Drømmen om vildmarken

Mine forældre havde sommerhus tæt på Knud Rasmussens hus i Hundested. Som dreng opdagede jeg tidligt huset, og udstillingerne i Knud Rasmussens museum og mindestuer. Stuer, værelser og gallerier med fotos, malerier, eskimoiske fangstredskaber og kajakker og hundeslæder. Isfronten der rejste sig som lodrette hvide vægge over hundeslædens færd langs isfoden, på vej mod nye eventyr og jagtmarker. Spændingen ved det nye og ukendte på vejen mod nord, i det arktiske islandskab!

Jeg voksede ligesom op med det, og jeg læste alle Knud Rasmussens bøger om eventyrene deroppe mod nord, og drømte mig dertil.

Senere da jeg havde været nord for polarcirkelen, omend det ikke i første omgang var i Grønland, men i de skandinaviske fjelde nord for polarcirkelen, fik jeg øje på en bog, der resten af mit liv har sat vigtige spor i min opfattelse af vildmarkslivet, for hvem vil ikke blot smide det hele, forlade den civiliserede verdens trygge rammer, og søge ud hvor man kan leve i og af naturen.

Manden der betød så meget for mig i min vorden, med fjeldvandring og i det hele taget ture i naturen hvor jeg levede med det jeg havde i rygsækken på ryggen, var Helge Ingstad.

Helge Ingstad

Helge Ingstad, født i december 1899, var norsk advokat med en strålende praksis i Trondheim.

I 1926 solgte han sin praksis, og forlod Norge for at slå sig ned som pelsjæger i Canada, og i tre år ernærede han sig på den måde, rejste tilbage til Norge og skrev bogen 'Pelsjægerliv'.

Pelsjægerliv er en fantastisk fortælling om en mand, der betaler en etableret pelsjæger for at lære sig livet, og ernæringen som trapper i Canadas vildmark. I bogen, som er en selvbiografi, går det vældig godt og det gør ting ofte når man selv skal udtale sig, men senere skrev Helge Ingstad bogen 'Klondyke Bill' som omhandler en fiktiv pelsjæger, men som nok er den sande selvbiografi. Klondyke Bill er Helge Ingstad!

Uanset, er beretningerne og historien om Helge Ingstad og Klondyke Bill, noget der har sat dybe spor i min bevidsthed, og i mit syn på naturen og det at være ude i den.

Det at være derude, ikke at komme langt omkring nødvendigvis, men blot at være derude, føle mig selv i vildmarken, vågne til den og gå i soveposen til den. Følelsen af at 'have styr på det' derude, at kunne klare mig selv, have overskud og overblik over de situationer vildmarken, med dens til tider barske vejr kan byde én. Fornemmelsen af, ikke det at have styr på det hele - det har man aldrig i naturens vold, men snarere at være ét med den. At trives med dens udfordringer og nyde dens mangfoldighed og udfordringer og leve med dem. Det er det der driver mig af sted gang på gang. Det er i vildmarken og i fjeldet jeg hører hjemme, og hvor jeg føler mig hjemme.

René Ljunggren på sin slæde i Østgrønland

Dette forhold har også præget min måde at formidle fjeld og vildmarksliv på. Principperne om, at man selv skal opsøge det, selv søge viden og kundskaber hos dem der har erfaring, og erkendelsen af at man kun lærer at begå sig derude ved selvstudier, og ved at gøre det, justere sit grej have tillid til sig selv og træne sine færdigheder. Og med tiden føle sig hjemmevandt på en ydmyg måde overfor naturens kræfter.

Men lysten til dette, nysgerrigheden, træningsiveren og gå på modet skal komme indefra. Det er ikke noget man hverken kan læse sig til, eller lære på et kursus med klasseundervisning, og for at beherske det til fuldkommenhed skal man have det i sig.

Det sidste ved jeg ikke om jeg har, men foreløbig har jeg overlevet mere end fyrre år derude og jeg har ikke mindst lysten eller evnen til at færdes derude.

Helge Ingstads bog vil jeg gerne anbefale som inspiration til de der ikke allerede har læst den.