Darfal - Čievrraláhku, Kebnekaisemassivet svensk Lapland (Tarfala)

Nogle gange må man lave sin rute om af forskellige årsager. Det kan være vejret der driller, tidsnød eller andet. Nogle irriteres over at få brud på planlægningen hjemmefra, men ofte giver ruteændringer netop de anderledes oplevelser man gerne vil have, og som gør en fjeldtur uforudsigelig!

Kebnekaise fjeldstation

Vi var kommet ind til Kebnekaise fjeldstation, dels ved at vandre og dels ved at tage båden. Gitte var på strækningen Nikkaluokta - Kebnekaise for første gang, så jeg fandt det helt i orden at vandre strækningen, selvom jeg plejer at flyve. Jeg har vandret den et utal af gange.
Strækningen er under alle omstændigheder flot, og det er sejlturen også.

Planen hjemmefra var, at vi ville vandre fra Kebnekaise fjeldstation og ud til Kungsleden, og derfra nordpå og ind Gaskkasvággi, men vejrudsigten så ikke så lovende ud, og Gaskkasvággi's 'stenhelvede' på den første halvdel ad strækningen gennem dalen, er ikke ligefrem noget man opsøger i regnvejr.

I stedet valgte vi at vandre op i Darfalvággi.
Darfalvággi er en høj dal, der giver lidt af en stigning. Fra Laddjuvággi, dalen Kebnekaise fjeldstation ligger i er i cirka 700 moh, og cirkusdalen Darfalvággi ender i er i 1200 moh. Så en 500 meters stigning på kun 8 kilometer, giver det hvis man vandrer helt op.

Lejr på vej op i Darfalvággi

Vi vandrede tilbage ad stien mod Nikkaluokta, der er bare et par kilometer til broen over Darfaljohka, så det er ikke noget at regne for. Vi passerede broen og fulgte stien op i dalen. I starten er det let nok. Stien snor sig gennem birke- og pilekrat, og en mængde små vandløb der følger stien så man ved nærmest ikke hvad der er sti og hvad der er vandløb, men retningen giver sig selv, så det er bare med at komme derudaf.

Længere oppe afløses buske og træer af rishede. Man går tæt på elven over et fladt sandet stykke, men snart stiger det igen og stien snor sig opad. Vejret er ikke for godt så vi trækker tiden ud. Det kan jo være bedre i morgen. Da vi også var kommet lidt sent af sted om formiddagen, vælger vi at telte et stykke oppe.

Det er ikke alle steder det er lige let at finde teltpladser der ikke er skrå heroppe, men det lykkedes nogenlunde og så med flot udsigt ned gennem dalen, hvor skyerne hang lavt. Det så ikke umiddelbart ud til at det ville klare op, men man må jo satse.

Broerne er ikke lette når man er hund

Når vejret er godt er dalen utrolig smuk, og hele tiden har man fin udsigt bagud i starten, men fremad får man glimtvise indtryk af noget stort der venter. Man er spændt på hvad man kan se omkring det næste 'hjørne', men terrænet driller og trække overraskelserne ud. Kun dalen ændrer sig og bliver smallere. Den østlige side af dalen kommer nu også tættere på og har stejle sider. Nu er der kun én vej og det er fremad, man kan ikke komme til siderne, men må følge vandløbet der snor sig lige som stien opad. Sådan har det været hele dagen.

Dagen efter fortsætter vi og nu klarer vejret faktisk op, der er blå himmel og alt ser lysere ud mens vi begiver os videre op ad stien. Det er letvandret ad den smalle sti.
Et enkelt sted er der nogle lidt bøvlede stenblokke, man nærmest kravler hen over på en kort strækning.

Store sten er en udfordring

Vi får passeret stenene, hunden var ikke så begejstret, men fulgte da med. Efter stenene er det ganske let at gå, selvom det går jævnt opad. Dalen er ret smal, og fremefter kan vi se at den snævrer endnu mere ind. Siderne, især på den vestlige side, er stejle og uden højere bevoksning end græs og mindre urter, mens dalbunden hvor vi går er ret frodig, med mange forskellige fjeldblomster. Her vokser fjeldveronika, ensian, forskellige vikker, og såmænd en pæn stor kvan ,og så selvfølgelig det alle steds voksende sortebær, eller revling som den hedder på dansk.

Nu sker der pludselig noget. Vi kan se op hvor dalen flader ud og fjeldet mod vest åbner sig, eller det ser sådan ud, Vi kan ikke se hvad der er derinde. Jeg ved det selvfølgelig efter flere ture i dalen, men Gitte har ikke været her før. Jeg siger ikke så meget, men fortsætter ad stien videre frem, og pludselig får vi det første glimt af Storgletsjeren.

Stien stiger stadig, dog ikke så meget som i

Rast lige før man kan se alle gletsjerne

starten og bortset fra en enkelt noget stejlere bakke er vi snart oppe ved gletsjerne.

På Kebnekaisemassivets østvendte skråninger ligger tre vældige gletsjere. Storgletsjeren, Isfaldsgletsjeren og Kebnepaktegletsjeren. Vældige mængder af is der ligger og trykker fjeldsiderne ned, og skurer gletsjernicherne dybere og dybere, som de har gjort i århundrede. Blåt skinner de mod den mørke fjeldside, og øverst ser vi den hvide kegle der er Sydtoppens og Skandinaviens eneste topgletsjer.

Vi holder et hvil og nyder udsigten, men vi skal jo meget højere op. Faktisk har jeg planlagt, at vi skal over det høje pas og op på højsletten Čievrraláhku mod øst, og den stigning fra Darfalvággi, er langt værre end turen op igennem dalen - det har jeg bare ikke sagt så meget om.

Vi tager endnu en overnatning højt oppe på fjeldsiden, for at nyde udsigten over mod Kebnekaises toppe og gletsjerne. Vi har masser af tid og skal ikke nå noget i 'den anden ende',

Lejr i Darfalvággi højt over dalbunden

idet vi har en bil stående i Nikkaluokta. Vi vil hellere tage det roligt og hygge os sammen på turen.

Vejret er stadig fint da vi starter vandringe op mod øst, kort før Tarfala Vetenskabliga Station. Stationen er en det af Stockholm universitet, og beskæftiger forsker af forskellig slags, som for eksempel glaciologer, meteorologer etc.

Pasovergangen, mellem Darfalavággi og Čievrraláhku, hører til en af de værre i området. Det er højt, omkring 1500 moh og stenet med store eller kæmpe store blokke, så det er noget af en tur, og den trækker søm, men man bliver rigeligt belønnet med udsigt, hvis ellers vejret arter sig. Det gjorde

det indtil videre, og da vi startede om morgenen opad, først på græs og senere i blokfeltet.

Hvor er stien?

Jeg var lidt spændt på hvordan hunden ville klare det. Gik det ikke måtte vi ned igen. Når man har hund med i fjeldet, er turen også på dens præmisser. Nu var det ikke hendes første fjeldtur, eller tur med kløv i det hele taget, så jeg regnede med at hun klarede den, og det gjorde hun selvfølgelig. Vi måtte vente ind imellem indtil hun selv havde fundet den for hende bedste vej gennem moradset, og det klarede hun fint med kløven på og det hele.

Oven for blokfeltet flader passet lidt ud. Der er lidt græs mellem stenene og meget lettere at gå, men nu trak skyerne atter ned over os, og da der ikke er nogle markeringer på ruten, så er det om at holde tungen lige i munden når man orienterer sig.

Her er GPS'en alligevel god at have, så man ikke skal stå i

Leg i sne, i baggrunden højsletten

tågen og fumle med kort og kompas, så den fik lov at vise retningen igennem passet og ned på den anden side på højsletten.

En del af vejen ned mod øst gjorde snefelter nedstigningen lettere end at vandre på stenblokke, og så blev der også tid til at lege med snebolde hvilket hunden syntes var sjovt.

Vi var hurtigt nede og ramte et sted lidt ud for søen Čievrrajávri nedenfor Darfalčohkka.

Her slog vi lejr og overnattede inden vi gik videre.

Vejen over passet fra darfalvággi og til Čievrraláhku er en interessant og spændende over gang hvor man kan fortsætte sin videre færd enten tilbage til Nikkaluokta eller mod nord og ned i Gaskkasvággi eller over Njuŋŋi til Visttasvággi.

Historier fra fjeldet er der flere af i min bog om Kebnekaise, men de historier du kan læse her på min blog finder du ikke i bogen - men der finder du andre og længere beretninger om mine færder i fjeldområdet samt detaljerede rutebeskrivelser i området. Se mere på www.kebnekaise.dk.