fredag den 22. maj 2015

Minibiografi

Jeg er gået i gang med en lille miniselvbiografi over mit liv med friluftsliv. Dette er foreløbig blevet til én artikel du kan læse på Outsite.org. 

Forfatteren som ung fjeldvandrer i Kebnekaisefjeldene - her på toppen af Knivkammen.

Den første artikel handler om hvordan jeg kom i gang med fjeldvandring og hvad det førte med sig af personlige eventyr og pionérånd. Artiklen fører mig igennem den spæde start fra idé til udførelse og beretninger om de første år med fjeldvandring og hvordan interessen steg og udviklede sig.

De næste artikler vil omhandle undervisning i fjeld- og vildmarksliv, opstart at Vildmarksskolen og Vildmarksrejser og om Grønland og guidning af ture der.

Har du lyst til at læse mere så gå til Outsite her!

onsdag den 6. maj 2015

Boganmeldelse - 'Ulvens blik', en roman af Jonna Odgaard

Selvom jeg også læser en hel del bøger der ikke handler om fjeldvandring eller andre friluftsaktiviteter så plejer jeg ikke at anmelde romaner, men her vil jeg gøre en undtagelse. 'Ulvens blik' af Jonna Odgaard har jeg fået tilsendt af forfatteren på anbefaling af en af mine gamle vandrekammerater, der anbefalede den idet den indeholder scener fra Lapland, og den slags bøger er der ikke så mange af, så jeg var spændt på at læse den.

Sareks nationalpark i hvis nærhed en del af bogens handling foregår
Romanen handler om to personer, en kvinde og en mand der mødes flygtigt i Stockholm men som der ikke følte sig tiltrukket af hinanden. Mari som kvinden heder er journalist og manden Mats er ulveforsker.
Begge ender af forskellige årsager i det nordlige Sverige langt fra Stockholm. Mats flygter fra sit ellers lukrative forskerjob da faderen dør, for at finde sig selv i Laplands ødemark og Mari ender i Lapland i en lille by ved Pärlelven, hvor hendes bedstefar bor. Bedstefaren er blevet akut syg og Marit ser det som sin opgave at passe ham.

'Tilfældigvis' har både Mats og Mari samiske aner hvilket de begge er meget stolte af. Marit ved det, men ad omveje og efter mange genvordigheder går det også op for Mats, og selvfølgelig ender det med at de mødes og kærligheden florerer.

Forfatteren har udført et særdeles omfattende og grundigt researcarbejde som jeg ikke har kunnet gennemhulle på nogen måde, og vi møder både samernes gamle livsfilosofier og religioner, hvor den samiske shaman nåjden og de underjordiske stiller op, og at man samtidig har talende ulve som Mats kan kommunikere med, skal man nok lige synke en gang for at acceptere. Eller det skulle jeg i hvert fald.

Man følger de to personer gennem mange korte kapitler hvor deres liv og færden beskrives, hvilket er fint og sproget er godt og malerisk beskrivende, og historien hænger godt sammen. Ind imellem kan man godt identificere sig med hovedpersonerne i deres søgen efter identitet og mening med livet og tilværelsen, der med forfatterens hånd læner sig op ad samernes naturlige levevis med naturen i centrum, og den materialistiske verden sådan lidt i periferien.

Men! Jeg må indrømme at den flere gange blev sparket hen i et hjørne, hvilket gjorde at min hustru læste den og må jeg tilføje, syntes den er god!

Generelt havde jeg meget svært ved at se Mats som en 'mand' i mit univers -og her taler jeg om min baggrund med årtiers færden i arktiske egne, både som fjeldguide og som boende i fjeldområderne i Lapland og i Grønland - og jeg har meget vanskeligt ved at identificere mig med den temmelig bløde mand Mats beskrives som, og jeg har ud fra egen erfaring svært ved at se ham klare sig alene i ødemarken som han gør i bogen, men det er naturligvis min personlige mening.

Det som jeg havde mest vanskeligt med i bogen er, at personerne nærmest er overmennesker. Ligegyldig hvilken umulig situation eller hvilke dilemmaer de står overfor, så klarer de den på ægte heltemanér. Det får være og det kan man måske leve med, men forfatteren virker som om hun selv har følt at de utrolige evner til at klare udfordringerne måske er lige i overkanten, hvorfor hun bruger mange ord på at forklare i detaljer hvorfor hovedpersonerne lige præcis er i stand til at klare disse situationer hver gang hun lader dem opstå. Faktisk fik personbeskrivelserne mig til at tænke på 'Hulebjørnens klan' hvor personerne har samme urealistiske evner til at klare det hele meget bedre end alle andre. (Også en bog der endte i hjørnet af mit arbejdsværelse og aldrig blev taget op igen).

Måske er det bare mig eller også er det en feministisk bog om kærlighed, men den var til tider noget kvalm at komme igennem må jeg desværre melde.

Forfatteren skal dog have megen ros for reserach og for på en fin måde at få flettet samernes kultur og historie ind sammen med fine naturbeskrivelser, og der er for mig ingen tvivl om, at hun både har været i området og researchet flittigt og grundigt i samernes historie og kultur. Disse ting gør at historien faktisk er ganske god og fint hænger sammen.

Jeg syntes den fortjener at blive læst, så jeg vil gerne give den 3 ud af 5 rensdyr!

Fakta
Forfatter: Jonna Odgaard
Forlag: Forlaget Aras
Sideantal: 431
ISBN: 978-87-85092-44-1
Forfatterens website: www. ulvensblik.dk

torsdag den 23. april 2015

Outdoortræf på Kongskilde Friluftsgård

Så er det forår!
Og når det er forår er det tid for Outdoor-træffet som atter i år afholdes ved Kongskilde Friluftsgård ved Tystrup sø syd for Sorø.
Outdoor-træffet, der er for alle friluftsinteresserede, er en årlig tilbagevendende begivenhed med et voksende deltagerantal år efter år.
Træffet afholdes i kommende weekend den 24. - 26. april og man kan komme og gå som man vil og det er naturligvis gratis! Og man skal ikke være medlem af noget for at deltage, men blot interessere sig for friluftsliv!


Initiativtagerne til Outdoor-træffet er Christian Milbo og mig selv, sagde hunden, og selvom vi kommer fra Outsite.org er det ikke et Outsite arrangement, men et helt frit og gratis arrangement for alle friluftsinteresserede. Af samme grund har vi inviteret alle friluftsgrupper fra Facebook og andre med, og vi håber naturligvis at teltpladsen bliver godt fyldt til en rigtig hyggelig weekend med skan om grej og ture og andet friluftsrelateret.

Der vil under træffet være forskellige arrangementer, såsom en kort vandretur i Friluftsgårdens spændende og særegne natur, der vil være en permanent teltudstilling så går du og overvejer nyt telt, kan du se en masse forskellige modeller på træffet.

Der vil også være lidt grejsalg og salg af øl, vand og vin, og på Gården kan man købe sandwich, eller man kan som de fleste gør, selv lave spændende mad på sit kogegrej eller over bål.

Der vil naturligvis også være konkurrencer med flotte præmier.


Du kan som sagt komme og gå som du vil. Du kan være der nogle timer eller du kan tage telt med og tage det hele med.

Du kan læse mere om træffet her: Outdoor træf på Kongskilde Friluftsgård!
Der er også en tråd for træffet hvor du kan aftale samkørsel med andre, aftale fællesmad etc. Tråden kan du se her!

Under træffet vil ikke alene Outsites redaktionsmedlemmer være til stede, men også flere af turlederne og ikke mindst administratorerne fra flere Facebook-grupper så der er gode muligheder for snak på tværs.

Vi der arrangerer træffet vil naturligvis gerne se så mange friluftsfolk som muligt på træffet så har du tid er du meget velkommen også selvom det blot bliver nogle timer!

Vil du vide mere om Outsite.org kan du læse om os her!

torsdag den 16. april 2015

Nu har der været stille her i lang tid og det er på tide at skrive lidt nyheder.
Den stille tid er gået med at opdatere min bog om Kebnekaisefjeldene og den nye udgave kan nu købes på Saxo.


En masse tid går også med at forberede kurset i basisfriluftsliv på Kongskilde friluftsgård den 12. - 14. juni og selvfølgelig også vores friluftstræf samme sted i weekenden 24. - 26. april. Friluftstræffet er en tilbagevendende årlig begivenhed hvor alle friluftsfolk er velkomne og det er selvfølgelig gratis!

Ud over disse ting skal der også lægges sidste hånd på sommerens fjeldture og vandreturen i Grønland som begge bliver rigtig spændende.

Ellers går tiden med rigtig mange ture her i foråret hvor der både er vandre- og kanoture på programmet og kajakken skal også i vandet snart.

Jeg håber at se rigtig mange af mine læsere på træffet på Kongskilde!

onsdag den 18. marts 2015

Ramsløg

Nu nærmer foråret sig og med det åbner naturens spisekammer også for alvor.
Det er altid hyggeligt at supplere de købte madvarer med selvfundne urter eller andet i naturen, og at samle urter giver også vandreturen eller skovturen en helt ny dimension.

Ramsløg

Når anemonerne om foråret afblomstrer tager ramsløgene over. I den lyse bøgeskov inden træerne får løv skyder ramsløgene op. Ramsløg er en skovplante der breder sig med stor hast og kraft, og så voldsom at Naturstyrelsen har den på sin liste over aggressive skovplanter.

Ramsløg ynder lyse bøgeskove tæt på havet i maj måned viser den sig som et hvidt tæppe i skovbunden på de lokaliteter hvor den vokser.
Ramsløg ynder fugtig skovbund nær kyster, ved bække, på engjord og man kan sagtens dyrke den i sin have.
Almindeligst er den på Århuskanten, men den kan findes over hele landet. På Bornholm i strandskoven under Hammershus har jeg set store forekomster også.

Ramsløg tilhører liljefamilien hvorfor den kan forveksles med liljekonvaller der har samme bladstruktur, men den adskiller sig fra liljekonval ved at have blomster i en stor skærm hvorimod liljekonvallen har sine blomster i en række på en stængel. Liljekonvallens blomster er i øvrigt klokkeformede. Begge blomstrer i maj - juni. Efter blomstringen udsender ramsløg en kraftig løgduft.

Anvendelse
Hele planten kan spises før afblomstring, altså fra marts til maj.

fredag den 13. marts 2015

Vintertur!

Jahh; en vintertur skulle det have være og det var intentionen da turen blev programsat, men det blev nærmest sådan en mellemting, dog uden sne.
Min lejr i Vesslarp
Vi har i mange år brugt området omkring søerne Immeln, Raslången og Ivosjön som vandreområde for weekendture.
Området er let at komme til, og vandet i søerne er rent så vi ikke behøver slæbe flere liter af det med i rygsækkene.
Området er for så vidt godt nok og altid en tur værd, men vi har efterhånden gennemtravlet det meste på kryds og tværs.

Nogle steder har skoven næsten urskovsagtig karrakter
Turene vi laver er aldrig slaviske efter en markeret rute, markerede ruter er der ellers mange af herovre, men vi foretrækker forskellige stier og skovveje, og en del tværs gennem usporet terræn. Alligevel var det på tide at forsøge at finde en ny rute!

Så kigger man på kortene! Det er let at huske hvor man har vandret mest, og den klassiske outsitetur er jo rundt om Raslången. Den tur har de fleste af os 'gamle' vandret mange gange, og den vandres mindst én gang om året som tradition, og traditionsrige ture kan de fleste af os godt lide. Man føler nærmest at man kommer 'hjem', også selvom ruten aldrig følges slavisk men bliver ændret lidt fra gang til gang. Alligevel er den gammelkendt og man snakker om de flotte lejrpladsen, man tidligere år har brugt, når der vandres forbi dem i forsøget på at finde bedre og flottere. Nogle gange bruger vi samme lejrplads på flere ture. Det er hvis de ligger specielt godt og og har smuk udsigt.

Vandring langs mosen
Lige nord for Immeln ligger Nytebodaskogen som en urskov eller biotop. Her er der ingen skovpleje, ud over at man saver de stammer over der vælter ned over vejen - og advarselsskilte minder én om at skoven er farlig at færdes i i stormvejr.

Vi har flere gange anvendt skovens lille parkeringsplads som udgangspunkt for vandreture både syd og nord for skoven, og denne gang benyttede vi den også.

Turen skulle nu blot gå mod vest, og ud i området nord for Vesslarp-søen, der ligesom resten af skovområdet herovre er typisk svensk og ikke ligner en dansk bøgeskov.

Klipper, søer og vandløb og ikke mindst den evigt grønne mosklædte skovbund dominerer herovre, og det er ikke altid lige let at finde plane pladser til teltet eller tarpet, hvorfor mange af os har skiftet til hængekøjer. To træer med rimelig afstand mellem hinanden kan man altid finde, og ofte kan man hænge flotte steder med flot udsigt.

Det lykkedes selvfølgelig ikke at finde en helt ny rute. Vi har vist være alle steder i det område, for pludselig mens vi vandrer stopper nogle op og udbryder: 'her har vi vist da være før!' og kort herefter står vi ved Vesslarp shelterplads!

Pladsen havde jeg planlagt lejrsted ved. Ikke at jeg holder specielt af shelterpladser, det gør jeg bestemt ikke og oftest undgår jeg dem, men fordi Vesslarp lige er en kende mere spændende og flot end mange andre pladser.
Shelteret ligger ved en fossende å på en plads hvor der før har ligget en vandmølle og et savværk, men kun resterne står tilbage.

Miljøet her på pladsen er spændende med de små broer over vandløbene, og da jeg kom ud på højen på den lille ø hvor jeg ville sætte min hængekøje op, sad vandstæren nede ved strømmen få meter fra mig.
Vandstær (Cinclus cinclus)
Jeg har før været på shelterpladsen idet jeg, mens jeg havde Vildmarksskolen, brugte den som startplads for mine femdages friluftskurser. Friluftskurser der blev afholdt i Kr. Himmelfartsdagene fra onsdag aften til søndag eftermiddag, med undervisning i vandring og kano og lejrslagning på forskellig vis.

Friluftskurserne har jeg taget op igen og det første der mest er teoretisk med 'klasseundervisning' og 'øvelser i marken', kan du læse om via linket herunder eller ved at bruge menuen 'Tag med på tur', øverst på denne side.
Efter 'det teoretiske kursus' afholder vi et træningsforløb i Sverige senere. Datoerne aftaler vi på kurset.

Kursus i friluftsliv, læs mere her!
Ture og kurser på Outsite.org, læs mere her!

mandag den 2. marts 2015

Forår?

Næh forår er det ikke! Jeg troede ellers i lørdags at foråret nærmede sig, solen skinnede og der var lunt i haven hvor vintergækkerne titter frem unde buskene.
Det hold ikke ret længe for i dag er det koldt og det sner store hvide tøsnefnug over Herfølge!
På fredag skal jeg til området ved Immeln i Sydsverige på vandretur, og der skal pakkes i løbet af ugen.

Lejr på næsset ved Raslången vinteren 2014
På denne årstid ved man aldrig hvordan vejret bliver, om det bliver frost og sne eller måske regn og blæst. Måske bliver det som på billedet herover!

Lejr ved Raslången påsken 2007

Men det kan jo også blive som på dette billede der er fra en dejlig tur derovre i påsken 2007, hvor det var lunt og stille vejr.

Noget af det sværeste er at blive klog på vejret. Især her hvor vinteren burde ophøre og foråret nærme sig, kan det hurtigt og uforudsigeligt svinge fra det ene til det andet, og det gør det svært at pakke rygsæk.
På den ene side er der fornuften der siger én at man skal pakke efter vinterforhold, mens forårsdjævlen som en lille rød én med horn i panden og trefork i hånden hvisker én forårsfornemmelser i øret. Det er ham den lille fyr man helst vil tro på! Og gør man det kommer man ofte til at fryse under hele turen.

De første gange man tager på tur på denne årstid, ender man næsten altid med at have alt for meget med, fordi man vil sikre sig. Man vil ikke fryse, og man vil ikke sulte, og man glemmer at det kun er to overnatninger man har på en weekendtur, og pakker til en hel uge!

Det gør jeg ikke denne gang, altså pakker for meget! Jeg er fast besluttet på at få rygsækkens vægt ned fra de oprindelige 20 kilo plus til 12-14 kilo, uanset om jeg skal på fjeldtur eller på weekendtur. Om sommeren kan jeg sikkert få vægten endnu længere ned - måske helt ned på 8-10 kilo til en weekendtur!

Hængekøje ved Blankaviken
På denne tur bliver overnatningen også i hængekøje. Teltet på ture syd for polarcirkelen, med undtagelse af i fjeldterræn, er jeg gået helt bort fra. Den svenske skovbund med sine klipper, tuer og andet der gør den ujævn og knoldet, gør hængekøjen uundværlig.

Underquilt monteret
Der er blot det ved køjen, at man ikke rigtig har noget underlag, hvorfor kulden sniger sig ind på undersiden. Man kan lægge et almindeligt underlag ind i køjen, men det slås jeg altid med i løbet af natten, så en såkaldt underquilt er sagen. UQ'en spændes løst under hængekøjen der helst skal have dobbelt bund så den nederste tager vinden, så man ikke ligger dunene flade så quilten ingen funktion har.

Underquilten fungerede upåklageligt på forrige tur i februar, så nu må vi se på denne tur.

Turen guider jeg for outsite.org og målet er at vandre i et gammelkendt område, men også at finde nye ruter i området. Det bliver spændende og man får trænet kort og kompas.
Har du lyst til at komme med på tur kan du se udvalget af forskellige ture her!
Er du kun interesseret i de ture hvor jeg er turleder så kan du se dem samlet her!
Husk, at det er gratis at være medlem på Outsite.org - Danmarks største site for friluftsinteresserede!