Gaskkasvággi (Kaskassavagge), Kebnekaisefjeldene

En af de smukkeste, men også en af de mest bøvlede dale i Kebnekaisemassivet, er uden tvivl Gaskkasvággi der gennemskærer fjeldet nord for selve Kebnekaise.

Vad i Gaskkasvággi

Gaskkasvággi starter i øst med en vældig klippefyldt kløft ned i Visttasvággi lige hvor Elsas stuga ligger. Man kan ikke forcere kløften og dens vældigt brusende vandløb, som lettest lader sig beskue oppefra, fra Várdu's lille top på Čievrraláhku. Imponerende ser det ud, især tidligt om morgenen eller om natten i midnatssol, hvor den røde opgangssol spiller i vandmasserne.

En vandring gennem Gaskassavággi, starter ofte her fra øst hvor man enten kommer ned i Gaskkasvággi fra syd, via Čievrraláhku eller fra nord over forbjerget Njunni.

Vi kommer denne gang fra Čievrraláhku, og stiger ned ad den stejle grusede sti, der snor sig ned langs med Várdus vestvendte skråninger. Det er stejlt ind imellem, så stejlt at fødderne med en raspende lyd skrider lidt i gruset. Vi går i små sving for at modvirke det stejle.
Langt nede under os, fosser elven lydløst i sit klippefyldte leje. Vi kan se den skinnende blanke aluminiumsbro der fører over til den lille prismehytte, der er Gaskkasvággi læskjul. Hytten er en traditionel prismehytte, af den slags der har ligget mange af rundt omkring i fjeldområderne, men som nu mange steder, er udskiftet med lidt større og mere tidssvarende. Men hist og her ligger de gamle hytter stadig på de mindst benyttede ruter.

Nedstigningen er hurtigt 'overstået', og vi er nede i bunden af dalen hvor vi vandrer på græs i et let stenet terræn mod vest, langs med vandløbet. Der er let at gå, stenene ligger fast og for det meste er der græs.

Gaskkasvággi med Nijbáš til højre og Gaskkasčohkka til venstre

Frem for os stiger terrænet op langs en vældig kløft, hvori vandløbet fra Nijbáš blåhvide gletsjer, tiltvinger sig vej ned mod Gaskkasjohka. Næsten på samme sted fosser en anden gletsjerstrøm ned fra den modsatte side, fra en af Gaskkasčohkka's gletsjere. Sammen tordner de ned gennem den dybt nedskurede kløft, som vi langsomt vandrer op langs. Der er stejlt og stenet ind imellem, og vi går et stykke fra kløften, som vi selvfølgelig også går ud på kanten af for at beskue.

Det er imponerende med det blåhvide skummende vand, der med en øredøvende lyd foser ned gennem kløften, laver strømhvirvler, fald og tilbageløb og pisker rundt, for til sidst at finde vej ud af kløften, og falde lidt til ro på det flade stræk, vi lige har passeret.

Vi møder nu strømmen på vores egen side af Gaskkasjohka, og den er der vand i, men det kan lige lade sig gøre at gå på sten over den uden at skulle vade, idet den løber fladt hen over plateauet vi vandre på, inden den fortsætter for at møde hovedstrømmen i dalen..
Der var meget vand i fjeldet syntes jeg - også mere end der plejer på denne tid af sommeren. Vi havde ellers fint vejr og for det meste solskin, selvom skyer ind imellem drev forbi. Let overskyet himmel er at foretrække på fjeldet. Bagende sol er hårdt at vandre i. Man bliver for varm, sveden løber ned ad ryggen og i øjnene. Let køligt vejr er behageligere, men man bander ikke over tørvejr og varme. Varmen er behagelig når man holder pauser, og om aftenen når man sidder med aftensmaden og efterfølgende lejrhygge.

Det meste vand i dalen kommer faktisk fra Gaskkasčohkka's gletsjer, som ligger dybt i sin niche med en vældig nunatak i midten. Overfor gletsjeren er der fine teltpladser, og dem ville vi gerne hen imod, men der var lige endnu en passage af vandløbet fra gletsjeren.

Vandet bruser mælkehvidt af de mange sedimenter, det fører med fra gletsjeren. Der er godt nok meget vand. Jeg vælger det bredeste sted for passagen, og det ser lidt roligere ud. Det er fladt hvor vi står, og enormt bredt. Det ser rimeligt ud, men ovre mod den modsatte bred løber det hurtigere, så der er hovedstrømmen og der er der nok dybere, men over skal vi!

Lejr ved Gaskkasčohkka

Vi tager sandaler og andre vadesko på. Man skal ikke vade barfodet i det iskolde vand, hvor man hurtigt mister følelsen i fødderne, og derfor kan skade dem uden at mærke det med det samme. Bukserne bliver smøget helt op, eller bliver taget af, for der er nok dybt længere ude.
Vi går forsigtigt ud i det ankeldybe hvidt grumsede vand, hvor man ikke kan se bunden. Det går fint, men længere ude bliver strømmen kraftigere og det river lidt i benene, samtidig med at det er koldt. Fødderne bliver følelsesløse, gør ondt og det bliver sværere at gå og holde ballancen.
Det bliver dybere. Nu er vi ved hovedstrømmen, og her går bunden nedad indtil vi står i den rivende strøm med vand op midt på lårene.
Det sidste stykke klares, og vi står nu på den modsatte bred og kikker ud over vandmasserne.

På bredden er der fin teltpladser, så vi vælger at slå lejr for natten her. Vejret er fint, stille og solrigt og teltpladserne frodige enge, med et væld af små blomster. Vi finder et plant sted med afsveden græs til teltene.

Vi skal videre ind i dalen, for at forsøge en overgang til Unna Reiddavággi, via Pyramidepasset.
Dalen bliver mere stenet efterhånden som vi passerer gletsjeren. Den snævrer ind og bliver smal, med markante stejle fjeldsider frem til en langstrakt sø, hvis bred byder på en spændende passage.

Søen og blokfeltet

Vældige klippeblokke ligger bunket op på bredden og helt ud i vandet, så det er som at vandre på sten ude i søen. Blokkene ligger fast, men man skal gå oven på dem og balancere på kanten af søen, hvilket er grænseoverskridende for nogle og anstrengende for os andre, men det er en spændende og smuk passage, langs det turkisgrønne vand.

Det tog lidt tid at få passeret søen, men det lykkedes at få alle med, og vi kunne fortsætte gennem et lille pas frem mod midten af Gaskkasvággi, hvor vi skulle starte opstigningen mod Pyramidepasset.

Nu trak skyerne imidlertid hurtigt ind i dalen, og over os. Tunge og blygrå trykkede de sig ned over dalen så vi ikke længere kunne se fjeldtoppene, der flankerede dalen. I blokmark vandrede vi langsomt hen mod opstigningen. Det sorte lav der er på stenene, og som er godt og skridsikkert når det er tørt, bliver glat som brun sæbe når det suger vand. Flere steder ligger stenene løst og man skrider rundt. Det tager på kræfterne og det tager lang tid at passere disse strækninger, der er lange, men endelig står vi ved opgangsstedet.

Vi skal op langs snefelter og gletsjer for at nå passet. Ruten er flankeret af vældige morænevolde fra den tid hvor gletsjerne i området var meget større end de er i dag. Moræneler er som at gå i nyblandet beton. Eller som kviksand. Man synker i, det virker bundløst og det grå mudder trænger ind overalt i støvlernes samlinger. Det er tungt at gå i og klipperne ved siden af der ser løse er ikke bedre, men til sidst kommer vi op.

På vej op mod Pyramidepasset

Oppe opdager vi at passet er nediset, og passagen ned noget usikker. Det tågede vejr giver os ikke noget godt overblik, og nedstigningen på den anden side ser risikabel ud.

Vi vælger at opgive nedstigningen, og i stedet vende om. I klart og tørt vejr havde beslutningen måske været anderledes, men på stedet virkede det sikrest at vende om, og efter en nedstigning, der var noget lettere end opstigningen i passet, stod vi nu atter i Gaskkasvággis dalbund, men nu på et sted der ikke bød på de bedste teltpladser. Tilbage kunne vi ikke gå, for der var endnu mere blokmark på et langt stræk, og frem mod Kungsleden kunne vi heller ikke nå af vandre, idet der nærmest er otte kilometer blokmark ud.
Vi fandt, med noget besvær, nogle brugbare pladser og fik teltene op. Regnen var stilned af, men skyerne hang stadig lavt.

I løbet af natten vågnede vi ved, at det blæste op. Vinden fejede gennem dalen fra vest mod øst, tog til i styrke og med den kom regnen. Vindstødene lagde næsten teltet ned når de var kraftigst, men de holdt. Hen ad morgenen stilnede det af, for at stoppe helt om morgenen.

Gråvejr var det stadig da vi havde pakket lejren ned, og atter var på vej hen over Gaskkasvággi's blokrige dalbund. Dalen er nok områdets mest stenede, og blokkene ligger alle løst, ingen ligger fast, alt ruller under en når man går, og at de timed var våde og glatte gjorde ikke vandringen letter.

Blokmark i den vestlige Gaskkasvággi

Blokkene havde ingen ende. Så langt øjet rakte var der blokmark, men jeg vidste at det ville aftage ved udgangen af dalen, men derud til var der stadig langt.
Alting har en ende, og det har Gaskkasvággi også, og til sidst var vi ude og kunne se ned i Čeakčavággi, hvor Kungsleden løber, og gennem et bakket terræn når vi ned til fine teltpladser lige syd for Sealgga-hytterne.

Nu trak hytterne og deres lager af letøl, og aftenen blev tilbragt på bænken for enden af hytten med flot udsigt mod syd, og maser af øl. Vejret var blevet klart bedre. Det var lunt og tørvejr, og rart at sidde og slappe af efter to dages blokmark.