Når man "bliver væk" på fjeldet!

Debatten der kører i en tråd der kører på www.outsite.org fik mig til at tænke på en tur jeg var på for flere år siden i Svensk Lapland - en tur hvor jeg faktisk blev væk, eller i hvert fald ikke vidste hvor jeg var i nogle dage. Historien der endte godt, idet vi trods alt var forberedt på det meste og trods alt havde en del fjelderfaring, kan måske interessere andre gamle som vordende fjeldvandrere.

Leavas, udsigt mod Kebnekaise-massivet

Dette er ikke en historie om, hvordan begyndere der ikke tænker sig om, eller som ikke er forberedt på de forhold fjeldet kan byde én under en tur. Det er en beretning om hvad der kan ske, når man efter nogle fjeldture tror man har fuldstændig styr på det at være derude på fjeldet, og hvorfor det alligevel kan gå galt.

Mod Abisko

En kammerat og jeg planlægger hjemme i Danmark, en to uger lang vandretur i svensk lapland. Vi har været på fjeldet før, han nogle få gange og jeg nogle flere, nok omkring 10 gange over en del år hvor jeg nogle år har været af sted 2 gange om året.

Vi har godt og gennemprøvet udstyr, og proviant til 18 dage så vi er selvforsynende, i i hvert fald det antal dage.
Ruten vi har planlagt hjemmefra, vil ikke føre os forbi steder hvor vi kan købe proviant, men et par hytter hvor vi kan få hjælp hvis det skulle blive nødvendigt.
Historien der nu skal fortælles vil vise, at vi ikke kom forbi de hytter, og at vi ikke fik gået den planlagte rute!

Vi kører med tog fra København mod Abisko Östra. Jeg elsker at køre i tog til fjeldet. Mange syntes sikkert at det er spild af tid, men det syntes jeg ikke. Jeg har sådan en filosofi omkring det at tage på fjeldet, eller nogle faser før, under og efter turen, som jeg har holdt på i rigtig mange år, og det gjorde jeg naturligvis også dengang.
Filosofien går i al sin enkelthed ud på, at turen starter når man sidder hjemme og planlægger sammen over en øl eller noget. Man planlægger og forbereder sig på den kommende tur, samler grej sammen, køber proviant og glæder sig til turen. Turen begynder ved spisebordet og fjeldkortet!

Næste fase er rejsen. Togturen der tager tid, hvor man stille og roligt nærmer sig destinationen, akklimatiserer sig og forbereder sig på selve vandreturen, mens man nyder landskabet, og især Sveriges vældige skovområder der passerer forbi unden for kupévinduet, de sjove lyde når toget passerer en ubevoktet baneoverskæring, og søvnen der kommer hurtigt til én, mens skinnernes samlinger og hjulenes susen under toget luller én i søvn.
Morgenen hvor man vågner i kupéen, og straks mærker køligheden der over natten, har afløst de hjemlige himmelstrøgs lunere klima og forurenede luft.

Når man når frem til slutstationen, som på vores tur var Abisko, er man fremme, står af toget, strækker benene med rygsækken på, og er klar til turen der venter forude.

Gennem Lapporten 

Lapporten

Vores tur skulle starte ad sporet ud mod og igennem Lapporten. Čuonjavággi som den rettelig hedder, selvom den i daglig tale kaldes Lapporten, er en typisk U-dal isen gennem århundreders istid har nedskuret gennem fjeldet. Lapporten, eller ruten ud til og igennem den, er også en rigtig fin tur ud i fjeldet og væk fra civilisationen. Den starter blidt ad et tydeligt spor gennem fjeldbirkeskoven, stiger jævnt for til sidst nogle kilometer før indgangen til Lapporten, at komme så højt op at man er ovenfor trægrænsen, der i dette område ligger i 800 moh. (moh= meter over havet)

Ruten op til indgangen er let. Der er et enkelt vandløb der skal krydses, men det kan let vades hvis der er meget vand, men oftest kan man gå over det fra sten til sten. Ruten er ikke markeret, men retningen giver sig selv, da man hele tiden kan se porten, og der er tydelig sti hele vejen igennem skoven.

Når man kommer op er stigningen slut, og vandringen gennem dalen er temmelig let, og hurtigt er vi inde i midten af dalen, hvor en sidedal støder ti,l og endnu et vandløb venter. Herinde er der lækre græsholme ude i vandløbet, der deler sig i mange arme. Et perfekt lejrsted. Passagen over vandløbet klarer vi let, og efter en overnatning er vi atter på vej. Nu går det opad for at komme ned i Bessesvággi mod vest. Vi skal nemlig hen og krydse Nissonjohka, der strømmer ud af Nissonvággi og som næsten altid er lidt bøvlet, og det er den også denne gang. Vadeskoene må på og vi går forsigtigt gennem det iskolde vand, indtil vi sikre når den modsatte bred. Støvlerne kommer på igen, og vi fortsætter nu gennem noget af fjeldområdets mest irriterende pilekrat. Det tager tid og stien er sværd at følge, men til sidst åbner krattet sig, og vi stå ved den gamle samekåte højr over Alisvággi, og har flot udsigt over mod Godučohkka og over mod Mårmamassivet, der er vores mål på den første del af turen.

Planen er at vandre op til Mårmahytten, der er en lille prismehytte med kun to brikse, og derfra ned mod søen Vasaloamijávri, og videre til Visttas-hytten i Visttasdalen, på den anden side af fjeldet.

Vi overnatter ved kåten. Pladserne heroppe er fine med god udsigt, især hvis man gå lidt højere op og lægger sig ved vandløbet.

Mårma

Mårmahytten

Næste morgen vandrer vi ned ad stien mod broen over Aliseatnu, som bruser under os. På den anden side går vi over knolden, og frem til næste bro over Vierrojohka, som ikke vil stå tilbage for Aliseatnu selvom den er smallere. Mængder af vand fosser alligevel ned under os, mens vi passerer og følger stien op i dalen, eller kløften. Man går på kanten af vandløbet, og nogle gange tæt på, højt oppe på skrænten, men vandringen er let. Det er kun stigningen der kan tage pusten fra én ind imellem ,og vi er hurtigt oppe ved hytten.

Vejret har været godt på hele turen, og solens stråler glinser i den blågrønne is og grødisens tusindtallige krystaller, og blænder os da vi tager rygsækkene a,f for at udforske omgivelserne. Der skal fotograferes i det gode vejr ,og gletsjerne er imponerende store syntes vi, og euforiske går vi rundt og nyder dagen.

Mårmagletsjeren

Pludselig bliver det tåget, eller skyer trækker ind over og ned over os, og vi kan ikke se noget som helst. Det er pludselig ikke så sjovt at være her som det var i solskin, og det er også blevet klamt og temmelig koldt.

Vi finder rygsækkene igen, får dem på og er klar til at fortsætte. Vi skal ned under tågen og ser en lysning frem for os. Den søger vi hen mod og ned ad en strækning med blokke. Vi overstår blokkene og står nu i bedre terræn. Jeg syntes det ser lidt underligt ud. Jeg kan ikke rigtigt kende stedet, men jeg har jo også kun været over Mårmapasset én gang før, og vejret er jo ikke så klart!

Vi fortsætter, for retningen ser rigtig ud efter at have konfereret med kortet, men der er noget galt. Helt rigtig er den ikke, men længere nede kan vi se at den drejer, og det skal den også så vi fatter ikke rigtig mistanke.
Men det gør vi først på aftenen, da ingenting ligner det vi burde være i. Landskabet er blødt bølget, grønt og uden træer. Der er lidt pilekrat, men slet ikke noget der ligner en nedgang til én dyb bred dal, langt nede under trægrænsen - vi ved ikke hvor vi er, men vi ved at vi ikke er der, vi burde være!

Den her tur var før håndholdte GPS'er blev almindelige, så det eneste vi havde med var et fjeldkort over det område vi skulle vandre i, samt et kompas hver, og når man ikke ved hvor man er, er det jo nærmest værdiløst. En granskning af vores rute indtil det gik galt oppe i Mårmapasset, for det måtte være der noget manglede, førte til en teori om at vi var gået fra inden det egentlige pas, og derfor måtte befinde os i Leavásvággi. Levásvággi og dets omgivelser, er ikke noget med ruter og markerede stier. Det er bare et stort flot småbakket fjeldområde, med nogle få markante fjeldformationer.

Hvor langt vi faktisk havde gået før vi anede uråd, vidste vi ikke, og da vi var drejet fra et sted for at følge den rigtige retning, i forhold til verdenshjørnerne, gjorde det det ikke lettere.

Vi havde masser af tid, og ikke mindst proviant, vejret var fint og humøret højt, så der var langt til panikken. Almindelig hovedregning viste at gik vi blot i én retning, ville vi i løbet af højst tre dage komme til noget vi kunne tage bestik af. Ude til venstre mod vest måtte Visttasvággi være. Dalen er 35 km lang og ender helt nede ved landevejen til Nikkaluokta, så gik vi bare i den retning ville vi støde på den.

Leavas

Rener i Leavasvággi

Nu var skaden jo sket, om man så kan sige. Vi havde det godt, hyggede os og havde rigelig med proviant til turen ud, uanset hvor vi end måtte ende, så vi besluttede at vi lige så godt kunne se på området mens vi var der, så vi krydsede lidt rundt og endte efter et par dage ved en vintermarkering.

Alustænger med røde krydser og snescootermarkeringer.

Hvad var nu det? På kortet var der ikke markeret noget (det skal lige siges her, at kortet vi havde var et BD6 og dengang dækkede BD6 ikke så stort et fjeldområde, som de nye kort gør), vi var altså endt udefor vores kort, men det var jo værd at følge sporet der også viste sig at markere en sti, ned mod sydøst.

Efter en dags vandring stod vi i Årosjåkk, på landevejen mellem Kiruna og Nikkaluokta, og så var det blot at få tommelfingeren i sving, og komme til Nikka.
Vi havde stadig god tid, så vi tog fra Nikka og ind mod Kebnekaise fjeldstation, for at få nogle flere dage i fjeldet, men det er en helt anden historie.

Konklusion

Skal man konkludere noget på denne historie må det være, at uheld og fejl sker sjældent på de første ture man foretager i det ukendte. Den virkelige fare lurer når man føler, "at man har så megen erfaring, at man har fuldstændig styr på det". Man føler sig som ekspert, og når den følelse sniger sig ind på én, er det at man skal stoppe op og tænke sig om.

100% styr på fjeldet er der ingen der har! Ekspertisen består i, at man har erfaring nok med sig selv og omgivelserne, at man godt ved at man ikke har 100% styr på det, og derfor er årvågen og parat til de udfordringer ,der kan opstå ved forskellige hændelser og især med uheld.

Hvordan vi hver især reagerer i forskellige pressede situationer er meget forskellig, og før man har været i en presset situation i ødemarken, ved man faktisk ikke hvordan man vil reagere, men gode kundskaber og erfaring, kan naturligvis aldrig gøre situationen værre end den er.
Man kan også lære, at man ikke skal styrte derudaf bare fordi vejret slår om, men tage det stille og roligt og fastslå sin position, og rette ind på den rute man har planlagt hjemmefra hvis det er muligt, og elelrs vende om og gå ned i mere venlige fjeldstrøg.

Jeg har efterfølgende være i det, jeg nu kalder Leavasområdet, flere gange. Det er et spændende vildmarksområde der sagtens kan danne grundlag for spændende ture.
De forskellige rutemuligheder og tilgangsveje, har jeg beskrevet blandt mange andre ruter i min bog "Kebnekaise" - www.kebnekaise.dk.

Boganmeldelse, Arktisk sommer af Jens Gregersen

Med ord og især billeder, beretter Jens Gregersen om sine rejser i de arktiske egne, hele vejen rundt om Nordpolen.

Rejserne har gået til det nordlige Skandinavien, og senere Nordøstgrønland, Alaske, det nordlige Canada og Sibirien. En lang rejse der har taget mere end 15 år, men som til gengæld har ført til et utal af akvareller om fugle, dyr og steder.

Jens Gregersens mission har være en kunstnerisk udforskning af Arktis, for at gengive dets farver og stemninger, men også at undersøge det arktiske fugleliv videnskabeligt.

Hele vejen rundt beskriver Jens Gregersen i ord og smukke akvareller, en sommerdags myldren af fugle og blomster, dyrelivet, menneskets forladte bygninger på fjerne bopladser. I de russiske egne også forladte militære installationer, der tilsyneladende er triste kendetegn på de steder måske, men miljøer, fugleliv og bygninger der få nyt lys med Jens Gregersens penselstrøg.

De mange forskellige illustrationer gør bogen lige så kunstnerisk som informativ og gør bogen til et flot værk fra egne af verden få os har oplevet, men som mange drømmer om.

Jens Gregersen kommer langt omkring og specielt kan jeg godt lide de mange skitser og studier udført med en blød pensel i akvarellens afdæmpede farver. Meget stemningsfyldt med tekster der passer godt til. En anbefalelsesværdig bog.

Fakta
ISBN: 9788702147612
Udgave: 1
Udgivet: 23. september 2014
Sideantal: 400
Format: 240 X 280 mm
Pris: 299,95 kr

Kanotur på Immeln

Efteråret er i fuld gang, eller står lige for døren, alt efter hvordan man ser på det, men farverne begynderså småt at præve farvespektret i vore skove og hegn. Myggene er væk, og ofte kan vi forvente klart vejr, høj himmel og måske også lidt nattefrost på udsatte steder - noget der er med til at fremskynde de imponerende efterårsfarver.

Efteråret er også tiden hvor kanocentralerne lukker ned for sæsonen, og kun har åbent ved forespørgsler. Det er den aller bedste tid på året til kanopadling på søerne der i sæsonen er lidt overrendte, men som nu ligger stille hen, og venter på os der ikke er bange for lidt køligt vejr. På os der har erfaring med padling og lejrslagning om efteråret, og som ved hvad man skal have med, for a få den ultimative weekendoplevelse i et vildmarkslignende vådområde.

Hvad man skal have med er nu ikke det store problem når kanoen frem for fødderne er transportmidlet. Kanoen laster let 500 kg, så letvægtsgrej er ikke et must. Her kan man nærmest have det hele med, og det har vi også. Det lige fra avanceret kogegrej til bålmad, campingstole, presenninger til hvis det regner og maget andet.

Har man lyst til at være derude er det til kanoture ikke de store investeringer man skal ud i - man bruger bare det tøj man har. Det er lige meget hvad det vejer, bare man kan slæbe det frem til kanocentralen og få det i kanoen.

Immeln vender vi tilbage til hvert år. Området ligger i tilpads afstand fra Sjælland til at man ikke skal bruge mere end ca. 4 timer på at køre derover. Landskabet er så tilpads anderledes art man ikke føler at man padler i Danmark og så gælder Allemannsretten hvilket giver os lov til at slå lejr hvor vi vil (stort set), og derved finde nogle virkelig gode og smukke pladser med udsigt til solnedgangen over søen.

På kanoturene er det ikke så meget den rejste distance der tæller. Alle kan være med uanset om man har padlet før eller ej. Der er altid en erfaren makker til én og der gives gerne instruktion og på turene hjælper alle hinanden så vi sammen får en god tur og en masse socialt samvær om god mad lidt vin og hvad folk ellers finder på.

Kanoturene er et hit hvert efterår og forår så tage gerne med!
Efterårets første kanotur på Outsite løber af stabelen fra den 17. - 19. oktober og der er ledige pladser hvis du har lyst - du kan læse mere her: Kanotur i Sydsverige.

Svampetur i Sydsverige

Jeg elsker svampe, altså de der sjove vækster der vokser i skovbunden, og er hyggelige at samle samtidig med, at man får sig nogle gode og friske oplevelser i skoven.

En herlig morgenudsigt på svampeturen

Jeg har jo en eller anden forkærlighed for området omkring Immeln og i det hele taget for området i det østlige skåne og i Blekinge.

Tragtkantareller

Herovre er skoven helt anderledes en den traditionelle danske velplejede bøgeskov. Her er skoven mere åben, større og gennemløbet af masser af små vandløb der forbinder en masse små og store søer. De gamle bøge- og nåleskovsområder med mos, tyttebær, blåbær og vilde hindbær er et eldorado for svampesamlere idet svampene her har fine voksebetingelser. Samtidig er områderne så store at der ikke er overrendt af samlere - og slet ikke hvis man har tjek på kort og kompas, og er villig til at vove sig langt ind i skoven. Det er der nemlig ikke mange andre der tør.

Sæsonen er på sit højeste selvom den burde være i aftagende, men den varme sommer og det milde efterår forlænger sæsonen for de fleste svampe. Dem jeg går efter har imidlertid sæson lige nu. Jeg er helt vild med tragtkantareller og tager næsten til Sverige hvert efterår for at samle, og gerne på fleredagesture så jeg også lige kan 'være derude'.

Tragtkantareller kan man ikke forveksle med noget der er giftigt. De er, lige som andre kantareller lette at kende. Svampen ligner gul kantarel, men er lys til mørk brun gående over i gråbrun. Hatten er tragtformet og lamellerne, der sidder fast på svampen og ikke kan nulres af, er gaffelformede og løber under hatten og lidt ned på stokken. Stok og hat sidder fast sammen. Hattens rand er takket/bølget. Stokken er gul.

Dagens høst

Tragtkantarellen ynder at vokse hvor der er lidt fugtigt, og gerne i mos hvilket gør at den er ren at plukke - man får ikke megen jord med.
Den kan vokse både på sur og basisk jordbund, og kommer frem i september og forsvinder først med den første frost. Altså en meget land sæson.

Det er en fin spisesvamp der egner sig til tørring for langtidsopbevaring. Jeg har tørrede svampe på lager der er fler år gamle og stadig udmærkede at spise i forskellige retter.

Test af uldundertøj fra svenske Ivanhoe

Beklædning til friluftslivet er altid værd at diskutere og der er mange meninger, men det er altid nogle få kendte mærker der nævnes og mange af dem er også fine og funktionelle.

Jeg går ind for flerlagsprincippet når jeg vandrer. Altså flere lag tyndt tøj på i stedet for få tykke lag. På den måde kan man bedst regulere efter vejr og vind og hvor meget man anstrenger sig. Om man går op, hen eller ned ad bakke.

Førhen brugte jeg en grundkombination bestående af en svedtrøje a la Lifa, Kraft eller lignende og derudover en bomulds T-shirt og så en fleecejakke. Altså en masse kunststof og bomuld der lugter når man har svedt i nogle dage.

Jeg plejer at få røde pletter over det hele lige så snart nogle blot nævner ordet uld!
Nogen påpegede så, at fx merinould det ville jeg ikke reagere overfor og det viste sig at være rigtigt, men de trøjer og bukser jeg har prøvet i det materiale, har været lidt kraftige, eller haft hætte, som er irriterende når man vandrer med rygsæk, og for varme og derved ikke så let at regulere på.

Jeg talte med folkene hos FNE-Outdoor på Fyn, og fik et tyndere sæt fra svenske Ivanhoe!

Iwanhoe! Jeg havde aldrig hørt om det! Underligt, for det er et gammelt velrenommeret svensk firma der siden 1946 har fabrikeret tøj i Gällstad.

Jeg var naturligvis spændt på, at teste om uldundertøjet kradsede, gav mig eksem, fungerede uden at komme til at lugte for meget og ellers holdt til nogle gange vask i maskine.

Det sæt jeg har testet er model Ivanhoe Felix. En bluse med kort lynlås og lange ærmer med sådan nogle huller til tommelfingeren så han får varmet hænderne og ærmerne ikke glider op.
Blusen vejer 160 g og bukserne det samme.

Det første jeg gør, aer at føle på stoffet. Virker det behageligt, kredser det og så videre.
Det næste er at se alle syninger og linning igennem. Er det pænt syet, eller er der skæve eller på anden måde sjuskede syninger, er der løse tråde eller tråde der ikek er ordentlig hæftede?
Hvordan er afslutningen i hals og ben. Er det bare syet tværs over eller er der en påsyet ribkant elelr anden pæn afslutning hvor materialets strækretning er vendt så de ikek bliver løse med tiden. Er linningen pæn og elastikken jævn.
Lynlåsen kikkes også efter om den er af ordentlig holdbar kvalitet og syet rigtigt i uden flapper der kan fange den så den sætter sig fast.

Derefter prøves tøjet. Sidder det som det skal også når man bevæger sig og så videre.

Så skal det med på tur og vise om det holder til vandreture med rygsæk og efterfølgende maskinvask uden at ændre struktur i stoffet og uden at ændre facon.

Mit indtryk herefter er, at Ivanhoe Felix undertøjet er behageligt, kradser ikke og er yderst velfabrikeret. Det holder faconen selv efter flere gange maskinvask og bliver ved med at være blødt og behageligt.
Jeg har ingen fejl fundet på det og priserne på 599 kr for blusen og 499 kr for bukserne er en god pris i forhold til kvaliteten.

Med kano i Sydsverige

Efterårets traditionsrige outsite-kanotur står for døren, og mens jeg sad og tænkte over den, fandt mine tanker tilbage på alle de kanoture jeg har været på derovre, og alle de hyggelige lejrpladser der har været i gode kammeraters lag.
Kanoture er altid hyggelige med masser af lejrhygge, god mad og lidt vin ved bålet.
Ture jeg ikke vil undvære, hverken forår eller efterår.

Nu ved jeg jo godt, at mange af jer læsere atter tænker: "Han er sq underlig! At tage det samme sted hen, stort set, på alle kanoture. Hvorfor ikke prøve noget nyt. En å måske".

Jeg ved det godt, men jeg har været på flere af de sydsvenske åer gennem tiderne. Jeg er vist bare nået dertil i 'min udvikling' at vand er vand', og bare der er Allemannsret så er det fint med mig.

Dertil kommer, at Immeln er let at komme til på relativ kort tid fra Sjælland. Under 3 timer tager det fra København over Øresundsbroen, der er billigere end Storebæltsbroen, at nå derover. Det er fint også her i efteråret hvor det bliver relativt tidligt mørkt.

Når jeg er på en sø, slipper jeg også for en masse logistik, som ikke kunne undværes ved åpadling. Biler skal køres frem og tilbage, og det er måske svært at nå destinationen med offentlige transportmidler og så videre. Til Immeln Kanotcenter kan man komme med tog og bus.

Immeln er en kæmpestor sø, der har tilgang til flere mindre søer via overbæringer, og det samlede søsystem med Immeln, Filkesjön, Raslången og Halen, udgør et så stort sammenhængende padleområde, at man godt kan få en uge til at gå med at padle rundt.

Noget af det hyggeligste, er de mange muligheder der er for at få sin helt egen lejrplads, på en lille ø eller langs bredderne.

Der er hygge ved bålet og i kanoen er der også plads til campingstole

Her har vi gennem tiderne, og under mange flotte og hyggelige ture, ligget mange steder i telt førhen. Imidlertid har vi været i land på et utal af lokationer der var flotte og ugenerte for andre kanopadlere, men hvor skovbunden desværre har været for kuperet for telte.

Et telt, også selvom det er et lille fjeldtelt skal jo bruge lidt plads, dels til et plant stykke hvor indbyggerne skal ligge behageligt om natten, men også til oversejl, apsis og barduner, og det er ikke altid let i den ofte meget kuperede svenske skovbund langs vandet.

Tarp & bivybag

Med dette i baghovedet måtte der søges andre løsninger!
En enkelt person, der ligger på et underlag i en sovepose, fylder ikke meget i landskabet. Meget mere end to meter gange en halv bliver det ikke til, og så lille et plant sted kan man altid finde.

På den måde kan man ligge under et tarp, eller en billig presenning, der godt nok vejer mere end et tarp af Silnylon, men som til gengæld ikke koste meget mere end et par øl på stamværtshuset, og vægten på en kanotur er jo nærmest underordnet. Sådan et 'skiv' laster jo op mod de 500 kg!

Der er så bare det, at når jeg ligger ude på et underlag i min sovepose, så sker der altid det, at når jeg vågner om morgenen så befinder jeg mig adskillige meter fra underlaget - hvis jeg altså ikke lige vågner i løbet af natten fordi jeg fryser uden underlaget. Jeg må vende mig samme vej hver gang jeg vender mig siden jeg ruller væk, men særlig praktisk er det ikke.

Den slags er der også løsninger på. En bivybag!

Jeg har en GoreTex'en fra Integral. Faktisk én jeg har købt brugt på Outsite.org. Nu er GoreTex jo noget fornemt og dyrt noget, men ligger man alligevel under tarp eller presenning, så kan mindre sagtens gøre det.
Jeg lægger mit liggeunderlag ind i bivyen sammen med soveposen, så ruller jeg ikke væk, kun rundt så jeg hverken kan finde den ene eller den anden lynlås, idet de altid ender med at flytte sig om i nakken, eller et andet sted det er svært at nå. Men det er til at leve med.

Tarp

Jeg har ligget under tarp i en del år ,og lever efter princippet: "Jeg ligger principielt ikke i telt syd for polarcirklen!".
Det slogan syntes jeg lyder skide godt, og lidt sejt. Der var bare lige en enkelt ting, jeg ikke havde tænkt så dybt over, og det er at der jo også er fjeld syd for polarcirkelen, som for eksempel ved Sylarna, hvor jeg jo har været nogle gange og ligget i telt. Så mellem os, men lad det ikke sive ud, har jeg ændret sloganet til: "Jeg ligger principielt ikke i telt syd for polarcirkelen, bortset fra i fjeldet!".
Det lyder lidt sejt alligevel, men det er nu ikke så meget af den årsag at jeg ikke ligger  i telt - det er bare bedre at ligge helt udendørs, og udsigten når man vågner om morgenen, og den tættere nærhed til naturen i forhold til teltovernatninger, er bedre.

Udsigt fra min soveplads holder jeg meget af, men der må jeg sige, at selv tarpet har begrænsninger. Man kan ikke ligge præcis hvor man vil, og der hvor jeg vil ligge er så langt ude ved vandet og udsigten, jeg kan komme.

Hængekøje

Det sidste ny i mit soveudstyr er min hængekøje fra Hennessys, en genial opfindelse, med tarp, myggenet og fin komfort. Min er af den asymetriske type, hvor man ligger næste helt plant og såmænd og så kan ligge på siden.

En smuk plads ved Immeln

Med den kan jeg komme helt ud til udsigten på kanten, bare der er et par træer med rimelig afstand af hinanden, og træer er der i Sverige.
Med hængekøjen er jeg helt uafhængig af skovbundens beskaffenhed.

Hængekøjen har på mange ture givet geniale pladser og udvider mulighederne for fede lejrpladser helt enormt.

Der findes mange forskellige typer af hængekøjer, og nogle syntes andre modeller er bedre end min, men sådan er vi jo forskellige.

Det er derfor svært at anbefale en køje til andre og så vil jeg hellere invitere til at tage med på tur og der se og prøve de mange modeller der ofte er med - der er nemlig ved at gå turmode i hængekøjer.

Kanotur på Immeln

Har du nu, ved at læse dette, fået lyst til at tage med på kanotur så kan du læse om vores næste kanotur på www.outsite.org - Danmarks største og mest seriøse site for friluftsfolket.

Følg dette link til din næste kanotur: Kanotur på Immeln 17. - 19. oktober '14
Der er også en planlægningstråd for turen her!

Et godt spot i fjeldet!

De gode spot finder man sjældent lige om hjørnet, ofte skal man langt ind i fjeldet, og samtidig være heldig med vejret på det rigtige sted.

I 2008 vandrede vi i et af mine foretrukne områder af Kebnekaisefjeldene. Ja, jeg ved faktisk ikke om man kan kalde det ’Kebnekaisefjeldene’? Det ligger ligesom lidt udenfor, mod øst og på den anden side af den lange grønne dal Visttasvággi, der nærmest er Kebnekaisemassivets grænse mod øst, ligesom Čeakčavággi er det mod vest. Området som sådan har ikke noget samlet navn, så jeg kalder det ”Leavasområdet” efter det store vandløb der løber igennem det.

Området er en smule bøvlet at nå hvis man kommer med fly eller tog til Kiruna. Man skal nså med bussen mod Nikkaluokta ligesom alle de andre, men det letteste tilgangspunkt til Leavasområdet er fra den lille by Årosjåkk der ligger cirka 20 kilometer før Nikkaluokta. Man skal jo så af bussen før alle de andre og derfor forsøge at have styr på at ens rygsæk ikek lige ligger inderst i bussens bagagerum.

Alternativt kan man køre helt til Nikkaluokta, og tage en lidt mere avanceret vej op i området via Visttasvággi som man vandrer ind i, og så et kort stykke inde drejer fra stien, og kæmper sig op gennem birkeskoven til renvokterhytten ovenfor trægrænsen (se kortet).

Ruten er indtegnet med blåt

Man kan også bare chartre en helikopter og bede om at blive sat af ovenfor trægrænsen. Det gjorde vi!

Helikopteren pakkes i Nikkaluokta

Tilgangsvejen

Når man så på denne lette måde har overstået stigningen gennem birkeskovens mygge-helvede, og står ovenfor trægrænsen hvor en let brise trætter myggenes, i forvejen ikke særlig gode flyvetekniske kunnen, kan man være i fred for de fleste.

Nu var der så bare det, at jeg ikke havde peget særlig præcist på kortet, og derfor bare vist piloten, at han kunne sætte os af et eller andet sted, hvor det var lettest at sætte piskeriset ned, hvilket han gjorde med ynde. Vi kom af, han fløj videre med en vinken, og vi så os omkring – hvor f….. var vi egentlig?

Ovenfor Årosjåkk et eller andet sted stod vi jo nok, men præcis hvor vidste vi ikke. Der burde være en sti i nærheden, for der går en sti mellem Årosjåkk, og rundt om Leavasområdet, og frem til samernes sommerlejr ved Alisjávri, men den kunne vi ikke se. Der står ellers nogle røde krydser på alustænger og markerer vintersporet, dem kunne vi bare heller ikke se.

Men udsigten, den kunne vi godt se. Området fremstår som en kæmpestor højslette let kuperet af mindre høje,  med såkaldt tør rishede. Tør rishede er sletteagtigt bevoksning med fjeldbirk, der er en lav krybende træagtig vækst, hist og her afløst af små vandløb og søer. Nogle lidt større vandløb og pilekrat er der også et par steder, men området er letvandret.

Solen kæmpede lidt med skyerne om hvem der skulle have mest magt. En kamp solen så ud til at ville vinde, og ude mod vest sås de sne- og gletsjerdækkede toppe i Kebnekaisemassivet knejse mod den lidt uldne lyseblå himmel. Det var varm,t og vel godt op mod de tyve grader i solen, og skyggesteder var der ingen af i det åbne landskab.

Nu var det ikke altafgørende hvor vi befandt os efter landingen. Vi skulle ikke bruge stien til så meget, men den er god at have det første stykke, hvor vi gerne skulle ramme det bedste sted at dreje fra, for at undgå for megen pilekrat, og for ikke at komme for højt op.

Kortet, kompasset og ikke mindst GPS’en måtte frem. GPS’en fandt hurtigt satellitterne og dermed vores position, og så var det blot at få den ført ned på korter. X 7540100 og Y 1645200 i RT90 sådan cirka, og nede under en lille bakke så vi ikke kunne se sporet.

Vi gik lidt op mod øst, og der var sørme stien og vintermarkeringerne og det hele, og vi var på vej.

Lige før en sø, og hvor stien krydser pilekrattet, er det godt at dreje fra. Det gør vi og vandrer syd om søen 824 og ovenfor pilekrattet. Pilekrat er noget, og her kan I selv tænke jer til et rigtigt grimt ord!, og det skal man for alt i verden undgå hvis man kan. Specielt i regnvejr er det noget så bøvlet, men også når det er tørt. Grenene hænger fast i rygsækken, slasker én i ansigtet og rødderne griber om ens ankler, og det tager en hulens tid at møve sig igennem de krat, der er mandshøje og hvor man ikke kan se hvor man er, eller hvilken vej der er den korteste gennem moradset.

Det behøver vist ingen forklaring

Jeg havde jo været her før nogle gange, så jeg havde luret den bedste vej omkring det. Vi holdt os på højden lige ovenfor pilekrattet, men fulgte vandløbet Vállášjohka ind langs det lille fjeld Dolakčohkka. Vi har en overnatning herinde, inden vi næste dag vandrer videre mod det markante fjeld Bealžžáčorru. Bealžžáčorru, noget af en navn, står som et markant vartegn hvor Leavášvággi og Bealžžávággi møder hinanden, og sammen med fjeldet på dalens modsatte side, danner det en port ind til Leavášvággi’s øvre dele.

På vej

Vi vågner i teltene til en kold morgen. Vejret er slået om, og det der før var arktisk sommer, føles nu nærmere som arktisk efterår. Det blæser, småregner og en let regntåge bølger hen over landskabet, hvis brune og grønne nuancer udviskes i det skiftende diffuse lys. Stenene i den stenrige landskab, her oppe i knap 1200 moh, har skiftet fra matte til blanke og glatte, og den sparsomme jord der nærmere er grus har suget vand, så det sjapper om støvlerne da jeg går hen til vandløbet for at hente vand til morgenmaden. Det er ikke en morgen der inviterer til morgenhygge, men en morgen der inviterer til at vi hurtigt får spist, pakket sammen og kommer ned i lavlandet nede i Bealžžávággi 300 meter under os.

Nedstignen er bøvlet det første stykke, hvor der både er lidt stejlt og glat, men ned kommer vi da og nu lurer jeg lidt på vandløbet i bunden af dalen. Er der meget vand i år. Hvis der er, er vi gået for langt ned, og skulle hellere have krydset længere oppe i dalen!

Regnen er stoppet, men skyerne selvom de er lettet, lidt ser stadig truende ud. Jeg går forrest hen til det brede sted jeg kan se i vandløbet. I de brede partier plejer vandløb at være lettest at krydse. Vi har sandaler med så vi kan vade, men i det kolde vejr er der ikke meget sjov i dét, så jeg satser på at finde et sted hvor vi bare kan hoppe fra sten til sten.

Bealžžájohka

Vandløbet har en hovedstrøm med en del vand i nærmest mig, og lidt ude en holm med sten og græs, og endnu en strøm som jeg ikke kan se hvor dyb eller bred er. Vi vælger at holde en lille pause mens vi rekognoscere uden rygsække. Det viste sig let at komme over.

Vi fortsætter nu hen om ’hjørnet’ og omgår Bealžžáčorru’s stejle østlige udløber der stejlt tårner sig op over os. Skyerne er krøbet sammen igen og længere ned – det bliver regn! Regn havde jeg ikke lige kalkuleret med på denne del af turen, hvor vi ser frem mod en høj pasovergang, fra Leávášvággi til Visttasvággi. Vi havde nemlig ikke et brugbart alternativ. Længere fremme fandtes godt nok en opgang til Mårmapasset, men det ville nærmest være et værre valg i dårligt vejr end vores påtænkte.

Jeg sagde ikke noget, men fortsatte blot ind i Leávášvággi’s mere golde del mens regnen silede ned, frokosttiden nærmede sig og den flade bare dal bød ikke umiddelbart på noget læsted, som ville være egnet til en frokostplads. Skyerne der var blygrå, hang nu nærmest nede om anklerne på os, og sigtbarheden var få meter, men da vi fulgte vandløbet kunne vi sagtens orientere os. Vi skulle bare følge vandløbet et stykke ind i dalen, og gerne frem til søen længst inde.

Frokosten blev indtaget ved en klippeformation, ved bredden af vandløbet. Meget læ gav den ikke. Det var nærmest en illusion af læ, og vi spiste mens regnen dryppede fra regnhætterne, mens vi skuede så langt vi kunne ud i det grå og brune landskab.

Efter den hurtige frokost var vi ligesom brugt op, eller vi gad ikke mere, så efter et par kilometer slog vi lejr – morgendagen måtte vi se hvad ville bringe. Det så ud til, at vi skulle vandre over fjeldet i tåge og regn, men den tid den sorg!

Vi finder en udmærket teltplads. Den var i hvert fald plan og fin at telte på. Hvor vi var eller hvordan omgivelserne så ud kunne vi ikke se I tågen. Klokken var ikke så mange så vi krøb ind i teltetene og ventede på det skulle blive aftensmadsstid.

Så ligger man der og venter, læser og blunder lidt, med fare for at falde i søvn, så man har svært ved at sove om natten, men tiden skal jo gå med noget i de små telte.

Hen ad morgenen stilner regnen af sammen med vinden. Man ligger i teltet og tør dårligt kikke ud. Mon det klarer op? Eller er det bare en pause, inden det bryder løs igen? Vi kryber ud af teltene én efter én, kikker op på himlen ‘er det ikke blevet lysere?, vi tror det’, og finder kogegrejet frem for at lave morgenmad. Én henter vand og sørme om ikke skyerne spreder sig, og lidt blå himmel i voksealderen bryder frem imellem det grå. Fulde af fortrøstning spiser vi, og mens vi senere pakker lejren ned spredes skyerne endnu mere, og åbenbarer en næsten blå himmel.

Det klarer op

Spottet

Det hjælper jo noget på humøret, og selvom vi faktisk ikke er så langt fremme i dalen så vi skal dreje op mod vest, i kløften Šnalžogurra så vurderer vi, at vi lige så godt kan gå opad nu, og oppe tage plateauet vi kan se nedefra hen til Šnalžogurra. Nedefra ser det let ud. Det er det også, op ad et snefelt, indtil vi når plateauet der selvfølgelig er en irriterende blokmark af mellemstore grå gnejsblokke, der ikke ligger helt stille når man går på dem. De er heldigvis blevet tørre og er ikke glatte, men det tærer på både tid og kræfter at nå hen til kløften.

Vi når den hen ad formiddagen. Under os ligger den med blåt vand i vandløbet, der i to strømme løber ud over kanten gennem en frodig grøn eng oversået med gule smørblomster, og ned i Leávášvággi under os. Vi bliver på højden og slider os videre ind I fjeldet. Stigningen ophører og vi spiser frokost på et fladt stykke med frodige enge, piblende sølvglinsende vandløb solen spejler sig flaksende i, og nogle gode sten at sidde på mens vi spiser frokost. Vi giver os god tid i varmen og nyder livet.

Da vi begiver os videre har vi to vandløb der skal passeres. De er ikke noget problem vandmæssigt, men de ligger dybt nedskuret i fjeldet i dybe kløfter man først skal ned i, derefter krydse vandet og så op igen på den anden side, hvor man med det samme man er oppe kan se den næste, hvor strabadserne vil gentage sig  på de løse skråninger.

Vel over belønnes anstrengelserne med et storslået vue tværs over Visttasvággi hvor Kebnakaisemassivets spektakulære toppe og markante fjeldpartier, står skarpt mod den klare blå himmel.

Vi vandrer stille og roligt hen over plateauet mens vi nyder udsigten. Jeg overvejer om vi skal telte heroppe. Det er jo fint og stille vejr, der er fine græsklædte teltpladser ved et klukkende vandløb. Smørblomster, fjeldensian, kvan og andet smukt vokser langs med det, solen skinner og alt er godt. I baghovedet lurer dog fornemmelsen af, at vejret slår om i løbet af nattet, og at ligge heroppe i 1200 moh hvis det blæser er ikke optimalt, så vi vælger at vandre ned i Visttasvaggi hvor vi telter ved den gamle kåte ved broen over Vássajohka.

Inden vi vandrer ned og væk fra udsigten sidder vi og nyder synet.