Valg af énmandstelt vol 1

Nordisk Svalbard i Hoigganvággi svensk Lapland

I mange år, mens jeg stadig var ung og stærk, tog jeg det ikke så nøje med hvor meget mit fjeldudstyr vejede og således heller ikke hvor meget jeg havde med i rygsækken.

Da jeg startede med at vandre har udvalget heller ikke så stort, så det var noget der gav søvnløse nætter. Al tilgængelig udstyr vejede enten for meget eller alt for meget.

Jeg har haft et utal af forskellige telte gennem tiderne, og selvfølgelig også lette fjeldtelte efterhånden som disse kom på markedet. Til sidst kunne man sagtens glæde sig over telte som vejede et  to-personers telt der vejede tre kilo, så det tog jeg gerne med også når jeg var alene på tur i fjeldet.

Efterhånden blev det lidt tungt, eller rettere hele min turrygsæk blev for tung. Jeg havde før anset det for meget normalt når jeg startede en to-ugers fjeldtur med 25 kilo på ryggen, senere var jeg glad for 20 kilo, men efterhånden som årene sneg sig på, så blev også det lige i overkanten. man vil jo gerne være mobil og have det behageligt på turene. Eller så behageligt som man nu kan have det.

På mine seneste ture hvor jeg har været alene på tur, eller sovet alene i et telt har jeg haft behov for at have lettere grej med og dermed også et lettere telt.

På første alenetur i sommeren ´14 valgte jeg et fjeldtelt fra Nordisk venligst udlånt af Spejdergear!

Læs hele testen på outsite.org ved at følge dette link!

Granater

Ind imellem finder man spændende ting når man udforsker fjeldet. Måske kan man kalde det tillægsoplevelser, og mange af dem beriger fjeldoplevelsen.

Sealgga-hytterne

Vi ligger i telt ved Sealgga-hytterne, vejret er flot, klart og solrigt. Det er en af de forholdsvis sjældne stille og solfyldte dage, man oplever i fjeldet. Vi har indlagt en pausedag her ved hytterne. Efter nogle dage på fjeldproviant, er det hyggeligt at komme til Sealgga og tanke op. Sealgga-hytterne ligge ligesom på et naturligt samlingssted i fjeldområdet, midt på Kungsleden og hvor ruten gennem Stuor Reiddavággi, hvor vandrere kommer fra Visttas og Nállu, støder til Kungsleden og således også til Sealgga-hytterne.

I hytteanlægget er der en lille butik, og der er altid gang i den her. Det er steder man møder andre vandrere og måske nogle man kender fra tidligere ture. Folk går rundt mellem hylderne og beskuer lækkerierne. Der er slik, sodavan, øl, frysetørret mad, dåsemad, kiks og alt muligt i det lille butikslokale, og alt frister når man er herude.

Igennem mange år var det, det samme ægtepar der var hytteværter, så det var altid et hyggeligt sted lige at komme forbi. De gamle er imidlertid blevet for gamle til at tage på fjeldet og de senere gange jeg har været her har der været skiftende hytteværter.

På denne tur havde vi imidlertid også en anden plan udover at mæske os i civilisationens overflod.
Vi havde lagt en hel dag ind ved hytterne, og målet var at bruge denne dag på en bestigning af Selagga, der er 1865 moh.

Sealgga er relativt let at komme op på uden klatring. Der er bare lige den ene udfordring, at man skal over Čeakčajohka, inden man kan starte opturen.
Čeakčajohka er ikke sådan lige at springe, så oftest må man vade den, men det er ikke svært i de brede partier lige ved hytterne.

Vi kom tørskoet over, ved at vandre op og ned ude i vandløbet på stenpartier, for så til sidst at hoppe det sidste stykke. Det tog nogenlunde 5 gange så lang tid, som hvis vi bare havde taget vadesko på, og var gået over, men vi havde jo tid nok på denne årstid, hvor midnatssolen regerer og det ikke bliver mørkt om natten.

Granater i skifer

Når først man er ovre, er det hele let nok. Man går blot op i den nærmeste kløft, med retning mod toppen. Vi var kommer over elven lige ud for hytterne, så vi valgte at vandre op mod Dalsjön, der ligger i en såkaldt cirkusdal. Herfra vandrede vi op mod syd gennem en høj dal der fører over til dalen, eller kløften, Mielkeriehppi. Dalen er fyldt med skifre, og kikker man efter i dem finder man halvædelstenen granat.

Granater bruges som smykkesten når de er rene og røde, og dem kan man være heldig at finde heroppe, men de fleste er brune og slidt af i toppen.

Leder man kan man imidlertid godt finde fuldkantede flotte sten, og det er sjovt at have den slags med hjem som souvenirs, selvom de ikke har samme værdi som diamanter.

Når man er ovre i Mielkeriehppi fortsætte man blot opad mod gletsjeren, der nogle år har en vældig gletsjerport hvorfra vandet fosser ud og ned i strømmen, der fortsætter helt ned i Čeakčajohka.

Mielkeriehppi set fra Stuor Reiddavággi

Oppe ved gletsjeren er der en smal passage langs klippen hvor man går på kanten af gletsjeren, og her skal man være opmærksom på sprækken mellem klippe og gletsjer. En sprække der dannes ved, at den af solen opvarmede klippe smelter isen i kanten - bergschrund kaldesen sådan på fagsprog.

Heroppe er der også mange granater i skiferen, men vær forsigtig og gå ikke ud på gletsjeren, der har store sprækker og hvor nogle kan være dækket af sne eller tynd is, så man ikke ser dem før man falder i. Gør man det, kommer man ikke op igen!

Herfra er det blot at vandre videre opad langs gletsjeren hen mod det flade stykke, og derfra videre op til topkammen. Man kan vandre hele kammen mellem de to toppe, og når man vil ned igen, er det blot at gå ned til det lille flade stykke igen, og derfra videre over klippen til kløften, og ned til søen igen.

Herfra er det samme vej tilbage til hytterne.

I godt vejr er det en storslået tur.

Vinterture

Nu er efteråret over os, selvom temperaturerne i Danmark ikke rigtigt følger med. Det er lidt for varmt og vi mangler et par klare nætter med frost.

Vintertur i Blekinge

Nordpå i de skandinaviske fjelde, er efteråret ved at være afløst af vinteren. Det er nu den første sne falder, og efterårsstormene sætter ind. Det bliver tidligt mørkt, og længst oppe er der ikke megen lys dag tilbage, men til gengæld er det tiden hvor nordlyset dominerer de frostklare nætter. Årstiden er ikke til fjeldvandring, og heller ikke til skiture i fjeldet - alt det må vente til et stykke efter nytår.

Men! Nu er det tid for turene i Sydsverige, disse efterhånden traditionsrige ture, som vi har haft på Outsite.org i årevis og som stadig er interessante og er gode ture til vedligehold af formen, og som træningsture inden næste års fjeldture. Det er også ture der er velegnede til begynderen, der gerne vil snuse til det frie liv i naturen.

Flere af de ture jeg har været på i Sydsverige i Outsites levetid, har været annoncerede gruppeture for sitets medlemmer. Ture der har været foretaget på delabasis med samkørsel i biler, eller med offentlige transportmidler, til destinationer i Skåne og Blekinge. På det sidste har Outsite også tilbudt guidede ture, hvor en turleder har stået for al det praktiske, og hvor turen har været langt an på at begynderen også skulle have mulighed for at deltage, uanset om grejet var 100% i orden men lån og skrab sammen, for ikke at forkøbe sig inden den første tur, der alligevel skulle være i trygge rammer. De guidede ture er på deltagernes præmisser, og der tages hensyn til førstegangsvandreren. Til gengæld betaler man en lille fee for turlederen.

Det nye Outsite.org der lanceres i morgen søndag

De privat arrangerede ture har været ment som ture, hvor en tovholder har inviteret andre til at deltage i hans eller hendes tur med forventningen om, at alle deltagerne var 'selvkørende' og ikke skulle have hjælp undervejs, selvom de som regel har fået det alligevel, idet alle hjælper hinanden så godt de kan på gruppeture, men som førstegangsvandrer kan man godt føle sig lidt preset, på den slags ture.

Også her i vinter vil vi lave en masse ture. Sommerens eftersøgning i fjeldet samt arbejdet med det nye outsite.org, der lanceres i morgen søndag, har taget en masse af min og Christians tid så der ikke har været tid til at tage på tur, men det ophører nu og I der er på Outsite kan se frem til flere ture fremover.

Fremover vil begge turmodeller være at finde på Outsite sammen med en masse nye tiltagså følg med på www.outsite.org!

Tanker om fjeldvandring

Når jeg tænker tilbage på min, 'karriere indenfor fjeldvandring og friluftsliv', kan man måske kalde det, så er der faktisk gået rigtigt mange år med det.

Jeg tænker ikke så meget over tiden til daglig. Lever meget i nuet og tænker heller ikke over min egen alder. Jeg har faktisk så lidt fokus på det, at det først er ved specielle begivenheder, som når min datter fylder 40 eller mit barnebarn når konfirmationsalderen, at jeg godt kan se, at jeg ikke selv kan være 40 længere.

Ind imellem tænker jeg under turene, at nu er det sidste gang 'jeg gider' tage på fjeldet, men alligevel bruger jeg ofte rejsen hjem til at planlægge næste års tur, eller tænker over hvilket område den skal foretages i!

Det virker ikke logisk kan jeg godt selv se, men lysten til fjeldet forsvinder åbenbart aldrig. Og det selvom jeg næsten har været alle steder deroppe. Nogle bliver ved med at spørge mig om ikke jeg skal vandre i Alperne, eller hvad med Caminoen? - Men, jeg skal ikke på nogen Camino. Hvad skulle jeg der? Jeg tror at de færreste forstår hvad der driver mig, men det kan jeg forsøge at forklare.

Som sådan er det ikke selve fjeldvandringen der driver mig. Jeg er nærmest ligeglad med hvor langt jeg når om dagen, og om jeg overhovedet når nogle vegne. Jeg kan blive liggende på et godt spot i dagevis, uden at foretage mig noget særligt.

Lejr i Darfalvággi, Kebnekaisemassivet

Det er altså ikke den, kan man kalde det, sportslige del af fjeldvandringen der interesserer mig. Jeg har ikke noget præstationsbehov, eller behov for at være i bevægelse hele tiden - jeg er ikke bange for at sidde stille i dagevis, og bare nyde fjeldet og det det gør ved mig.

Faktisk er jeg så glad for det, at jeg i årevis stort set vandrede alene i fjeldet, eller i hvert fald havde mindst én tur om året hvor jeg vandrede alene. Nogle af mine aleneture i Lapland har været på op til en måneds varighed.

Er det ikke farligt, eller risikabelt? Måske, men det er der jo meget der er, og alligevel kaster vi os ud i det. Giver det os noget tager vi gerne chancen, og det gør jeg også med vildmarkslivet og det er noget helt andet at være alene derude, end at være sammen med andre.

Når jeg vandrer alene kan jeg være mig selv med mig selv, i de omgivelser jeg begiver mig ind i. Jeg er ikke afhængige af andre der vil vandre en anden vej, eller i et andet tempo en mig selv, vil gå lange dagsetaper eller føler, at de keder sig ved lejrlivet og ikke kan få tiden til at gå i teltet. Ting jeg ikke selv har noget problem med.

Lejr i Leavásvággi, Lapland

Nogle jeg har vandret med har været bange eller i hvert fald utrygge ved at være udenfor stierne, og har ikke kunnet falde til ro før stien atter var synlig eller en hytte kunne skimtes i det fjerne og derved indikerede at civilisationen var nær, eller løb op på alle små toppe for om muligt via mobiltelefonen at få kontakt med dem derhjemme eller sikre sig at hjælpen, hvis den skulle behøves, var inden for rækkevidde. Og således frustrerede undgik de formentlig, at få den fornemmelse af at være derude som jeg får ved at være uden for stierne, nemlig den totale følelse af frihed!

Jeg syntes ofte, at folk har alt for travlt med at komme forbi noget de ikke når at opleve på vejen, eller at vejen og pauserne på den, ikke er målet, men at målet i sig selv er målet, og derfor frustreres over at det nås så langsomt, eller måske slet ikke nås, idet ruten undervejs laves om.
Da målet for mig ikke er målet betyder nemlig, at jeg er ligeglad med om målet flyttes eller ændres. Vejen der er målet er der jo stadig - også selvom den bliver en anden!

Det er det jeg søger derude, og så er 'derude' et underordnet sted blot det er ude.....

Gaskkasvággi (Kaskassavagge), Kebnekaisefjeldene

En af de smukkeste, men også en af de mest bøvlede dale i Kebnekaisemassivet, er uden tvivl Gaskkasvággi der gennemskærer fjeldet nord for selve Kebnekaise.

Vad i Gaskkasvággi

Gaskkasvággi starter i øst med en vældig klippefyldt kløft ned i Visttasvággi lige hvor Elsas stuga ligger. Man kan ikke forcere kløften og dens vældigt brusende vandløb, som lettest lader sig beskue oppefra, fra Várdu's lille top på Čievrraláhku. Imponerende ser det ud, især tidligt om morgenen eller om natten i midnatssol, hvor den røde opgangssol spiller i vandmasserne.

En vandring gennem Gaskassavággi, starter ofte her fra øst hvor man enten kommer ned i Gaskkasvággi fra syd, via Čievrraláhku eller fra nord over forbjerget Njunni.

Vi kommer denne gang fra Čievrraláhku, og stiger ned ad den stejle grusede sti, der snor sig ned langs med Várdus vestvendte skråninger. Det er stejlt ind imellem, så stejlt at fødderne med en raspende lyd skrider lidt i gruset. Vi går i små sving for at modvirke det stejle.
Langt nede under os, fosser elven lydløst i sit klippefyldte leje. Vi kan se den skinnende blanke aluminiumsbro der fører over til den lille prismehytte, der er Gaskkasvággi læskjul. Hytten er en traditionel prismehytte, af den slags der har ligget mange af rundt omkring i fjeldområderne, men som nu mange steder, er udskiftet med lidt større og mere tidssvarende. Men hist og her ligger de gamle hytter stadig på de mindst benyttede ruter.

Nedstigningen er hurtigt 'overstået', og vi er nede i bunden af dalen hvor vi vandrer på græs i et let stenet terræn mod vest, langs med vandløbet. Der er let at gå, stenene ligger fast og for det meste er der græs.

Gaskkasvággi med Nijbáš til højre og Gaskkasčohkka til venstre

Frem for os stiger terrænet op langs en vældig kløft, hvori vandløbet fra Nijbáš blåhvide gletsjer, tiltvinger sig vej ned mod Gaskkasjohka. Næsten på samme sted fosser en anden gletsjerstrøm ned fra den modsatte side, fra en af Gaskkasčohkka's gletsjere. Sammen tordner de ned gennem den dybt nedskurede kløft, som vi langsomt vandrer op langs. Der er stejlt og stenet ind imellem, og vi går et stykke fra kløften, som vi selvfølgelig også går ud på kanten af for at beskue.

Det er imponerende med det blåhvide skummende vand, der med en øredøvende lyd foser ned gennem kløften, laver strømhvirvler, fald og tilbageløb og pisker rundt, for til sidst at finde vej ud af kløften, og falde lidt til ro på det flade stræk, vi lige har passeret.

Vi møder nu strømmen på vores egen side af Gaskkasjohka, og den er der vand i, men det kan lige lade sig gøre at gå på sten over den uden at skulle vade, idet den løber fladt hen over plateauet vi vandre på, inden den fortsætter for at møde hovedstrømmen i dalen..
Der var meget vand i fjeldet syntes jeg - også mere end der plejer på denne tid af sommeren. Vi havde ellers fint vejr og for det meste solskin, selvom skyer ind imellem drev forbi. Let overskyet himmel er at foretrække på fjeldet. Bagende sol er hårdt at vandre i. Man bliver for varm, sveden løber ned ad ryggen og i øjnene. Let køligt vejr er behageligere, men man bander ikke over tørvejr og varme. Varmen er behagelig når man holder pauser, og om aftenen når man sidder med aftensmaden og efterfølgende lejrhygge.

Det meste vand i dalen kommer faktisk fra Gaskkasčohkka's gletsjer, som ligger dybt i sin niche med en vældig nunatak i midten. Overfor gletsjeren er der fine teltpladser, og dem ville vi gerne hen imod, men der var lige endnu en passage af vandløbet fra gletsjeren.

Vandet bruser mælkehvidt af de mange sedimenter, det fører med fra gletsjeren. Der er godt nok meget vand. Jeg vælger det bredeste sted for passagen, og det ser lidt roligere ud. Det er fladt hvor vi står, og enormt bredt. Det ser rimeligt ud, men ovre mod den modsatte bred løber det hurtigere, så der er hovedstrømmen og der er der nok dybere, men over skal vi!

Lejr ved Gaskkasčohkka

Vi tager sandaler og andre vadesko på. Man skal ikke vade barfodet i det iskolde vand, hvor man hurtigt mister følelsen i fødderne, og derfor kan skade dem uden at mærke det med det samme. Bukserne bliver smøget helt op, eller bliver taget af, for der er nok dybt længere ude.
Vi går forsigtigt ud i det ankeldybe hvidt grumsede vand, hvor man ikke kan se bunden. Det går fint, men længere ude bliver strømmen kraftigere og det river lidt i benene, samtidig med at det er koldt. Fødderne bliver følelsesløse, gør ondt og det bliver sværere at gå og holde ballancen.
Det bliver dybere. Nu er vi ved hovedstrømmen, og her går bunden nedad indtil vi står i den rivende strøm med vand op midt på lårene.
Det sidste stykke klares, og vi står nu på den modsatte bred og kikker ud over vandmasserne.

På bredden er der fin teltpladser, så vi vælger at slå lejr for natten her. Vejret er fint, stille og solrigt og teltpladserne frodige enge, med et væld af små blomster. Vi finder et plant sted med afsveden græs til teltene.

Vi skal videre ind i dalen, for at forsøge en overgang til Unna Reiddavággi, via Pyramidepasset.
Dalen bliver mere stenet efterhånden som vi passerer gletsjeren. Den snævrer ind og bliver smal, med markante stejle fjeldsider frem til en langstrakt sø, hvis bred byder på en spændende passage.

Søen og blokfeltet

Vældige klippeblokke ligger bunket op på bredden og helt ud i vandet, så det er som at vandre på sten ude i søen. Blokkene ligger fast, men man skal gå oven på dem og balancere på kanten af søen, hvilket er grænseoverskridende for nogle og anstrengende for os andre, men det er en spændende og smuk passage, langs det turkisgrønne vand.

Det tog lidt tid at få passeret søen, men det lykkedes at få alle med, og vi kunne fortsætte gennem et lille pas frem mod midten af Gaskkasvággi, hvor vi skulle starte opstigningen mod Pyramidepasset.

Nu trak skyerne imidlertid hurtigt ind i dalen, og over os. Tunge og blygrå trykkede de sig ned over dalen så vi ikke længere kunne se fjeldtoppene, der flankerede dalen. I blokmark vandrede vi langsomt hen mod opstigningen. Det sorte lav der er på stenene, og som er godt og skridsikkert når det er tørt, bliver glat som brun sæbe når det suger vand. Flere steder ligger stenene løst og man skrider rundt. Det tager på kræfterne og det tager lang tid at passere disse strækninger, der er lange, men endelig står vi ved opgangsstedet.

Vi skal op langs snefelter og gletsjer for at nå passet. Ruten er flankeret af vældige morænevolde fra den tid hvor gletsjerne i området var meget større end de er i dag. Moræneler er som at gå i nyblandet beton. Eller som kviksand. Man synker i, det virker bundløst og det grå mudder trænger ind overalt i støvlernes samlinger. Det er tungt at gå i og klipperne ved siden af der ser løse er ikke bedre, men til sidst kommer vi op.

På vej op mod Pyramidepasset

Oppe opdager vi at passet er nediset, og passagen ned noget usikker. Det tågede vejr giver os ikke noget godt overblik, og nedstigningen på den anden side ser risikabel ud.

Vi vælger at opgive nedstigningen, og i stedet vende om. I klart og tørt vejr havde beslutningen måske været anderledes, men på stedet virkede det sikrest at vende om, og efter en nedstigning, der var noget lettere end opstigningen i passet, stod vi nu atter i Gaskkasvággis dalbund, men nu på et sted der ikke bød på de bedste teltpladser. Tilbage kunne vi ikke gå, for der var endnu mere blokmark på et langt stræk, og frem mod Kungsleden kunne vi heller ikke nå af vandre, idet der nærmest er otte kilometer blokmark ud.
Vi fandt, med noget besvær, nogle brugbare pladser og fik teltene op. Regnen var stilned af, men skyerne hang stadig lavt.

I løbet af natten vågnede vi ved, at det blæste op. Vinden fejede gennem dalen fra vest mod øst, tog til i styrke og med den kom regnen. Vindstødene lagde næsten teltet ned når de var kraftigst, men de holdt. Hen ad morgenen stilnede det af, for at stoppe helt om morgenen.

Gråvejr var det stadig da vi havde pakket lejren ned, og atter var på vej hen over Gaskkasvággi's blokrige dalbund. Dalen er nok områdets mest stenede, og blokkene ligger alle løst, ingen ligger fast, alt ruller under en når man går, og at de timed var våde og glatte gjorde ikke vandringen letter.

Blokmark i den vestlige Gaskkasvággi

Blokkene havde ingen ende. Så langt øjet rakte var der blokmark, men jeg vidste at det ville aftage ved udgangen af dalen, men derud til var der stadig langt.
Alting har en ende, og det har Gaskkasvággi også, og til sidst var vi ude og kunne se ned i Čeakčavággi, hvor Kungsleden løber, og gennem et bakket terræn når vi ned til fine teltpladser lige syd for Sealgga-hytterne.

Nu trak hytterne og deres lager af letøl, og aftenen blev tilbragt på bænken for enden af hytten med flot udsigt mod syd, og maser af øl. Vejret var blevet klart bedre. Det var lunt og tørvejr, og rart at sidde og slappe af efter to dages blokmark.

Vandringsturer i Sarek, af Hans Fowelin

Vildmarksbiblioteket har efterhånden udgivet et utal af små vandreguider.
De er alle i samme format, næsten, og lige til at have med i rygsækken.

Vandringsturer i Sarek ligner alle de andre, men fine kortskitser, farvebilleder og gode rutebeskrivelser der alle følger velafprøvede ruter i den ellers stiløse nationalpark.

Forfatteren har mange års erfaring som fjeldvandrer hvilket afspejler sig i hans rutebeskrivelser.

I så små bøger, de er på 158 sider i 12 X 17 cm kan der naturligvis ikke stå alverdens, men rutebeskrivelserne er detaljerede nok til at man kan vandre dem og alt skal heller ikke fortælles inden man er på stedet.

Selvom det er en lille bog, så indeholder den hvad en guide til at tage med bør indeholde.

Der er også små afsnit om planlægning før turen, adgangsveje fjeldsikkerhed og Sareks dyreliv og også et afsnit om teltning, der er den eneste overnatningsmulighed der er i Sarek idet der ingen turisthytter findes.

Opslag fra bogen

Fakta
Vandringsturer i Sarek
Författare: Hans Fowelin
Format:160 sidor, format 120x170
ISBN:9789186433093
Artikelnr: 86433093
Pris inkl moms: 180,00 sek
www.vildmarksbiblioteket.se

På "svampejagt"!

Tragtkantareller

Weekenden har været brugt på en jagt efter svampe i Sverige.
Jeg plejer altid at være derovre om efteråret for et lede efter tragtkantareller, som der nogle år er rigtig mange af. Jeg har så et favoritsted jeg altid frekventerer først, for at se om det er et godt eller mindre godt år. Sidste år og forrige år var mindre gode, i hvert fald de steder jeg ledte, så der blev det ikke til så meget, men det er jo hyggeligt at gå i skoven alligevel.

Flotte eksemplarer

I år tog vi over allerede torsdag aften, for at have både fredag og lørdag i skoven. Søndag, hvor man skal hjem gider man ofte ikke så meget andet, end at gøre huset rent og lukke det ned.

Skoven er flot på denne årstid, hvor farverne slår igennem med røde og gule nuancer mod den mosklædte skovbunds grønne stjernemos. Vejret er ofte klart og køligt, der er højt til himlen og vindstille i de store svenske skove.

I år er farverne ikke rigtigt slået igennem. Eftersommeren og starten på efteråret, har været varmt og er det stadig. Vi mangler lige et par nætter med nattefrost, for at få det sidste med. Vi havde omkring 18 graders varme i dagtimerne, mens vi var i skoven, og det er jo ikke ligefrem efterårstemperaturer.

Dagens høst

Mit foretrukne svampested ligger i Blekinge. Det er ikke fordi Blekinge er et bedre sted end så mange andre steder, at lede efter svampe i, men jeg kan godt lide naturen derovre. Søerne, vandløbene og de store dybe blandede skove med klipper og mos, som virker mere vildmarksagtigt end vore hjemlige skove. Området er også temmelig tyndt befolket, og udenfor stierne er skovene ikke sådan lige til at finde rundt i. Har man ikke kort og kompas og eventuelt GPS med, kan man let fare vildt. Lokalbefolkningen, og såmænd også mange andre, betjener sig ikke af disse nymodens hjælpemidler, så de tør ikke vove sig så langt væk fra veje og stier, hvilket er en fordel for os andre.

I Danmark er alle områder med svampe jo nærmest overrendte, eller det er de i hvert fald her i Køgeområdet, og man skal godt nok tidligt op for at få de svampe, der i løbet af natten gennem skovbundens løvdække, har vovet sig op til overfladen.

Weekenden gav en ganske fin fangst, der for de flestes vedkommende er blevet tørret.