tirsdag den 16. maj 2017

Et fint vandreområde i Sydsverige

Det er ofte man lige ”mangler” et turområde tæt på Danmark. Ikke at Danmark ikke har fine turområder, men Danmark har begrænsninger i forhold til fx Sverige hvor Allemannsrätten råder, og giver frihed til at telte og færdes hvor man vil indenfor ret vide rammer.






































Når man så vælger Sverige frem for Danmark, vil man også gerne have en lidt anderledes natur, og den finder man blandt andet i det østlige Skåne og i Blekinge; og selvfølgelig også længere nordpå.Naturen i det vestlige Skåne ligner Dansk natur ret meget med bøgeskove etc. og byggestilen er også meget lig den hjemlige. Den typiske svenske natur er imidlertid store åbne skove hvor tyttebær og blåbær dominerer i skovbunden sammen med forskellige mosser, Mange vandløb og søer og klipper der stikker op og i det hele taget en helt anderledes natur end i Danmark.

Når man planlægger en weekendtur så skal halvdelen af turen selvsagt ikke være transport. Man vil gerne af sted efter arbejdstid fredag og nå den første lejrplads inden det bliver mørkt – og det også i det tidlige forår og om efteråret. Dette beror naturligvis også på hvor man bor i Danmark!

Der er mange gode områder i hele Sydsverige, og der er en masse markerede ruter som fx Skåneleden, Hallandsleden, Kyst til kystleden og mange flere. Dem kan man naturligvis vælge at benytte sig af, men ind imellem er det mere spændende at ”opfinde” sine egne ruter! Jeg har lavet mange og nogle af dem ligger i umiddelbart nærhed af et af Sydsveriges bedste og mest populære kanovande nemlig det sammenhængende søsystem Immeln, Raslångan og Halen ved Olofström.

Hele området er rigt på søer og vandløb. Klipper stikker op og hvor den specielle svenske underskov med blåbær, svampe, fyrretræer islået birk dominerer. Området er relativt tyndt befolket uden megen landbrug og industrier. Vandet i søerne er rent og kan sagtens bruges efter kogning.

Området ligger cirka 2,5 times kørsel fra København hvilket er overkommeligt. Desværre er det lidt småt med offentlige transportmidler i området hvorfor de her udvalgte ture er baseret på at man har bil med og går eller padler en rundtur fra bilens parkeringsplads. Det kan dog godt lade sig gøre at komme til området med offentlige transportmidler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar