Så er vi kommet hjem fra en fin og flot tur i Lapland hvor vejr og sneforhold gjorde at turen kunne gennemføres næsten planmæssigt. Kun en manglende bro fik os til at ændre lidt på ruten der dog ikke blev ringere af det.
Det er efterhånden nogle uger siden vi vendte hjem fra årets fjeldtur, men som nogle sikkert ved så er min tid gået med at få en ny bog færdig til udgivelse, men mere om dette senere.
Under fjeldturen var vi atter i år temmelig heldige med valget af tidspunktet for turens afvikling.
Vi havde utroligt fint vejr med ret høje temperaturer der nærmest lå mellem 20 og 25 grader døgnet rundt. Ja - det lyder jo dejligt men faktisk er det en smule for varmt til en vandretur med rygsæk, men klage over det kan man jo ikke være bekendt.
En regnvejrsdag havde vi dog og på den dag stod vandet ned i stænger hele dagen så det blev til en afstikker til Huvkijávri-hytten og en mindre omvej der dog ikke var noget før vi stod ved et brusende vandløb og gloede på to betonsokler hvorpå der efter kortet burde være monteret en bro - men nogen bro var der ikke!
Det kedelige var at man fra stedet kan se hytterne kun ca én km. væk så over skulle vi. Nu er man ikke meget for at smide støvler og sokker og iføre sig vadesko når vandet står ned i søjler, så derfor bruger man i den slags situationer altid lidt ekstra tid på at finde en mulig vej over. Det lykkedes langtfra altid men den her kunne hoppes fra sten til sten længere nedstrøms så vi kom over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar