Den våde sommer i Lapland

Nu har jeg vandret i Lapland i 46 år og vel har vintrenes snemængder og starten på foråret været meget forskelligt fra år til år, men aldrig har jeg set så megen sne som i år.

Vi havde hørt om snesituationen hjemmefra dels via Marit Sarri og andre der er bosiddende og som færdes meget i området og dels fra vandrere der var kommet hjem fra tidlige ture deroppe, men vi håbede naturligvis at snesmeltningen ville gå i gang så vi ikke ligefrem skulle være nødsaget til at telte på sne.

Planen hjemmefra var egentlig at vandre til Gaidumjávri og derfra søge ind mod den norske grænse langs Gaidumjohka, men det blev der ikke noget af!

Fjeldområderne vest for Kungsleden var nærmest dækket af sne og var der ikke sne var der vådt!
Jeg havde på da vi fløj ind konfereret med Jennie Sparrok hos Kallaxfly i Nikkaluokta og fået underretninger om snesituationen fra piloterne, så jeg var forberedt på forhindringerne.

Nu var turen jo lagt an på at være en "pionertur" og på pionerture vandrer man ikke bare ad

Vandløb der normalt ikke er noget særligt var svulmet
op til rivende elve.

markerede ruter i fjeldet, noget jeg faktisk ikke selv syntes er særlig interessant som guide, for de fleste kan jo selv vandre ad markerede ruter og især dem hvor der også er muligheder for hytteovernatninger. Jeg vil give mine deltagere andre oplevelser og helst oplevelser de ikke selv uden videre kan få.

Nu lagde vi jo ud med at flyve fra Nikkaluokta til Kebnekaise og starte vandringen derfra, og da vi skulle starte med 2 dage på stien ind mod Kungsleden, inden vi skulle dreje fra ned mod Gaidumjávri, ventede jeg med at foreslå ændringer til vi kunne få et overblik fra toppen af Unna Jierttáš.

Fra toppen så det fuldstændig ud som vi havde hørt om, så nu var gode råd jo dyre!
At futte rundt på Kungsleden og risikere at skulle vandre tilbage til Fjeldstationen i egne fordspor, var der ikke meget ved.

Jeg foreslog derfor at vi fra passet under Unna Jierttáš hvor vi stod, vandrede mod øst ind i stiløst land syd for Liddubákti og den vej frem til Nikkaluokta, og så se hvor megen tid vi brugte på det.

Det er i sådanne somre turlederes evner kommer på prøve! Fjeldet er fuld af farer for den uerfarne og netop det med at kunne bedømme sne og

Der var ekstremt megen sne i fjeldet.

snebroer er ikke noget man lige lærer sig selv - det kræver års erfaring og kurser i sne og is.

Hvad er der under sneen? Er der vand man kan falde i og drukne i? Eller blive trukket ind under sneen? Hvordan bedømmer men en snebro?

Det er mange spørgsmål og man skal enten kende svarene, eller finde andre veje. Som turleder tager man ingen unødige chancer og man skal være parat til at støtte deltagere der er usikre på forholdene.

De steder jeg fører mine deltagere hen og igennem er alle nogle jeg har været i mange gange gennem tiderne. Jeg har således set alle vandløb med årenes og årstidernes varierede vandstand, og jeg kan huske dem. Derudover holder jeg hele tiden øje med dels hvor jeg er og hvilke særlige kendetegn der er i omgivelserne, men jeg holder også øje med de vandløb der kommer ned af fjeldet og deres vandmængde og retning. På den måde kan jeg dels bedømme om et vandløb løber under den sne vi skal vandre over og i så fald hvor meget vand der er i det.

En snebro forceres.

Specielt er snebroer noget man skal være varsom med. De er ikke sjove at falde igennem og det kan desuden være fatalt, så dem undersøger jeg altid nøje inden jeg selv går over og jeg lader først deltagerne gå over én og én, når jeg har sikret mig at den kan holde.

Det er i øvrigt ikke noget jeg vil anbefale uerfarne at eksperimentere med!

Turen mod øst syd for Laddjuvággi er ganske spændende og de mange heftige stigninger giver flotte udsigter som belønning, men let er det hverken af vandre eller at orientere sig i - til gengæld møder man nærmest ingen andre vandrere i området.

Det første dage havde vi et noget blandet vejr med skyer og regn ind imellem, men hvad betyder det

Kebnekaisemassivet set fra Dárfálláhku.

når man kan afslutte turen med en alternativ vandring i strålende sol ind til Kebnekaise fjeldstation for at bestige Sveriges højeste fjeld.

Da vi startede vandringen fra Nikkauokta var det faktisk temmelig køligt og med lavthængende skyer der varslede regn. Barometeret lå lavt, men stemningen under den slags vej syntes jeg er speciel og imponerende på en anderledes måde.

Vejret blev jo ikke bedre som dagene gik og da vi drejede fra den oprindelige rute var det temmelig koldt og blæsende, og de efterfølgende dage kom regnen.

Skyerne lå dog ikke så lavt at de forhindrede det gode udsyn og egnen var heller ikke belastende og kulden mærker man jo mest når man sidder ude om aftenen og tilbereder aftensmaden, så der var ikke så megen udeliv i de dage.
Skyerne lette dog og da vi vandrede ud af området gennem sumpen mod stien mellem Nikkaluokta og Tjuonajokk fiskecamp kom solen rigtig frem igen og så var det nærmest for varmt - let er man jo ikke at gøre tilpas!

Vi nåede Nikkaluokta i strålende sol og nu skulle vi så overveje nye muligheder. Vi var alt for tidligt i Nikkaluokta og havde næste en uge tilbage så her er det den erfarne turleder atter kommer i spil. Flere havde satset på et forsøg på at nå Kebnekaises top og skulle det nås skulle vi jo ind til fjeldstationen atter engang, men fløjet ind havde vi jo prøvet og vandre den slagne gang gennem birkeskoven gav ligesom ingen mening når vi havde fløjet og også skulle flyve ud igen.

Men heldigvis kan man jo med godt kendskab til området finde andre veje hvilket vi også gjorde og fik en fantastisk vandring i højderne med udsigt ind mod massivet.