Det uudforskede kebnekaiseområde

Når man har været ikke kun i Lapland mange gange, men nærmest har anvendt hele sit liv på et koncentreret område deroppe, så undrer man sig selv over om der stadig kan findes nye steder og nye ruter.
Det kan der selvfølgelig, men nogle gange sidder man og ser sig blind på noget på kortet. Noget man inderst inde godt ved ikke er noget, eller som ikke bliver til en ny interessant rute hvor man vil opleve eller se noget nyt, i forhold til bedre alternativer.
Og så pludselig ser man alligevel 'den nye mulige rute', og glæder sig til at efterprøve den!

Áinojohka

For flere år siden vandrede jeg fra Narvikfjeldene over grænsen og ind i Sverige via Gautelishytten og til Huvkijávri.

Som, og her var jeg lige ved at skrive som sædvanlig, var det gråt og diset. Den der dis hvor man ikke ved om det regner eller om man bare går midt i lavthængende skyer hvor vandet i skyerne bare trækker ud og fortættes på ens tøj, men våd bliver man og det uanset om man har GoreTex-tøj på eller ej. Fugten sniger sig ind og man føler sig klam over det hele. Teltet var også pakket vådt ned om morgene da jeg forlod min lejr ved broen over vandløbet der forbinder Gautelisvatnet og Vuolip Čoarvejávri.

Det havde regnet i flere dage så alt føltes ligesom fugtigt og klamt og jeg kunne godt tænke mig at få det hele tørret og da jeg endelig nåede Huvkijávri-hytten brugte jeg ikke lang tid på at bestemme mig for en overnatning her og en chance for at få tørret det hele.

Området herinde tæt på den svensk-norske grænse er specielt idet der ikek er meget der rager op. Det hele er et fladt højfjeldsområde der nærmest ligger i 900 - 1000 moh med enkelte knolde der stikker lidt op. Sådan et område er ikke ret let at orientere sig i og slet ikke med skyerne liggende i ankelhøjde.

Det lykkedes at få tørret det hele og mens det tørrede og inden jeg gik til køjs fik jeg set på kortet. Jeg havde ikke helt bestemt mig for hor de næste dages etaper skulle føre mig hen. Det eneste der var bestemt var at jeg skulle ende ved landevejen mellem Ritsem og Gällivare, men det kunne både være via Sitasjávri til Ritsem som via Gáidumjávri og Vakkotavare.
Den ene rute, den via Sitas er bare ikek så interessant idet det sidste stykke går på en grusvej der i sin tid blev etableret da dæmningen ved Sitasjávri blev bygget. I flere år herefter kørte bussen faktisk helt frem til hytterne, men senere opgav man at vedligeholde vejen der nu er spærret.

Alternativt kunne jeg følge sporet over til Kungsleden via Čuhčavággi. Den tur har jeg gået flere gange og den er fin nok faktisk, men jeg kunne jo også forsøge noget nyt!

På kortet så det ud som om man kunnen gå ned til Áinojohka på stien mod Sitas og dreje fra og vandre langs Áinojohka over til Huvkijávri. Det var egentlig et forsøg værd så det var nu planen.

Jeg vandrede fra Huvkejávri og ned ad stien der ikke bliver meget benyttet, og frem til stålbroen over Áinojohka. Regnen var ophørt, men det var stadig diset og med lavthængende skyer. Ikke en vind rørte sig så chancen for vejrskifte så det ikke meget ud til.

Strækningen hen til Viddjajohka var ret let og jeg kom hurtigt frem. Det springende punkt var netop dette vandløb som jeg ikke på kortet kunne se om kunne forceres overhovedet!
Det kunne være en brusende strøm, men det kunne også være noget der let kunne vades.

Det kunne faktisk vades og vandstander var endda ikke ret høj og over kom jeg let. Man kunne faktisk i stedet have valgt den anden bred tilbage ved broen og derved helt undgået vandløbet, men det var der jo ikke megen sport i.

Turen videre frem til Gaiddumjávri-hytten er let nok og der er masser af teltpladser på hele strækningen.

I sommer ville jeg have forsøgt, sammen med et hold fra Outsite.org, at vandre strækningen i modsat retning for at tjekke vandstanden, men desværre bød sommeren 2015 på enorme mængder af sne, specielt ovre i det område så det måtte opgives.