. Vi laver kaffe, får hængt al vores grej til tørre og slapper af.
At vi sidder med mobiltelefonerne fremme betyder ikke at der er mobildækning i området - det er der ikke. For sikkerheden medbringer jeg en satellittelefon.
Men, vi tjekker kort og tjekker ruten på telefonerne. Vi er nemlig bagud og bliver nødsaget til at skære et hjørne af turen så vi ikke skal forcere vandringen. Det er der ikke nogen der har noget imod for ingen af deltagerne har være hverken på min oprindelige rute eller på den jeg laver efter vi korter noget af turen.
Hytterne i de svenske fjelde er veludstyrede. Der er køkkengrej, gasblus og brændeovn. I Huvkijávri-hytten som vi overnattede i er der ingen butik så man kan ikke supplere sin madbeholdning, men vi har det hele med så det betyder ikke noget for os.
Næste morgen er vi klar til at vandre videre. Det småregner men vinden har lagt sig.
Fortsættes ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar