lørdag den 17. oktober 2015

Thule - på tidens rand

Thule i Nordgrønland står nok for mange som polarekspeditionernes vugge hvorfra Knud Rasmussen og Peter Freuchen indledte de mange slæderejser på indlandsisen og langs kysterne og det var her de grundlagde Thule handelsstation, men Thule er meget andet set i et historisk perspektiv.

Thule er også hjemstedet for den eskimoiske thulekultur og et vigtigt led i menneskenes indvandring til Grønland fra Canada. Thule er et af de steder i Grønland hvor fangerkulturen er udviklet til det sublime. Hvor menneskene har kæmpet livets kamp for overlevelse i en umenneskeligt barskt klima hvor vind og vejr og is har dannet grundlaget for eskimoernes selvforsynethed med jagt og fiskeri.

Bogen er et pragtværk ikke mindst fordi den er ilustreret med umådelig flotte fotografier af en af verdens fremmeste fotografer Carsten Egevang, men også i sin udførlige beskrivelser af menneskene og de problemer de har sloges med gennem tiderne hvor de er blevet flyttet til mindre gunstige jagtområder da Amerikanerne fik tilladelse til at bygge Thulebasen og hvad det førte med sig af udvikling på godt og ondt, om danskernes kolonisering af Grønland med deraf følgende kultursammenstød og en udvikling der på mange måder gik alt for stærkt

Igennem otte år har antropologen Kirsten Hastrup regelmæssigt besøgt Thule for at forstå verden, som den tager sig ud derfra. Møder og samtaler med de mennesker, der bor der, er blevet suppleret med læsning af den lange og righoldige historie.
Resultatet er dette portræt af Thule som et samfund med dybe rødder, der netop nu står over for svære udfordringer.

Bogens titel henviser til, at Thule i disse år er udsat for massive forandringer. Isen smelter, permafrosten tør, plante- og dyreliv ændrer sig, og i takt hermed ændrer samfundslivet sig naturligvis også. Fangerne har stadigt sværere ved at nå frem til de store havpattedyr, der har været deres livsgrundlag i mere end fire tusind år, og dyrene opfører sig også anderledes. Men der er ikke mange alternativer til fangst i det højarktiske område.

Naturens nye luner opleves som en reel trussel mod fangertilværelsen.

Interesserer man sig for Grønland og grønlandske forhold, elelr holder man blot af at se på flotte billeder fra en fremmed kultur må man eje denne bog!

Fakta
    •    Forfatter: Kirsten Hastrup
    •    Forlag: Lindhardt og Ringhof
    •    ISBN: 9788711359471
    •    Udgivelsesdato: 2015
    •    Sideantal: 496
    •    Materialetype: Bøger
    •    Indbinding: Hardcover
    •    Pris: ca. 499,95 kr

Ingen kommentarer:

Send en kommentar