lørdag den 25. oktober 2014

Boganmeldelse, 'Vandringsturer i Halland'

Der er udkommet en ny vandreguide på Vildmarksbiblioteket. Guiden er i den kendte lommeegnede serie af små guider til forskellige steder i Sverige.

Jeg har lagt anmeldelsen på www.outsite.org, så klik derhen hvis du vil læse den.

Jeg anmelder en mængde bøger om natur og friluftsliv ind imellem så hold øje med dem hvis det er noget der interesserer dig.

Spørg også gerne efter bøger du ikke finder i mine anmeldelser. Der kommer jo så mange og ikke alle kommer med.

fredag den 24. oktober 2014

Knivkammen

Jeg sad og ledte billedarkivet igennem, for at finde billeder til en artikel, og faldt så over et sjovt gammelt billede. Et meget ungdommeligt et af mig som sikkert vil more mange, men historien bag skal I da også have.
Forfatteren på Knivkammen

Vi lå nogle stykker i telte i udgangen af Stuor Reaiddavággi, lidt nede ad skråningerne mod Čeakčavággi hvorigennem Kungsleden fører.

Vi havde strålende vejr. Vores lejr lå flot, men fin udsigt over mod Sealggamassivet og toppenes snehvide gletsjere, og nedenunder dem tilgangsdalenes frodige grønne engstrækninger.

Under os bølgede de mange vandløb der møder hinanden ved Sealgga. Blå løber de mellem græs og turer. Ind og ud i forsøget på at møde hinanden, løbe sammen og fortsætte ud i Čeakčajohka længere ude.

Sealgga-hytterne ligger på nogle knolde midt ude i moradset af vandløb, og flere små broer og planker hjælper de mange vandrere med at komme tørskoede over til hytterne, men ofte bliver broerne ødelagt af vårflommen der efterlader dem skæve og vakkelvorne.

Vi kan se vandrere på afstanden, små som myrer forsigtigt gå over, for at nå hytterne og sikkert den lille butik, for at få en forfriskning i varmen.

Vi havde en hel dag til rådighed, så noget skulle der ske. Der er flere dagtursmuligheder herfra, men i så fint vejr var det oplagt, at forsøge en bestigning af Knivkammen.

Knivkammen er relativ let at nå gennem Stuor Reaiddavaggi. Man går ind i dalen og lige før den første langstrakte sø drejer man op i kløften mod syd. Man følger vandløbet op. Der er stenet men let at gå.
Det eneste problem der kan være er, at man skal passe på nedfaldne sten, gå i venstre side og se at komme opad. Man undlader at holde pause indtil man er oppe hvor dalen udvider sig i en cirkusdal.

Heroppe løber en masse små vandløb sammen i det der løber ned i dalen, og går man op til venstre kommer man op på kammen der fører til Kvivkammen.

Udsigten heroppefra er formidabel, både ned over Reiddagletsjeren og mod Gaskkasvággi og frem mod Pyramiden mod øst.

torsdag den 23. oktober 2014

Drømmen om vildmarken

Mine forældre havde sommerhus tæt på Knud Rasmussens hus i Hundested. Som dreng opdagede jeg tidligt huset, og udstillingerne i Knud Rasmussens museum og mindestuer. Stuer, værelser og gallerier med fotos, malerier, eskimoiske fangstredskaber og kajakker og hundeslæder. Isfronten der rejste sig som lodrette hvide vægge over hundeslædens færd langs isfoden, på vej mod nye eventyr og jagtmarker. Spændingen ved det nye og ukendte på vejen mod nord, i det arktiske islandskab!


Jeg voksede ligesom op med det, og jeg læste alle Knud Rasmussens bøger om eventyrene deroppe mod nord, og drømte mig dertil.

Senere da jeg havde været nord for polarcirkelen, omend det ikke i første omgang var i Grønland, men i de skandinaviske fjelde nord for polarcirkelen, fik jeg øje på en bog, der resten af mit liv har sat vigtige spor i min opfattelse af vildmarkslivet, for hvem vil ikke blot smide det hele, forlade den civiliserede verdens trygge rammer, og søge ud hvor man kan leve i og af naturen.

Manden der betød så meget for mig i min vorden, med fjeldvandring og i det hele taget ture i naturen hvor jeg levede med det jeg havde i rygsækken på ryggen, var Helge Ingstad.

Helge Ingstad
Helge Ingstad, født i december 1899, var norsk advokat med en strålende praksis i Trondheim.

I 1926 solgte han sin praksis, og forlod Norge for at slå sig ned som pelsjæger i Canada, og i tre år ernærede han sig på den måde, rejste tilbage til Norge og skrev bogen 'Pelsjægerliv'.

Pelsjægerliv er en fantastisk fortælling om en mand, der betaler en etableret pelsjæger for at lære sig livet, og ernæringen som trapper i Canadas vildmark. I bogen, som er en selvbiografi, går det vældig godt og det gør ting ofte når man selv skal udtale sig, men senere skrev Helge Ingstad bogen 'Klondyke Bill' som omhandler en fiktiv pelsjæger, men som nok er den sande selvbiografi. Klondyke Bill er Helge Ingstad!

Uanset, er beretningerne og historien om Helge Ingstad og Klondyke Bill, noget der har sat dybe spor i min bevidsthed, og i mit syn på naturen og det at være ude i den.

Det at være derude, ikke at komme langt omkring nødvendigvis, men blot at være derude, føle mig selv i vildmarken, vågne til den og gå i soveposen til den. Følelsen af at 'have styr på det' derude, at kunne klare mig selv, have overskud og overblik over de situationer vildmarken, med dens til tider barske vejr kan byde én. Fornemmelsen af, ikke det at have styr på det hele - det har man aldrig i naturens vold, men snarere at være ét med den. At trives med dens udfordringer og nyde dens mangfoldighed og udfordringer og leve med dem. Det er det der driver mig af sted gang på gang. Det er i vildmarken og i fjeldet jeg hører hjemme, og hvor jeg føler mig hjemme.

René Ljunggren på sin slæde i Østgrønland
Dette forhold har også præget min måde at formidle fjeld og vildmarksliv på. Principperne om, at man selv skal opsøge det, selv søge viden og kundskaber hos dem der har erfaring, og erkendelsen af at man kun lærer at begå sig derude ved selvstudier, og ved at gøre det, justere sit grej have tillid til sig selv og træne sine færdigheder. Og med tiden føle sig hjemmevandt på en ydmyg måde overfor naturens kræfter.

Men lysten til dette, nysgerrigheden, træningsiveren og gå på modet skal komme indefra. Det er ikke noget man hverken kan læse sig til, eller lære på et kursus med klasseundervisning, og for at beherske det til fuldkommenhed skal man have det i sig.

Det sidste ved jeg ikke om jeg har, men foreløbig har jeg overlevet mere end fyrre år derude og jeg har ikke mindst lysten eller evnen til at færdes derude.

Helge Ingstads bog vil jeg gerne anbefale som inspiration til de der ikke allerede har læst den.

'Fugle ved kysten' af Lars Gejl og Ger Meesters

Jeg har lagt en anmeldelse af Lars Gejls flotte fuglebog, Fugle ved kysten, på outsite.org.
Interesserer man sig for fugle er det en rigtig god bog at have med på sine ture langs de danske strande og kyster.
Bogen er i et handy format lige til at have i frakkelommen.
Læs mere ved at følge linket her!

onsdag den 22. oktober 2014

Darfal - Čievrraláhku, Kebnekaisemassivet svensk Lapland (Tarfala)

Nogle gange må man lave sin rute om af forskellige årsager. Det kan være vejret der driller, tidsnød eller andet. Nogle irriteres over at få brud på planlægningen hjemmefra, men ofte giver ruteændringer netop de anderledes oplevelser man gerne vil have, og som gør en fjeldtur uforudsigelig!

Kebnekaise fjeldstation
Vi var kommet ind til Kebnekaise fjeldstation, dels ved at vandre og dels ved at tage båden. Gitte var på strækningen Nikkaluokta - Kebnekaise for første gang, så jeg fandt det helt i orden at vandre strækningen, selvom jeg plejer at flyve. Jeg har vandret den et utal af gange.
Strækningen er under alle omstændigheder flot, og det er sejlturen også.

Planen hjemmefra var, at vi ville vandre fra Kebnekaise fjeldstation og ud til Kungsleden, og derfra nordpå og ind Gaskkasvággi, men vejrudsigten så ikke så lovende ud, og Gaskkasvággi's 'stenhelvede' på den første halvdel ad strækningen gennem dalen, er ikke ligefrem noget man opsøger i regnvejr.

I stedet valgte vi at vandre op i Darfalvággi.
Darfalvággi er en høj dal, der giver lidt af en stigning. Fra Laddjuvággi, dalen Kebnekaise fjeldstation ligger i er i cirka 700 moh, og cirkusdalen Darfalvággi ender i er i 1200 moh. Så en 500 meters stigning på kun 8 kilometer, giver det hvis man vandrer helt op.

Lejr på vej op i Darfalvággi
Vi vandrede tilbage ad stien mod Nikkaluokta, der er bare et par kilometer til broen over Darfaljohka, så det er ikke noget at regne for. Vi passerede broen og fulgte stien op i dalen. I starten er det let nok. Stien snor sig gennem birke- og pilekrat, og en mængde små vandløb der følger stien så man ved nærmest ikke hvad der er sti og hvad der er vandløb, men retningen giver sig selv, så det er bare med at komme derudaf.

Længere oppe afløses buske og træer af rishede. Man går tæt på elven over et fladt sandet stykke, men snart stiger det igen og stien snor sig opad. Vejret er ikke for godt så vi trækker tiden ud. Det kan jo være bedre i morgen. Da vi også var kommet lidt sent af sted om formiddagen, vælger vi at telte et stykke oppe.

Det er ikke alle steder det er lige let at finde teltpladser der ikke er skrå heroppe, men det lykkedes nogenlunde og så med flot udsigt ned gennem dalen, hvor skyerne hang lavt. Det så ikke umiddelbart ud til at det ville klare op, men man må jo satse.

Broerne er ikke lette når man er hund
Når vejret er godt er dalen utrolig smuk, og hele tiden har man fin udsigt bagud i starten, men fremad får man glimtvise indtryk af noget stort der venter. Man er spændt på hvad man kan se omkring det næste 'hjørne', men terrænet driller og trække overraskelserne ud. Kun dalen ændrer sig og bliver smallere. Den østlige side af dalen kommer nu også tættere på og har stejle sider. Nu er der kun én vej og det er fremad, man kan ikke komme til siderne, men må følge vandløbet der snor sig lige som stien opad. Sådan har det været hele dagen.

Dagen efter fortsætter vi og nu klarer vejret faktisk op, der er blå himmel og alt ser lysere ud mens vi begiver os videre op ad stien. Det er letvandret ad den smalle sti.
Et enkelt sted er der nogle lidt bøvlede stenblokke, man nærmest kravler hen over på en kort strækning.

Store sten er en udfordring
Vi får passeret stenene, hunden var ikke så begejstret, men fulgte da med. Efter stenene er det ganske let at gå, selvom det går jævnt opad. Dalen er ret smal, og fremefter kan vi se at den snævrer endnu mere ind. Siderne, især på den vestlige side, er stejle og uden højere bevoksning end græs og mindre urter, mens dalbunden hvor vi går er ret frodig, med mange forskellige fjeldblomster. Her vokser fjeldveronika, ensian, forskellige vikker, og såmænd en pæn stor kvan ,og så selvfølgelig det alle steds voksende sortebær, eller revling som den hedder på dansk.

Nu sker der pludselig noget. Vi kan se op hvor dalen flader ud og fjeldet mod vest åbner sig, eller det ser sådan ud, Vi kan ikke se hvad der er derinde. Jeg ved det selvfølgelig efter flere ture i dalen, men Gitte har ikke været her før. Jeg siger ikke så meget, men fortsætter ad stien videre frem, og pludselig får vi det første glimt af Storgletsjeren.

Stien stiger stadig, dog ikke så meget som i
Rast lige før man kan se alle gletsjerne
starten og bortset fra en enkelt noget stejlere bakke er vi snart oppe ved gletsjerne.

På Kebnekaisemassivets østvendte skråninger ligger tre vældige gletsjere. Storgletsjeren, Isfaldsgletsjeren og Kebnepaktegletsjeren. Vældige mængder af is der ligger og trykker fjeldsiderne ned, og skurer gletsjernicherne dybere og dybere, som de har gjort i århundrede. Blåt skinner de mod den mørke fjeldside, og øverst ser vi den hvide kegle der er Sydtoppens og Skandinaviens eneste topgletsjer.

Vi holder et hvil og nyder udsigten, men vi skal jo meget højere op. Faktisk har jeg planlagt, at vi skal over det høje pas og op på højsletten Čievrraláhku mod øst, og den stigning fra Darfalvággi, er langt værre end turen op igennem dalen - det har jeg bare ikke sagt så meget om.

Vi tager endnu en overnatning højt oppe på fjeldsiden, for at nyde udsigten over mod Kebnekaises toppe og gletsjerne. Vi har masser af tid og skal ikke nå noget i 'den anden ende',
Lejr i Darfalvággi højt over dalbunden
idet vi har en bil stående i Nikkaluokta. Vi vil hellere tage det roligt og hygge os sammen på turen.

Vejret er stadig fint da vi starter vandringe op mod øst, kort før Tarfala Vetenskabliga Station. Stationen er en det af Stockholm universitet, og beskæftiger forsker af forskellig slags, som for eksempel glaciologer, meteorologer etc.

Pasovergangen, mellem Darfalavággi og Čievrraláhku, hører til en af de værre i området. Det er højt, omkring 1500 moh og stenet med store eller kæmpe store blokke, så det er noget af en tur, og den trækker søm, men man bliver rigeligt belønnet med udsigt, hvis ellers vejret arter sig. Det gjorde
det indtil videre, og da vi startede om morgenen opad, først på græs og senere i blokfeltet.

Hvor er stien?
Jeg var lidt spændt på hvordan hunden ville klare det. Gik det ikke måtte vi ned igen. Når man har hund med i fjeldet, er turen også på dens præmisser. Nu var det ikke hendes første fjeldtur, eller tur med kløv i det hele taget, så jeg regnede med at hun klarede den, og det gjorde hun selvfølgelig. Vi måtte vente ind imellem indtil hun selv havde fundet den for hende bedste vej gennem moradset, og det klarede hun fint med kløven på og det hele.

Oven for blokfeltet flader passet lidt ud. Der er lidt græs mellem stenene og meget lettere at gå, men nu trak skyerne atter ned over os, og da der ikke er nogle markeringer på ruten, så er det om at holde tungen lige i munden når man orienterer sig.

Her er GPS'en alligevel god at have, så man ikke skal stå i
Leg i sne, i baggrunden højsletten
tågen og fumle med kort og kompas, så den fik lov at vise retningen igennem passet og ned på den anden side på højsletten.

En del af vejen ned mod øst gjorde snefelter nedstigningen lettere end at vandre på stenblokke, og så blev der også tid til at lege med snebolde hvilket hunden syntes var sjovt.

Vi var hurtigt nede og ramte et sted lidt ud for søen Čievrrajávri nedenfor Darfalčohkka.

Her slog vi lejr og overnattede inden vi gik videre.

Vejen over passet fra darfalvággi og til Čievrraláhku er en interessant og spændende over gang hvor man kan fortsætte sin videre færd enten tilbage til Nikkaluokta eller mod nord og ned i Gaskkasvággi eller over Njuŋŋi til Visttasvággi.

Historier fra fjeldet er der flere af i min bog om Kebnekaise, men de historier du kan læse her på min blog finder du ikke i bogen - men der finder du andre og længere beretninger om mine færder i fjeldområdet samt detaljerede rutebeskrivelser i området. Se mere på www.kebnekaise.dk.

tirsdag den 21. oktober 2014

Vandreruter ved Immeln, Sydsverige

Outsites traditionsrige ture i Sydsverige foregår ofte i områderne omkring Immeln.
Typisk lejrsted på turene, tæt på vand og udsigt
Naturen herovre i grænseområdet mellem Skåne og Blekinge og ind i Blekinge, er anderledes end det vi kender fra vore hjemlige danske velfriserede skove. Skovene er større, mere luftige og med det karakteristiske grønne stjernemos på klipperne der er dominerende i skovbunden. Vandløb og søer dominerer landskabet og vandet er så rent at det faktisk kan drikkes direkte.

Turene er meget forskellige, og du kan gå dem selv efter beskrivelserne, eller du kan melde dig på en medlemsarrangeret tur eller en guidet tur, hvor Outsites turledere arrangerer det hele for dig.

Områdets søer er også velegnede til kanoture og dem kan du også finde på Outsite.

Jeg har skrevet en del artikler på www.outsite.org om områdets turmuligheder og i de kommende dage vil disse samt udførlige rutebeskrivelser og GPS'filer være at finde der.

Du kan se mere på www.outsite.org eller ved at klikke her - husk, at du skal være plusmedlem på Outsite for at læse dem!

God fornøjelse og måske ses vi på tur!

Møde med en af de store i Sarek

At møde elg i fjeldet, eller hvor som helst, er altid en oplevelse, og oftest noget man kun oplever når man vandrer alene, eller ikke lige har kameraet klar, men ind imellem er man heldig.
Laddjujávri med Kebnekaisemassivet i baggrunden
Det er mange år side efterhånden, vel nok engang i 70'erne, jeg husker det ikke præcis. Jeg startede min vandring i Nikkaluokta, og skulle være på fjeldet i en måned knap nok. At være ude så længe, uden at regne med at købe proviant undervejs kræver en solid oppakning, og derfor går det ikke så stærkt i starten, hvor dagsetaperne heller ikke er særlig lange. Det sidste syntes jeg imidlertid er lige meget, idet jeg jo blot godt kan lide at være derude, og når man går omkring det næste 'hjørne', så er man alligevel et nyt sted med nye synsindtryk.

Nå, men jeg startede i Nikkaluokta, og vandrede ind mod Kebnekaise fjeldstation gennem birkeskoven. Det var i juli måned og sommerligt, som det kan være på fjeldet, med de normale 12 - 14 graders varme. En god temperatur når man vandrer. Man bliver ikke for varm, og fryser ikke. Det føles lidt køligt i starten, men når man har været ude i blot ét døgn, føles det behageligt, også når man holder pause, eller sidder udenfor teltet og nyder de lyse aftener.

Jeg havde være på fjeldet nogle gange, men mest på og omkring Kungsledens nordligste strækninge så dette år skulle jeg prøve noget nyt.

Strækningen mellem Nikkaluokta og Kebnekaise, og videre ud til Singi-hytterne på Kungsledene havde jeg vandret nogle gange. Det er 18 kilometer gennem birkeskov frem næsten til Kebnekaise fjeldstation, men herefter åbner skoven sige og man er på fjeldet ovenfor trægrænsen.

Laddjujávri
Jeg var ankommet til Nikka med bussen fra Kiruna så det var sidst på dagene da jeg ankom til Laddjujávri cirka 6 kilometer fra Nikka. Her, hvor der forøvrigt også går båd et stykke frem mod fjeldstationen, er der fine teltpladser helt ned til søen. Jeg fandt et godt sted i en lille vig lidt i læ af birketræerne, men med god udsigt.
Eftermiddagen var stille, jeg var startet langsomt ud fra Nikka så alle de andre vandrere var foran mig, og ingen af dem eller andre havde samme idé om at telte ved søen, så jeg havde hele området for mig selv.

Under det meste af strækningen fra Nikka og til Kebnekaise, ser man faktisk ikke Kebnekaises top, men ved Laddjujávri kan man se den. Senere på ruten skygger forbjerget Darfáloalgi for udsynet, og inde ved fjeldstationen skygger alt.


Strækningen kan med beskrivelsen forekomme kedelig, men vandrer man strækningen fra Nikka og ind til fjeldstationen, vandrer man godt nok i skov, men samtidig åbner udsigten sig efterhånden som man nærmer sig det fjeld, ovenfor trægrænsen, man glæder sig til at komme ind til. De steder skoven åbner sig har man storslåede udsigter, dels ind mod vest, men også over til de stejle fjeldsider på dalens sydlige sider, hvor Silverfaldet drøner ned fra stor højde mens solens stråler glimter i vandet, og man forstår hvorfra vandfaldet har fået sit navn. Står solen rigtigt, danner der sig en smuk regnbue over vandfaldet.

Fjeldstationen
Lige før, eller nogle få kilometer før man når fjeldstationen, passerer man Darfáljohka via en bro. Vandet fosser under broen, mælkevidt og skummende fuld af sedimenter fra de store gletsjere på Kebnekaisemassivets østsider.
Efter endnu en kort strækning kommer man til fjeldstationen, og dens pulserende liv. Her er der altid mennesker. De sidder på græsset, på borde og bænke eller går frem og tilbage mellem fjeldstationens hovedbygning, og servicebygningen hvor vandrerne har selvhusholdning, bad, sauna og sportsbutik.
Jeg køber en øl og sidder i solen og kikker på folk. Hele tiden kommer der folk til fjeldstationen inde fra fjeldet. Trætte, men glade ser de ud efter dagens etape, og glæder sig måske til at sove i en rigtig seng efter mange dage i telt, eller til en forfriskning ligesom jeg selv.

Jeg vandrer videre ad Dag Hammerskiolds led, som strækningen mellem Nikka og Singi og Kungsleden hedder.
Nu er jeg for alvor i fjeldet. Efter skoven og det åbne stykke efter fjeldstationen, lukker dalen Laddjuvággi sig sammen om mig. Den snævrer ind, flankeret af høje stejle fjelde til begge sider. Laddjujohka løber i bunden, blågrøn og stille, men med stor fart kan man se når man kikker efter, og en gren eller nogle blade hvirvler forbi.

Singi-hytterne med fjeldet Unna Avrrik i baggrunden
Snart stiger terrænet og stien jeg går på snor sig opad. Bagud kan jeg se antennen ved fjeldstationen, men bygningerne er skjult bag det lille fjeld den ligger ved.
Jeg er oppe, stien stiger ikke længere og nu går det hurtigt fremad. Vejret er stadig fint, stien er letvandret og jeg møder nu flere vandrere der går imod min retning. Nogle med store rygsække ligesom min og andre, formentlig hyttevandrere, med noget mindre oppakning, men alle smiler og hilser. Til sidst mangler jeg bare det sidste stykke ned ad bakken mod Singi-hytterne, som ses i det fjerne nede i dalbunden under mig.

Jeg passerer hytterne, jeg skal ikke sove inde men telte, så jeg vandrer lidt nordpå ad Kungsleden indtil broen over  Čeakčavággi, for at gå ind i Neasketvággi med retning mod Huvkijávri, og jeg telter ved bredden af Čeakčajohka lige under Mádir. Solen går hurtigt ned her. Fjeldet, Mádir, der er højt skygger, og snart ligger min lejr helt i skygge. Det bliver køligt, men udsigten ned over samernes sommerlejr Goržževuolli, og videre ned mod Singi-hytterne er flot. Solens stråler når hytterne, der ligger badet i solskinnet, og Unna Avrrik's mørke fjeldsider ser nærmest sorte ud i aftenlyset.

Huvkijávri
Det er min første tur over mod Huvkijávri. Jeg har aldrig før været vest for Kungsleden, og jeg er spændt på om terrænet er anderledes herovre.

Neasketvággi indleder med en lille opstigning, til et fuldstændig flat langstrakt plateau, der strækker sig langt mod vest. I lidt over 800 moh vandrer jeg på græsstepper, og gennem frodige højurtsenge, der er fugtige hist og her, men som stråler i et farveflor af fjeldvækster jeg ikke har set mage til mange steder. Rensdyrveksler snor sig gennem dalen, og jeg forfalder til at følge sporene, der dog ikke altid går den lige vej, men som alligevel fører hen mod enden af plateauet. På venstre side går det nedad mod vandløbet i bunden af dalen, og ovenfor mig stiger fjeldet i en blød grøn bakke. Jeg har fin udsigt over mod Ruškkaš og når relativt hurtigt daltærskelen hvor plateauet stopper, og afløses af en stejl mur af klippe. Jeg møver mig op over. Det er stejlt og stenet, men ikke så højt og oppe står jeg ved en lille sø og puster.

Bagud står Kebnekaises toppe hvide og klare mod den delvis blå himmel, fremefter ser det helt anderledes stenet og bart ud.

Landskabet vest for Kungsleden
Kortet kommer frem, og jeg orienterer mig grundigt inden jeg vandrer videre. Terrænet heroppe er fladt, eller relativt fladt, så langt øjet rækker. Der er ikke mange markante toppe, eller andet at tage bestik af. Der er godt nok aftegnet en mulig sti på kortet, men hovedstien gå faktisk i nabodalen, der ligge nord for den jeg går i, og den er sikkert bedre vardet. Indtil videre har jeg ikke set mange varder på min vej, men den første strækning gav jo også sig selv, så mon ikke det ville blive lidt bedre længere fremme. Det gjorde det ikke!

Jeg kunne imidlertid følge søerne. Først to mindre søer og derefter søen 958, som jeg gik syd om, fulgte vandløbet og ramte næste sø. Efter den var det bare at holde retningen stik vest, indtil jeg ramte vandreruten ned mod Sietasjávri. Den kunne jeg ikke tage fejl af, heller ikke selvom nogle lavthængende skyer hang derude og truede med at svæve ind over mig, hvilket de selvfølgelig gjorde inden jeg nåede stien. Stien jeg gik på fra søen var delvis markeret, men ellers ikke ret tydelig i det stenede terræn, men vandløbet var der stadig og var let at følge i kompasretningen.

Det regner da jeg når stien jeg ledte efter, og jeg vælger at telte ved broerne.

Det regner. Allerede inden jeg rigtig vågner, fornemmer jeg regnens trommen mod teltdugen. Jeg er ikke meget for at kikke ud, men gør det alligevel og regnen siler ned. Skyerne hænger lavt og sigtbarheden er ikke ret lang. Jeg pakker rygsæk inde i teltet, tager regntøj på og kryber ud i regnen. Jeg gider ikke lave morgenmad, og vælger at vandre nogle kilometer før jeg spiser - måske finder jeg et sted med læ hvor jeg kan sidde.
Det våde telt pakkes ned, rygsækken på ryggen og så er det derudaf ad den nu mudrede sti. Der er selvfølgelig også modvind og regnen pisker mod mit ansigt, og løber ned på hals og bryst og det varer ikke længe før jeg er temmelig våd på forsiden.

Jeg finder et sted bag en bakke hvor der er lidt læ for regnen, og sammenkrøbet ved nogle store stenblokke finder jeg kogesætte frem, laver te og spiser morgenmad.

Jeg skal nå Sitasjávri-hytterne og den sidste bus ned mod Ritsem. Dengang kørte bussen helt op ad anlægsvejen til hytterne. Nu kører den ikke længere end til Ritsem. Man kan sagtens vandre mellem Sietas og Ritsem, men det er grusvej og i regnvejr syntes jeg ikke det var optimalt, så hellere bussen.

Akka set fra Ritsem
Jeg når bussen, og også båden over Akkajaure til Änonhjälme.
Nu var det ved at være aften og Änomhjälme ligger ved stranden i skoven, og der er absolut ingen brugbare teltpladser så på med rygsækken og ned ad stien mod Akkajaure-hytten, som ligger efter en kort vandring. Her kan man godt telte, men det er stadig skov og det er fugtigt efter regnen der nu er holdt op, men der er til gengæld myg og ikke en vind rører sig - ikke det mest optimale sted for en teltning.

Vejret var klaret op så jeg valgte at fortsætte. Stien er fin her på den første strækning af Padjalantaleden, og også her er der fantastisk frodigt. Specielt var jeg overrasket over Kung Karls Spire som ved den første bro stod i hobetal og var kæmpestore. Over en halv meter i højden, og sammen med den et væld af andre vækster.
Vuojateatnu

Vuojateatnu, som broen fører over,  har et vældigt spænd over en af de mest hidsige elve jeg har oplevet i fjeldet. Vandet vælter igennem kløften i en rivende strøm, med en øredøvende larm.
Noget beklemt går jeg ud på broen, mon den holder? Det er ikke vand jeg har lyst til at falde i så jeg klamrer mig nok lidt til viren, men over kommer jeg da.

Ved broen fandt jeg en brugbar teltplads. Jeg var efterhånden godt træt. Det havde være en meget lang dag og jeg skulle gerne videre i morgen.

Når man vandrer alene, bliver dagsrytmen ofte anderledes end når man er i en gruppe. Man skal ikke vente på nogen, og kan gøre som man vil. Da jeg var ung som på denne tur havde jeg en anden dagsrytme end jeg har nu. Jeg stod ofte tidligt op, og vandrede gerne nogle kilometer, før jeg spiste morgenmad. Pauserne fordelte jeg gennem dagen med en lidt lang frokostpause, og så vandrede jeg også gerne nogle kilometer efter aftensmaden, og jeg gik i soveposen når jeg havde rejst teltet. På den måde fik jeg vandret nogle, eller ret mange, kilometer i løbet af en dag.

Sarek
Jeg fortsætter af Padjelantaleden mod Kisuris-hytten, men drejer fra mod øst langs med Sjnjuvtudisjohka, og videre fem mod Kisuriskåten, der dog er temmelig forfalden, men fin at telte ved.
Det er en let strækning selvom man passerer en del pilekrat. Man vandre dybt nede mellem de vældige toppe Akka og Gisuris. Sjnjuvtudisjohka buldrer ude til siden, og er hele tiden nærværende som en god vejviser.

Jeg møder vandløbet Nijákjårgås. Dette skal jeg ikke passere, heldigvis, men i stedet vandrer jeg ind i Ruohtesvággi. På en lille høj med god udsigt, spiser jeg frokost til en flot udsigt ind i dalen. Skyerne ved ikke rigtigt hvad de vil. De bølger frem og tilbage, men holder på vandet.

Jeg når Smajlájåhkkå som har sit udspring fra Ruuohtestjåkkå's vældige gletsjer. I flere arme fosser det mælkehvide vand ned i dalen. Jeg skal over ellers kommer jeg ikke videre, men der er godt nok meget vand. Den mælkehvide farve forårsagt af sedimenter fra gletsjeren gør, at jeg ikke kan se hvor dyb den er, men jeg kan høre sten rulle i bunden af den.

Nu er vadning jo én af fjeldvandrerens største faremomenter, så man skal tænke sig om inden man begiver sig ud i strømmen, men jeg valgte at vove forsøget. Man kan altid gå tilbage hvis det bliver for dybt og for farligt. Det er ingen skam at vende om, og det er bedre end at vove pelsen.

På med sandalerne, støvlerne i rygsækken og ud i vandet. Det var isnende koldt og efter bare to skridt havde jeg mistet følelsen i fødderne. Vandet gik til lidt under knæene, men strømmen slog det op så selvom jeg havde smøget buksebene op til over knæene, blev de våde. Det var der ikke noget at gøre ved nu hvor jeg var ude i det, og snart stod jeg på stenene ude midt i løbet. Her stod jeg lidt og fik følelsen tilbage i fødderne, før jeg kastede mig ud i den næste strøm. Den var ikke så dyb, så den var hurtigt overstået.

Nu gik det i sandaler hen over stenene til næste deltarm. Også den fik jeg klaret, og nu gik det hurtigt med at få krydset det hele og tilfreds satte jeg mig, og fik strømper og støvler på igen.

Jeg skal finde en teltplads, men jeg er nu så tæt på Skarja i midten af Sarek, at jeg tager mig sammen og vandrer derhen for at telte i nærheden af parkens eneste hytte, der dog er låst.
Inden jeg nåede Skarja bøvlede jeg lige med to vandløb mere, men det var ikek så slemem.

Skarja er et fint sted at telte, og der ligger altid nogle andre. Området er flot, og i godt vejr har man fin udsigt mod Sarektjåkkås høje gletsjerklædte toppe. Folk samles naturligt herinde, idet Sareks eneste bro findes her. Broen fører over Mihkajåkkå, og var broen der ikke kom man ikke videre. Så kunne vi der kom fra nord stå og råbe til dem der kom fra syd, for over uden bro kommer man ikke med livet i behold. Der er for meget vand med for meget fart i det vandløb.

Nu følger jeg Rapajåhkå, krydser et par vandløb, der er smalle men dybe, og bevæger mig skråt op ad fjeldet til Spökstenen for at finde vej ind i Snavavággi. Svavavággi fører op om Rapadalens krat og sump under Låddebákte. Det er en lidt sej opstigning, men oppe er det let nok og ude på den anden side har man et fantastisk vue ned over Rapaselet. Dette vældige deltalandskab med øer og holme der ændrer plads og form år efter år, efterhånden som dalen fyldes op af sedimenter fra gletsjererne.

På Stuor Skoarkki's skråning lå jeg et par dage og spejdede efter bjørn; uden dog at se nogen. Til gengæld så jeg så mange store elge i min kikkert, at jeg på et tidspunkt havde otte i kikkertfeltet uden at flytte kikkerten. Adstadigt gik de nede i selet og græssede.

Elg
Nu ventede blot en lang tur ned gennem Rapadalens skov, hvor stien fører ned mod bådstedet hvor Sigurd Länta henter folk med båd, og sejler dem til Aktse. Da jeg kom til det øvre bådsted var der flere der ventede.

Der er ellers, eller var, faste tider sådan cirka for bådtrafikken, men i dag var det meget cirka.
Mens vi ventede lød der pludselig en puslen i buskadset bag os, og og ud væltede en elg ko og gik raskt ud i vandet hvor den stoppede og så sig tilbage. Lidt efter dukkede to kalve op, refuserede ved vandkanten, men på moderens grynt fortsatte ud i vandet hvorefter de alle tre krydsede elven, noget mere elegant end jeg plejede når jeg vadede vandløbene.

Da Sigurd endelig dukkede op tror jeg ikke at han var helt ædru, men han fik da båden ind til bredden og os alle ombord.