Mit valg af udstyr til fjeldture - telt

Når vi ser på princippet om at en tur først er en succes når man er tør, varm og mæt når vi til fjeldteltet. For at få en god nattesøvn efter dagens vandring og strabadser er det vigtigt at man får en god nats søvn for at kunne fungere igen dagen efter.

Tunneltelt fra Helsport i Dárfalvággi, Kebnekaise.

Et vandtæt og vindstabilt telt må man have på fjeldturene med mindre man vælger at overnatte i hytter og derfor ikke har brug for noget telt, men det kommer vi nærmere ind på senere.

Vi stiller fire krav til fjeldteltet; det skal være vandtæt, vindstabilt, let at slå op og så skal det ikke veje mere end højest nødvendigt. Egentlig er det ret voldsomme krav og oveni kommer der ofte noget omkring prisen som ikke må være for høj heller så det er ikke let at vælge.

Lad os se lidt på de forskellige teltmodeller der er på markedet.
Vi skelner mellem forskellige typer af telte der er velegnede til almindelig fjeldvandring, og her kommer jeg ikke ind på telt til ekstrem brug om vinteren og i højder som man oplever under alpine bjergklatringer som fx i Himalaya. Her vil vi udelukkende beskæftige os med telte beregnet til brug i de nordiske fjelde.

Da jeg i sin tid startede min karriere indenfor fjeldvandring var der ikke et udvalg i telte som det vi ser i dag så min første teltturs overnatninger foregik i et spidstelt af bomuld med træstænger. Jeg har intet billede af det men sjovt nok er Nordisk begyndt at fabrikere telte mage til blot i moderne materialer.

Moderne fjeldtelt efter en gammel klassiker.

Det telt jeg anvendte på min første fjeldtelt ligner det på billedet herover - det var blot med bomuldsdug og træstænger. Jeg gik min første fjeldtur i 1969!

"Fidusen" med bomuld der nok var en blanding af hør og bomuld skulle være at bomulden trak sig sammen om hørtrådene når det blev vådt og teltet skulle så være regntæt. Et princip der sikkert virker fint i teorien men jeg blev våd, nej alt blev vådt i teltet når det regnede.

Fidusen ved det moderne spidstelt er at det kan fabrikeres med en meget lav vægt, men når vi ser teltet på billedet er det let at regne ud at det nok ikke er særlig velegnet til områder hvis manglen på træer gør at vinden kan få fart på, og som det er konstrueret let kan få fat i teltet.
Efter min bedste overbevisning er det ikke denne model du skal vælge hvis du vil bruge dit telt på fjeldet.

Heldigvis er der senere blevet udviklet nere velegnede telte til fjeldbrug og også her har Nordisk et bud på noget der også har sine rødder i tidligere tiders teltmodeller.

Her ser vi lidt forskellige teltmodeller. Billedet er taget i Gamavággi, Kebnekaisefjeldene.

Det grønne telt i forgrunden på ovenstående billede er et Nordisk Svalbard énmandstelt, et telt jeg har testet på et par fjeldture og som er ganske udmærket og meget vindstabilt. For mig er dets eneste ulempe at indgangen er i enden af teltet og det er derfor lidt bøvlet for en mand i min alder at krybe ind og ud. Jeg foretrækker en åbning i siden, men klart et telt det er værd at se på hvis man ønsker et let énmandstelt. Teltet vejer lige omkring 1 kg.

Det røde telt på billedet er også fra Nordisk og hedder Telemark og også et telt der kan stå i al slags vejr.

Som vi kan konstatere så er der mange teltmodeller og det er sjældent jeg har set to ens telt på en tur og jeg har været på mange fjeldture som guide. Man forfalder næsten til at tro at der er lige så mange teltmodeller som der er fjeldvandrere. Det er selvfølgelig men der er et utal af modeller og mærker alene på det danske marked så jeg tør godt sige at det er noget af en jungle at lede i når man skal investere i sit første telt.

Nordisk Svalbard her i Hoigganvággi, Ábeskofjeldene.

Hvordan vælger man så?
Inden vi går videre er det vigtigt at beslutte hvad teltet skal kunne. Vi har allerrede besluttet at det skal være egnet til fjeldbrug og herefter kommer spørgsmålene om hvor mange personer teltet skal kunne rumme, og herefter hvilken model der tiltaler en mest. Altså om det skal være et tunneltelt, et kuppeltelt eller noget helt andet.
En vigtig ting er at oversejlet går helt ned til jorden så vinden ikke kan få fat, men undgå telte med såkaldte snekanter til sommerbrug. Den type telte bliver let for tætte hvorved det er vanskeligt at undgå kondens i teltet.

Vi har nu set på et par billeder af teltmodeller og allerede på det ringe udvalg får vi et indtryk af at der nok findes mange modeller, men hvad er bedst?

Model
Spidsteltet har vi valgt fra så vi går hurtigt videre til den mest populære teltmodel der er på markedet nemlig tunnelteltet og som navnet antyder ligner det nok en tunnel der er lukket i enderne og ganske rigtigt.

Her et tunneltelt fra Nordisk. Modellen er Oppland.

Billedet viser et typisk tunneltelt. At det er fra Nordisk er en tilfældighed ligesom valget af alle billeder her i artiklen. Fabrikaterne er ikke nævnt fordi jeg mener at det er de bedste telte, men der er heller ikke nævnt nogle som jeg mener ikke kvalitets- eller funktionsmæssigt mener er uegnet til fjeldbrug.

Et typisk tunneltelt bestå af et indertelt og et ydertelt, oversejl om man vil, og det kan være i mange forskellige størrelse ligefra énmandstelte som Nordisk Svalbard og andre til 4-personerstelte. Yderteltet, oversejlet, kan være kort eller langt og med større eller mindre absis. Det på billedet viste har et ret stort absis med plads til rygsække og støvler og en indgang der gør at man ikke skal kravle over sit udstyr når man skal ind og ud. En meget funktionel telttype som både Nordisk, Fjällräven, Hilleberg, Helsport og andre fabrikerer i gode kvaliteter og i forskellige prisklasser.

Tunneltelte er relativt lette idet de kun bæres af 1-3 aluminiumsbuer alt efter teltets størrelse.
Inderteltet kan tages ud således at du kan slå overteltet op alene og derefter hægte inderteltet i hvilket har den fordel, at du i regnvejr kan hægte inderteltet af og pakke det for sig selv og gøre det samme, bare omvendt, når du slår det op igen. Dette giver den åbenlyse fordel at hele teltet ikke bliver sjaskvådt som det ville gøre hvis du pakkede hele teltet vådt sammen. Når det er sagt så tørrer et telt ret hurtigt når bare det lufter lidt hvor du slår det op og regnen er ophørt.

Tunnelteltet skal helst slås op med en af enderne mod vinden for at være helt stabilt især i kraftig vind.

MSR Hubba-Hubba.

En anden telttype og en som mange er glade for er kuppelteltet som også er et yderst stabilt telt. Kuppelteltet har krydsgående stangbuer der spænder oversejlet godt ud så teltet ikke blafrer. Oversejl og indertelt slås op hvert for sig. På nogle modeller slår man først inderteltet op med buerne hvorefter oversejlet spændes udover - en løsning man skal tænke over når det regner.

Kuppeltelte er pga de lidt flere stænger lidt tungere end tunnelteltet men det står til gengæld meget stabilt med få pløkke da konstruktionen er selvbærende.

Hvor stort et telt?
Ja hvad skal man vælge når der er så mange muligheder?
Hvis man altid tager afsted alene er valget jo ikke så stort bortset fra at man skal vælge mellem et lillebitte énmandstelt og et lidt større tomandstelt hvor man måske kan finde sig bedre tilrette hvis man har megen indetid fx. i dårligt vejr. Énmandstelte er ikke ret store og folk der er over 180 cm og måske allerede ved den højde kan let føle de små telte for trange.
Her er det på sin plads at fortælle at jeg kun er 177 cm høj og derfor ikke har problemer i nogle telte, og desuden opholder jeg mig kun i teltet når jeg skal sove..

Nu er vi jo flere som både tager på tur alene og sammen med partner eller en god kammerat og nogle har endda hund med så der også skal være plads til den, og derfor har nogle af os, mig, flere telte, men det er jo noget af en udskrivning med de priser der er på friluftsudstyr så for det meste må man jo gå på kompromis.

Har man hund med skal der også være plads til den og dens udstyr.

Vægten spille også ind for mange og man vil gerne have et let telt så byrden i rygsækken ikke bliver for høj.

Nu er det selvfølgelig forskelligt hvor meget rygsækkens vægt må veje. Nogle vandrer gerne med 25-30 kg på ryggen og trives fint med det andre -mig fx- vil gerne have vægten ned på max 14 kg og så betyder teltets vægt selvfølgelig noget. Er man flere afsted kan teltet pakkes så alle har en del af det og på den måde bliver byrden fordelt.

Skal vi konkludere på vægten så kan en tommelfingerregel være at et telt gerne må veje mellem 1 og 1,5 kg pr person.

Her ser vi en lejr med flere forskellige telte. Det røde i baggrunden er et Hilleberg Nallo3 GT og det vejer 3,1 kg og er til 3 personer. Billedet er taget på Čievrraláhku, Kebnekaisefjeldene.

Vandsøjletryk
Hvad f..... er det? Jeg aner det ikke - eller det gør jeg selvfølgelig men det er ikke noget der fylder i mit valg af telte. Jeg går ud fra at et kvalitetstelt fra de kendte mærker er i orden og kan holde til fjeldvejret og i øvrigt er det et ret flydende begreb der også er afhængig af det materiale teltet er fremstillet af og af den coatning der er brugt. Materialevalget er også betingelsen af hvor god holdbarhed teltet har.
Alligevel og selvom jeg ikke kommer videre ind på det her er det noget man bør undersøge samtidig med at man vælger telt.

Udluftning
Det er vigtigt at tjekke at teltet faktisk har ordentlig udluftning for at undgå for megen kondens. Helt kan kondens nok ikke undgås i hvert fald i små telte. Dels udånder man en hel del fugt mens man sover og så er det ikke i de mindste og letteste telte man finder de bedste udluftningsmuligheder.

Footprint
Til mange telte kan man tilkøbe såkaldte footprints og hvad er så det? Footprint er når vi snakker telte et formsyet underlag der passer præcis til teltmodellen. Et footprint beskytter naturligvis mod slitage på teltets bund, men det vejer også og det er ikke noget jeg gider slæbe med selvom det unægtelig er en god idé til et dyrt telt idet det er med til at forlænge teltets levetid.

Teltets farve
Mange vælger grønne telte men sikkerhedsmæssigt er det faktisk bedst at vælge røde eller blå telte idet man så bedre kan ses hvis et redningshold skal komme en til hjælp hvis uheldet er ude.

Pløkke
Jo lettere telt man investerer i jo dårlige pløkke følger med og til de helt lette er det nærmest kun hårnåle der skal bruges som pløkke, men det gør teltets samlede vægt lavere og lav samlet vægt er noget mange går efter. Jeg har oplevet letvægtstelte der også reducerede vægten ved ikke at levere nok pløkke men de kalkulerer vel med at man kan bruge den samme pløk til absis og til en bardun, det holder bare ikke!

Når jeg får et nyt telt starter jeg altid med at slå det op hjemme så jeg kan tjekke at det er i orden og er klar til turene. Bardunerne der ofte ikke er bundet på bindes på og de medfølgende pløkke ryger i skraldespanden og så er vi ligesom igang.
I stedet for de medfølgende pløkke bruger jeg nogle andre som er røde og fra MSR.

Pløkke fra MSR i aluminium 7000. De er ganske stærke og sidder godt selv i fjeldets sparsomme og stenede jordlag.

Når jeg bruger disse fantastiske pløkke på mit telt så snor jeg bardunen ind i pløkkens løkke. Bliver en pløk så revet op er den let at finde og den røde farve gør det også let at finde en løsreven pløk.

Købet
Køb ikke bare et telt uden at have set det slået op og her er forskellige lejrpladser man passerer på sine ture selvfølgelig en god måde at komme i snak med andre vandrere på, men er man begynder og skal købe sit første fjeldtelt er det en god idé af købe i en butik der har en teltudstilling med et godt udvalg så man kan prøveligge og se nærmere på kvaliteten.
Mange butikker opretter teltudstillinger når sommeren nærmer sig.

Hvad bruger jeg selv idag
Jeg er ofte på tur alene og til det brug har jeg et Helsport Ringstind Superlight og som vejer 0,99 kg inkl pløkke og lidt mere med mine egne pløkke.

Helsport teltet er det til højre i et totalt tåget vejr bag fjeldet Allak på grænsen til Paddjelanta, Lapland.

Sammenpakning og opbevaring af teltet
Det er ingen fidus at folde teltet pænt sammen på samme måde når det skal i rygsækken idet det vil give slid de samme steder hver gang. Den bedste måde at pakke teltet sammen på er blot at stoppe det ned i posen.
Pak ikke stænger og pløkke i samme pose som teltet. De kan skade teltet. Stængerne placeres lettest for sig selv stående i rygsækkens side så de er lette at komme til - det kan j regne når teltet skal op og så er det ikke nogen fidus hvis teltet ligger nederst i rygsække. Det skal være let at komme til. Pløkkene kan ligeledes lægges i en sidelomme eller i toppen af rygsækken.

Når teltet opbevares hjemme gøres det bedst i en stor pose fx et gammelt dynebetræk, så det ikek ligger sammenpresset.

Til slut
Husk at tilføje dig som fast læser på min blog :)

Det her var blot nogle af mine betragtninger og hvis du vil nørde mere i telte eller vide mere om telte så kan dette gratis blad måske være til hjælp: https://issuu.com/outsite.org/docs/magasinet-outsite-nr-2-final

Helsport Ringstind.

Mit valg af udstyr til fjeldture - skaltøj

I går så vi på valg af støvler og i dag er vi så nået til en anden vigtig ting nemlig regntøj eller skaltøj.
At være varm, mæt og tør er et grundlæggende princip og roden til en perfekt tur uanset hvor man tager på tur.

Et lidt ældre billede fra dengang jeg brugte skaltøj fra ArcTeryx. Det er mig til venstre :)

Her er der vist lige så mange forslag som der er vandrere så denne artikel omhandler ligesom den om støvlerne mine personlige præferencer, og noget jeg ved virker i hvert fald for mig. Andre vil sikekrt have andre meninger af forskellige grunde.

Jeg vil derfor starte med at fortælle hvordan jeg har det med varme og sved når jeg vandrer idet den fysiske tilstand er, måske ikke afgørende, så i hvert fald en vigtig faktor når man vælger skal- eller regntøj. Prisen er selvfølgelig også en vigtig faktor for de fleste.

Jeg sveder ikke! Så er det sagt og mine vurderinger tager naturligvis udgangspunkt i disse forhold.

Noget af det allerværste er at blive våd under sine vandreture. Jag hader det! Derfor har jeg altid gået op i at finde det ultimative skaltøj. Jeg kan lige så godt sige det med det samme; jeg har forsøgt mig med et regnslag på mine allerførste ture tilbage i 1969 og frem indtil jeg fik råd til og mulighed for at få noget der ikke var decideret regntøj, for regntøj er for tæt og det skaber kondens og føles for mig indelukket og ubehageligt.

Regnslaget blev jeg aldrig gode venner med - det blæser op og jeg blev alligevel våd på benene eller måtte også have regnbukser på. Regnslag blev aldrig nogen brugbar løsning for mig.

Noget af det første skaltøj jeg havde var fra Phenix og noget Friluftsland tog hjem allerede da deres butik lå på Frederikssundsvej og det er jo nogle år siden. Senere havde jeg noget fra Latok. Latok hed Lowe før det hed Lowe, hvis man kan udtrykke sig sådan.

Disse mærker var relativ tunge og dyre men fungerede faktisk ret udmærket indtil det blev utæt hvilket alt vel gør med tiden men da det skete var The Northface det store hit og hvem har ikke ejet deres Mountainjacket i skrigende og flot gul der tiltrak myg som honning tiltrækker bier, men tæt og funktionelt var det. Senere har jeg haft det i andre farver som alle har været fine og har holdt godt.

På billedet herover ser vi forfatteren der også er 24 stjernet grønspættegeneral på kanotur iført 70'ernes modefarve i GoreTextøj fra The Northface. Det regnede end del underkanoturen og udvendigt blev jeg i hvert fald ikke våd :)

Det lille tøj som jeg blev lidt berygtet for, alle syntes det var grimt, er faktisk skitøj så det var salopettes (smækbukser med seler og det hele) "det hele" stå for lynlås i røven så man ikke behøvede at tage alt af når man skulle på toilettet.
Den hurtige har nok allerede gættet at den slags bukser med en utæt lynlås ikke er det bedste til kanoture hvor man sidder ned og vandet kan trænge ind gennem lynlåsen. Jeg fik i hvert fald testet hvor meget vand et par Fjällrävenbukser faktisk kan suge til sig :)

Men, bortset fra lynlåsen der ikke var tæt når man sad ned så holdt det der tøj til et utal af skiture og jeg har det stadig og det holder endnu.

Det var lidt historie, men hvad så nu?
I de senere år er der dukket andre membraner op på markedet og specielt et produktmærke faldt jeg over og syntes virkede interessant for få år siden. Engelske Montane bruger en membran eller materiale der hedder eVent og det lurede jeg lidt på, i starten lidt skeptisk for det vejer næsten ingenting og koster heller ikke nær så meget som GoreTex, men kan det så være lige så godt?

Igennem tiderne har jeg testet en mængde tøj og ikke alt har været en succes kan jeg roligt sige for hvordan er det lige at få tilsendt "verdens bedste jakke" der garenteret holder tæt fra en leverandør man naivt tror på hvorefter man vandrer en uge i regnvejr nord for polarcirkelen mens vandet pisser tværs igennem jakken? Det er faktisk ikke ret morsomt for en selv i hvert fald. Og slet ikke når man våd vandrer rundt og tænker på de tætte jakker der hænger hjemme i udstyrsskabet!

Jeg fik så en anorak og et par bukser fra Montane og det så lovende ud men jeg googlede alligevel for

Alpine Endurance eVent Jacket

at lure hvad andre mente om det, og det var alt sammen positivt. Nu kan man så diskutere om en anorak er god eller dårlig. Der er kun en kort lynlås hvilket kan begrænse ventilationsmulighederne men jeg sveder jo ikke og det samme materiale bruges også i jakker fra Montane-

Jakken har jeg så også anskaffet mig og tillige et par skalbukser i samme stil og som hører til jakken, og efter flere ture i fjeldet er jeg stadig begejstret.

Men men, nu er det jo sådan at uanset hvor meget en jakke "ånder" så bliver man altså våd, eller fugtig i hvert fald, hvis det regner hele dagen. Er der 100% vådt udvendigt er der ikke noget vanddamp fra kroppen der damper ud igennem jakken! I dagsregn bliver man altså stadig fugtig i det tøj man har under jakken.

Jeg bruger ikke kun mit skaltøj når det regner. Jeg bruger det også som vindtøj og som I flittige læse vil erfare løbende så har jeg ikke ret meget i min rygsæk når jeg er på tur, så det er en for mig fin kombination af skaltøjets funktion.

Jeg skal lige anføre at jeg aldrig laver mad eller tænder mit kogegrej inde i teltet og heller ikke i

Montane Smock

absis. Når jeg er ude er jeg ude og det uanset vejret. Jeg går kun ind når jeg skal sove.

Det betyder at det skaltøj jeg medbringer skal kunne holde til at jeg er ude i regnen hele dagen, og regn i flere dage i træk er ikke noget særsyn i fjeldområderne.

Men nu er der jo et utal af løsninger og mærker på skaltøj og når man vælger og er en "normal" bruger, så er man ofte begrænset af sin pengepung. Det er de færreste der bare kan gå ud og købe noget forskelligt så det tøj man vælger første gang skal gerne være det rigtige, og det skal bruges rigtigt.

Uanset om man sveder eller ikke sveder når man vandrer skal man passe på ikke at have for meget tøj under skaltøjet for med for meget tøj sveder de fleste af os. Vælg derfor fjeldbekældningen med omtanke og brug flerlagsprincippet som vi kommer ind på i en senere artikel.

Selvom det regner kan man godt hurtigt tage et inderlag af når man har gået lidt og fået varmen fx efter en frokostpause og brug aldrig en dunjakke under skaljakken når du vandrer, men gerne i pauserne.

Dine skal bukser skal naturligvis være med lynlås i benene og benene skal kunne åbnes så meget forneden at du kan få støvlerne igennem. Kan du ikke det bliver du våd inden du får skaltøjet på ved pludselige regnbyger som heller ikke er usædvanlige i fjeldet. Det er ret irriterende at stå og skal have støvlerne af før bukserne kan komme på når det siler ned! Skalbukserne skal naturligvis kunne gå ned over støvlerne så vandet ikke rinder ned i men udenom støvlerne og de må gerne være med elastik eller ander der lukker dem om støvlerne, men pas også her på ikke at "blive for tæt" så der ingen ventilation er.

Skaltøj af den lette slags er der vægtmæssigt sparet på og der hvor det er lettest at spare er på lynlåse så det helt lette har ofte ikke udluftninger under armene hvilket man skal være opmærksom på hvis man hører til de der sveder meget.

Det her var mit set-op og andre bruger andet skaltøj og nogle har det faktisk fint med reelt regntøj idet de påstår at de bliver våde alligevel og det kan være ligemeget om man bliver våd af sved eller af regnen og det kan der selvfølgelig være noget om.

Nu skal artiklen her ikke afspejle at jeg mener at alt andet end Montane er ubrugeligt. Der er mange fine mærker derude der laver funktionelt skaltøj. Synspunkterne i artiklen her afspejler udelukkende min subjektive mening.
Jeg håber derfor at artiklen kan være dig en hjælp til hvad du skal se efter og en hjælp til din personlige vurdering af hav der fungerer bedst for dig.

Mit valg af udstyr til fjeldture - Støvler

Her som efterfølgere til den lille artikelserie om sommerens vandretur ved Ábesko er det på sin plads at tale lidt og nødvendigt udstyr til fjeldture, og om hvorfor jeg vælger at have det med jeg har med. Langt hen ad vejen er valget af udstyr individuelt men noget skal fungere og her kan man ikke gå på kompromis!

Lad os starte med det man ikke kan undvære og det grej der stilles særlige krav til for at turen skal blive en succes.

Fjeldvandring er ofte ensbetydende med ujævnt og stenet terræn som her i Gaskkasvággi, Kebnekaise.

Fødderne er dem der bærer os rundt i terrænet der ofte er ujævnt, stenet og hvor krydsning af vandløb og vådområder ikke kan undgås på en fjeldtur. Det er derfor vigtigt at man vælger det rette fodtøj til sine ture.

I disse år er der heftige diskussioner om udstyr og også om valg af fodtøj. Den traditionelle fjeldvandrer der bar mange kilo på ryggen er efterhånden veget for lightvandreren og ultralightvandreren og som noget nyt er trailrunnerne også kommet på fjeldet.

Fra gammel tid hvor al udstyret var konventionelt var det i Sverige meget almindeligt at se fjeldvandrere i specielle gummistøvler og så vådt som der kan være nogle steder lyder det jo også umiddelbart som en god løsning, men det er det egentlig ikke. Man sveder og bliver våd og så giver de ikke megen støtte og selv de modeller som "Sarek" der er beregnet til fjeldvandring er for bløde i sålerne - de er ikke torsionsstive hvilket vi kommer tilbage til senere.

Selv foretrækker jeg en robust læderstøvle og i mange år har jeg vandret i Meindl Island MFS hvor

Meindl Island MFS.

MFS er noget indvendigt skum der ved opvarmning former inderstøvlen til foden. Island støvlen har GoreTex og i en så stiv støvle fungerer det fint og bliver ikke utæt.

GoreTex i støvler er kulde til megen diskussion og flere foretrækker rene læderstøvler. Min erfaring er dog, at ligemeget hvor meget man fedter sine støvler ind så holder den form for imprægnering kun til det første snefelt man skal igennem - herefter er alt slidt af og man bliver våd.

En god støvle er ret stiv i sålen således at man ikke mærker underlagets ujævnheder når man vandrer, og her skal man tænke på at ens vægt øges af rygsækkens vægt uanset hvor let man bærer.

Støvlen bør også være torsionsstiv (der var det)! Torsionsstiv betyder vridningsstiv. Sålen må ikke kunne vrides rundt når man træder på  ujævnheder hvilket vil gøre en træt i fødderne før tid.

Mange ønsker at spare vægt og køber lettere støvler. Nogle ønsker heller ikke at vandre med tunge støvler og så vælger de en lettere støvle i nylonmaterialer og GoreTex, men min erfaring er at den slags støvler ikke holder.

Problemet med de lette støvler eller i hvert fald med de modeller jeg har mødt som guide på fjeldture og andre steder er at man ender med at have våde fødder og støvler er ikke sådan lige at få tørret undervejs.

Er en løsning med utætte støvler og plastposer en god løsning?

Problemet med de lette og fleksible støvler er at støvlen giver sig overalt -det gør bløde støvler- mens GoreTex-membranen er stiv og derfor går i stykker med det resultat at støvlen bliver utæt, og man har våde fødder med de gener det giver under resten af turen.

Når al det her er sagt så skal man ikke nødvendigvis vælge den støvlemodel eller mærke som jeg

Støvlemodel af den bløde og fleksible slags.
Det er iøvrigt den du kan se på billedet med plastposerne.

bruger! Og man skal slet ikke gøre det bare fordi en erfaren fjeldvandrer eller guide bruger dem!

Valg af støvler er meget individuelt for støvlen skal passe til lige netop dine føder og ikke alle mulige andres fødder - og de skal passe fra dag ét!
Glem alt om at "gå støvler til"! Det kan man ikke idet solide vandrestøvler er langt stærkere end dine fødder så resultatet uanset hvor meget du forsøger "at gå støvlerne til" så er det fødderne du går til med de gener det så giver, støvlen vil altid vinde kampen - den giver sig ikke ved at du går med den.

Mit råd vil derfor være at du besøger en velrenommeret specialforretning i friluftsudstyr (ikke en sportsforretning) og gerne flere og prøver støvler. Vær opmærksom på at kvalitetsstøvler fabrikerer deres støvler over forskellige læste så du kan få støvler specielt til kvinder og til dig der har brede fødder eller høj vrist etc.

Mange friluftsbutikker har også en lille bane med sten og andet du kan prøve støvlen på. Prøv dem med de strømper du vil bruge under dine vandringer og hav ens strømper og sokker når du vandrer.

De fleste friluftsbutikker tilbyder at du kan tage støvlen med hjem og gå med den i stuerne således at du får en fornemmelse af hvordan den sidder og er at gå med også når dine føder bliver varme og hæver lidt. Køb derfor støvlen et halvt nummer større end du forventer så passer de også til dine fødder når de bliver varme. Pas på ikke at købe dem for store! Er støvlen for stor risikerer du at tåbukket lægger sig forkert og måske skader dine tæer og giver blå negle og det er ikke behageligt.

Jeg har altid to forskellige strømper og sokker på. En tynd linerstrømpe af nylon inderst og en lidt kraftigere uldblandet sok yderst. Linere er med til at modvirke vabler idet vabler skabes af friktion i huden og med den glatte indersok flyttes friktionen ud i sokkerne i stedet for i huden.

Nogle får det vi kalder skavsår på hælene. Skavsår opstår når støvlens hælkappe ikke passer fodens hæl. Problemet løses ved at købe korkkiler og lime under støvlens indlægssål så din hæl bliver løftet op og derfor passer bedre. Du slubrer ikke i hælen.

Med hensyn til vedligehold af støvlerne er der ligeledes mange forslag men det bedste bud er nok at gøre som fabrikanten anbefaler.

Det var lidt om støvler og jeg håber det vil støtte nogle i valget af de nye støvler.

Vandresko

Nogle sværger til vandresko i stedet for støvler og det kan man vælge som man vil, men sko giver

ikke ankelstøtte og de er ikke særlig høje og derfor vil vandet løbe ind næsten uanset hvilket vådt underlag man vandrer i og i fjeldet er der mange steder vådt ikke kun i vandløbene men også over sumpede strækninger.

Selv har jeg stort set ingen erfaringer med vandresko idet jeg altid bruger støvler men jeg har da tastet et par vandresko på en tur ad Bornholms kyststier og fundet dem ganske udmærkede, men her havde jeg stort set intet på ryggen og Bornholm er ikke vådt som der er på fjeldet. Skoene som var fra Haglöffs var ellers fine at vandre i på stierne.

Trailrunning vil jeg ikke komme ind på for det har jeg slet ingen erfaring i.

Husk at tilmelde dig som fast læser :)

Årets fjeldtur ved Ábesko 2017, 8 og sidste del

Det havde været en fin tur op over fjeldet fra Ábeskojávrihytterne og en god næsten afslutning på vores fjeldtur. Nu havde vi turens sidste etape foran os.

Stien i Kårsavagge er en trampesti og som man kan se på billedet faktisk ikke ret meget benyttet og man møder heller ikke ret mange vandrere herinde og det er meget rart for sådan en som mig der helst ikke vil møde andre i fjeldet på mine ture.

Vi havde stadig fint vejr da vi pakkede sammen og gik hen for at sige farvel til de to der overnattede i hytten og derefter begav vi tre teltere os videre ind ad stien mod Ábesko turiststaion for at tage den sidste overnatning inden togturen hjem der.

Der er en del småvandløb i Kårsavagge der alle er lette at forcere- altså under normale sneforhold men sådan var det jo ikke i år. Vandet fra al sneen der smeltede i højderne har kun én vej ud af fjeldet og det er nedad, og selvfølgelig løber det så i alle de vandløb man skal passere.

I Kårsavagge var de da også alle løbet over deres bredder og da der mange steder vokser pilekrat i dalen så giver det en mase bøvl med slagsmål med højt sejt pilekrat mens vandløbet løber mellem de tætstående buske og stien er umulig at følge.

Vi kom ikke ret langt før det første vandløb stoppede os og dovne som vi jo er forsøgte vi at passere uden at skifte sko, men ak - det lykkedes ikke, så af med støvlerne og på med vadeskoene endnu engang.

Læg mærke til at der altid er nogle der fotograferer mens man vader. Man kunne jo være heldig at turlederen skvattede i vandet hvilket ville give helt unikke billeder til deling på FB, men det skete ikke!

Strømmen på billedet herover er normalt en lille "pissebæk" man blot hopper over med et langt skridt, men i år havde den bredt sig ud og var lige præcis dybere end støvlerne kunne klare. Specielt i hovedstrømen kan disse vandløb være ret dybe og det kan være nødvendigt at gå lidt op og ned ude i vandløbet for at finde det bedst egnede sted at forcere det.

Som man kan se på billedet er det ikke altid let at vælge det helt rigtige sted for at krydse men med lidt tålmodighed går det, men man skal altid tænke sig om inden man kaster sig ud i vandet - det er ikke sjovt at falde.

Her krydser jeg igen. Læg mærke til at rygsækkens hoftebærebælte ikke er løsnet!
De fleste eksperter foreskriver ellers at man løsner bærebæltet når man vader idet man så lettere kan frigøre sig fra rygsækken hvis man skulle falde. Nu er vandet ikke ret dybt her så det vel næppe være noget problem ud over at blive våd at falde i dette vandløb, men andre steder kan vandstanden nå op over knæene og så kan det jo være et problem. Jeg synes imidlertid at jeg bedre kan holde sækkens balance når den er fastspændt så jeg vader altid med fastspændt rygsæk.

Teknikken når man vader er altid kun at flytte én ting ad gangen. Altså. en stav, en fod, en stav osv så man hele tiden er sikker på at have fodfæste og så tage det roligt selvom vandet kan være isnende koldt så man mister følelsen i fødderne.

Alle de vandløb tager sin tid man skal hele tiden skifte fodtøj men man får rene fødder.

Vandet kan selvfølgelig også finde på at bruge stien som vej ned og så må man møve sig forbi i siderne.

Ved broen over vandløbet Gorsajohka, den bro vi gik over på andendagen på vores tur, går man atter ind i fjeldbirkeskoven og har nu kun ca seks kilometer tilbage af turen.

Stien gennem skoven går lidt op og ned men er ellers ret let at vandre. I tidligere tider har der været en masse spang gennem hele dalen, men de bliver tilsyneladende ikke vedligeholdt og mange steder ligger der blot løse brædder eller broer der er knækket sammen.

På en lang strækning var stien fuldstændig oversvømmet,  men længere fremme blev den fin igen og snart var vi ude på grusvejen og kunne vandre hurtigt over til turiststationen.

Turiststationen ligger i nationalparken og da man ikke må telte frit i parken er der kun betalingspladsen som turiststationen råder over så man må ind i receptionen og købe et teltkort og derefter vandre over til teltpladsen og finde en nogenlunde plan og jævn plads.

Aftenen gik så med bad og en middag på turiststationen og næste dag gik det så hjemad med toget.

Dette var sidste afsnit om selve turen. I næste artikel vil jeg fortælle lidt om hvilket udstyr jeg har med på en sådan tur og hvorfor jeg lige netop vælger det.
Følg med ved at tilmelde dig som fast læser af blokken ude i højre side

Årets fjeldtur ved Ábesko 2017, del 7

Her fortsætter den lille beretning om vores fjeldtur ved Ábesko i sommeren 2017.
Som nævnt tidligere så betød sneforholdene at vi måtte ændre de oprindelige planer og lave turen spontant om ikke kun i starten men også løbende.

Det er altid lidt underligt sidst på dagen at være få hundrede meter fra dagens mål og så se det på den modsatte side af et bredt vandløb der skal vades. Det var det også her i Gorsavággi selvom vejret var godt.

Vadestedet her ved Gorsavággi-hytten er bredt, meget bredt og dybt i hovedstrømmen ovre ved hytten. Vandet er skide koldt, for at sige det som det er, men heldigvis er der store sten der rager op over vandet. Gode steder lige at holde en pause og få blodomløbet tilbage i fødderne.

Nu skal man jo ikke skvatte midt ude i strømmen, heller ikke selvom vandet her kun gik til knæene på det dybeste sted. Der er fart på vandet og man mærker strømmen tage fat i benene ved hvert skridt så man skal gå forsigtigt og kun bevæge én ting ad gangen. Et ben, en stav, et ben osv så man er sikker på at stå fast ved hvert skridt.

Det er vigtigt ikke at vade barfodet idet man i det kolde vand hurtigt mister følelsen i fødderne og derfor ikke mærker evt skarpe sten der kan skade fødderne.

Jeg har i mange år brugt Teva Sandaler der tørre hurtigt, står der i producentens beskrivelse, men det gør de ikke! De er imidlertid gode at vade i og står godt på de våde sten.

I de senere år har jeg brugt Fivefingers hvilket Ole også gjorde og de virker fint både som vadesko, lejrsko og i toget under rejsen til og fra fjeldområdet.

Jeg var sidst ovre for jeg skulle selvfølgelig tage billeder. Ja ja det ved jeg godt. Man skal ikke lave alt muligt mens man vader men koncentrere sig om at komme sikkert over! Men, billeder skal vi jo have og vadet her er ikke et af dem jeg frygter og jeg har mange års erfaring med vandløbene heroppe og det her er ikke risikabelt for mig, men det er der andre der er. Man siger som fingerregel at man ikke skal vade noget der er dybere end til knæene med mindre man ved hvad man gør, men mine mange pionérture i fjeldet hvor jeg hele tiden forsøger at finde nye veje har naturligvis ført mig til værre vandløb end det og skal jeg vade noget der er dybere end til knæene bliver alt pakket vandtæt i rygsækken og rygsækken hænger løst på ryggen så jeg let kan komme ud af den hvis uheldet skulle være ude.

Omsider står vi alle ved hytten. Et par skal ind og overnatte mens vi andre finder en egnet plads til vore telte. Der er ret kuperet i hyttens omgivelser men vi finder noget der kan bruges.

Gorsavággi eller Kårsavagge som der vist stadig står på nogle af fjeldkortene ligger smukt midt i den lange dal, der egentlig er en underlig en i området. Selvom den er lang så ender den på en måde blindt i bunden hvor en lille gletsjer umuliggør videre fremfærd. Gletsjeren er efterhånden smeltet langt tilbage men er stadig et flot syn. Gletsjernichens sider er så stejle at der skal klatreudstyr til at for at komme videre.

Hele dalen virker flankeret af stejle fjeldsider men alligevel er der veje ud både mod syd hvor vi kom fra men også mod nord mod Björkliden, Låktjatjåkka og Ábesko, men ruterne er relativt stejle og fører op i 1400 moh.

Har man ikke lyst til at "klatre" op over de høje ruter ud er en lejr i dalen eller en overnatning i hytten et godt udgangspunkt for en dagstur ind til gletsjeren.

Beskrivelsen fortsætter. Vær sikker på at få den ved at tilmelde dig som fast læser her på bloggen :)

Årets fjeldtur ved Ábesko 2017, del 6

Det regner! Og det har det nu gjort i to dag og vi har sådan på en måde ladet os strande her på Ábeskojávri-hytterne.
Jeg ved ikke om man kan sige at hytterne her er hyggelige. Det er de vel egentlig ikke men der er en lille butik og så kommer der mange forbi.

Det var jo egentlig dumt at ende her men sådan som vores tur forløb med al vandet i de mange vandløb var der ikke så meget andet at gøre, med mindre vi havde gået tilbage og gået en anden vej, men de alternativer der var der ville give en for lang tur.

Den første dag vi var her var det ok idet vi jo var lidt flade efter den elleve timer lange dagsvandring vi havde for at nå hertil, men andendagen var lidt kedelig og nu skulle vi finde på noget.

Vi havde mødt et par danskere, far og søn, der var på en kort tur og også var strandet på grund af det dårlige vejr og heller ikke de vidste rigtigt hvad de skulle gøre så jeg foreslog at vi fra hytterne krydsede fjeldet og gik til Goarsavággi, tog en overnatning der og derefter gik ud til Ábesko fjeldstation. Det ville passe os alle idet vi alle skulle hjem to dage efter og den tur ville lige præcis fylde den tid ud - og så er turen flot og interessant altså lige bortset fra vadestedet i Gorsavággi der jo nok måtte forventes at være lidt stridt, men det vurderede jeg at vi fint klarede. Der var andre der var kommet derovrefra så det kunne vi også klare.

Vi bestemte os så for at tage tidligt afsted dagen efter og alle var glade og friske på turen.

Om eftermiddagen gik der pludselig et rygte om at endnu en dansker var ankommet til hytterne og det en der havde vandret hele Kungsleden, eller næsten.

Det viste sig at være Kirsten fra Outsite. En jeg før havde været på tur med og det var jo hyggeligt.

Vi fik naturligvis lokket Kirsten med over på vores rute og om morgenen samledes vi udenfor hytterene og var klar til opstigningen gennem skoven.

Det går stejlt opad gennem skoven men alligevel kommer vi hurtigt frem og er snart oppe på det plateau vi tidligere havde fulgt på vores vej mod Hoigganvággi, og nu resterer der blot det sidste stejle stykke op over fjeldkammen Njunesgeahči.

Heroppe er udsigten storslået idet nu rimeligt klare vejr efter dagene med regn.

Nu skulle den sidste stigning lige overstås men heroppe stod varderne synligt og stien var let at følge det sidste stykke på på kammen. På vejen op så vi en fin flok rener der nysgerrigt fulgte vores færd og ned fra toppen kom også en enlig svensk vandrer der kunne fortælle at vadestede også i dag var passabelt.

Ole og Ljunggren på toppen

Udsigten er som nævnt storslået fra kammen. Dalen bag os er Gorsavággi.

Som man kan se så ligger der stadig en hel del sne i højderne.

Kirsten der friskt fulgte med os opover

Forude ventede nu en lang nedstigning til Gorsavággi-hytten. Kirsen Ole og jeg havde telte med så vi var ikke afhængige af hytten men de to andre danskere havde ikke telt med så vi skulle derned.

Nedstigningen er nu ganske let når først det øverste stejle stykke er forceret. Et par vandløb blev forceret uden problemer og nu fik vi hytten i syne helt ned ved vadestedet.

På afstand så det ikke slemt ud men da vi endelig stod ved det så var det bredt og med en hel del vand, men der var jo ikke andet at gøre end at kaste sig ud i det.

Som man kan se på billederne så var det godt nok tørvejr men en kold vind blæste på toppen. Både Ole og jeg selv brugte Montane skaltøj og det må jeg sige; det fungerer optimalt både som regntøj og som vindtøj og selv i flere timers silende regn blev ingen af os våde eller svedige.

Et andet plus er at Montane faktisk ikke er ret dyrt i forhold til mange andre mærker.

Montanes skaltøj er derudover ret let og fylder næsten intet sammenpakket så det er vi begge ret tilfredse med. Selv synes jeg at Montane er et godt alternativ til fx Fjällräven også mht almindelige vandrebukser.

I næste afsnit tager vi vadet over Gorsajohka og ser lidt på vadning i almindelighed og på vadesko.

Årets fjeldtur ved Ábesko 2017, del 5

Vi vågner til endnu en flot morgen med høj himmel og sol på vores plads ved søen.
Vi skal videre og har opgivet at krydse hvor elven løber ind i søen.

Der er sindssygt meget vand i elven og vi forudser at vi ikke kan komme over længerenede hvilket vi ellers skal hvis vi skal hen til vadestedet ved Valfojåkka.
Vandløbet fra "vores" sø løber to veje. Det løber både mod syd og mod øst og begge strømme er heftige og umulige at passere i hvert fald i denne sommer, så vi må jo finde på noget andet!

Jeg er lidt irriteret over at vi ikke kan gennemføre ruten som planlagt men det er der jo ikke noget at gøre ved, sådan er det på fjeldet. Nu stod jeg jo så bare her og skulle opfinde en anden rute sådan ud af ingenting så jeg kikkede på kortet for at finde en løsning. (se kortet under del 4).

Heldigvis har jeg adskillige års erfaring i at se på fjeldkort og i at finde alternative ruter og tilbage af vores eget spor skulle vi i hvert fald ikke - vi skulle fremad.

Vi klatrede op over det nærmeste fjeld gennem pilekrattet og vel oppe havde vi lidt bedre udsyn ind mod sydvest som sagtens kunne være en vej videre frem. Vi skuede nu nedover vandløbet der løb den vej fra søen og ganske rigtigt det kunne ikke forceres sikkert.

Vi fandt alligevel et sted hvor der kunne krydses og nu satte vi retning mod den lille samelejr og broen ved søen Vuolip Čorvvošjávri. Den vej havde jeg aldrig været før så det virkede spændende nok.

Terrænet heroppe er letvandret og bød ikke på de store problemer og teltpladser er der masser af så området kan sagtens være værd at besøge igen.

Vi nåede hytterne og spiste frokost i læ. Det var blæst op og det så ud til at der kunne komme et skift i vejret, men foreløbig var det stadig solskin og varmt.

Nu skulle vi finde broen som efter kortet skulle være lige efter søen. Et ATW-spor førte ned til søen så det fulgte vi i troen på at det førte over broen. Det gjorde det ikke det førte direkte ud i elven og fortsatte på den anden side, men det var ikke ved den nuværende vandstand noget var kørt over der så vi stod lidt og gloede på sporet og undrede os over hvor den angivne bro var. Det fik dog ikke materialiseret broen som der absolut intet spor var af i omgivelserne.

Der var nu ikke andet at gøre end at følge vandløbet nedad og om nødvendigt møve os gennem skoven og krattet længere nede indtil vi stødte på stien mellem Ábeskojávri-hytterne og Unna Allakas-hytterne.

Vi gik nedad og nærmede os skoven men pludselig så vi en stålbro der førte over vandløbet!
Vi tjekkede kortet igen og nej - det var ikke stedet hvor broen var markeret på kortet!
Det er faktisk noget tumpet med sådan en fejl på Lantmäteriets kort BD6 for på Calazos kort som jeg tjekkede efterfølgende hjemme er broen rigtigt placeret og bege kort var de nyeste!

Men det var trods alt fint at broen var der for længere nede blev bredden meget stejl og med tæt skov som vi så slap for at skulle igennem.
I stedet vandrede vi over den fine bro og mødte på den anden side ATW-sporet der førte nedad. På kortet kunne vi se at det ente nede i samelejren Rovvidievvá som ligger på stien mod Ábeskojávri-hytterne så den ville vi gerne nå, men vi havde nu tænkt os at telte inden så vi skulel bare finde en egnet plads tæt ved vand.

Der var godt nok gang i vandet under broen.

Vi fortsatte nedad sporet og der var fine teltpladser men intet vand og efterhånden som vi kom ned fortrød vi at vi ikke teltede oppe ved broen hvor der både var teltpladser og vand men jeg tror vi var så glade for at se broen at vi bare fortsatte.

Der kunne jo ikke være så langt ned til sien og samelejren. Det var der. Og efterhånden som vi kom ned blev sporet værre og værre og vi fandt os selv trampende gennem meterhøjt græs og urter der var våde mens sporet virkede uendeligt.

Ingen teltpladser og sporet fortsatte og fortsatte men efter timer nåede vi stien let udmattede og befandt os nu midt i samelejren.

Nu skulle vi finde teltpladser så vi vandrede mod Ábesko men ingen teltpladser men til gengæld var der myg og dem gider man altså ikke for mange af så vi fortsatte. Nu havde vi vandret enormt langt den dag og bestemte os for at vi lige så godt kunne fortsætte hen til hytterne idet der kun var 8 km tilbage af flad veltrampet sti og den strækning kunne max tage 2 timer.

Vi nåede da hytterne og vores vandretid den dag løb op i 11 timer inkl pauser så vi var en smule flade i fødderne.

Nu var vi så ved hytterne og mæskede os i godter fra den lille butik, men hvad så? Nu var vi forud for tidsplanen og skulle finde på en spændende vej ud, men mere om det i næste afsnit.