Svampetur i Sydsverige

Jeg elsker svampe, altså de der sjove vækster der vokser i skovbunden, og er hyggelige at samle samtidig med, at man får sig nogle gode og friske oplevelser i skoven.

En herlig morgenudsigt på svampeturen

Jeg har jo en eller anden forkærlighed for området omkring Immeln og i det hele taget for området i det østlige skåne og i Blekinge.

Tragtkantareller

Herovre er skoven helt anderledes en den traditionelle danske velplejede bøgeskov. Her er skoven mere åben, større og gennemløbet af masser af små vandløb der forbinder en masse små og store søer. De gamle bøge- og nåleskovsområder med mos, tyttebær, blåbær og vilde hindbær er et eldorado for svampesamlere idet svampene her har fine voksebetingelser. Samtidig er områderne så store at der ikke er overrendt af samlere - og slet ikke hvis man har tjek på kort og kompas, og er villig til at vove sig langt ind i skoven. Det er der nemlig ikke mange andre der tør.

Sæsonen er på sit højeste selvom den burde være i aftagende, men den varme sommer og det milde efterår forlænger sæsonen for de fleste svampe. Dem jeg går efter har imidlertid sæson lige nu. Jeg er helt vild med tragtkantareller og tager næsten til Sverige hvert efterår for at samle, og gerne på fleredagesture så jeg også lige kan 'være derude'.

Tragtkantareller kan man ikke forveksle med noget der er giftigt. De er, lige som andre kantareller lette at kende. Svampen ligner gul kantarel, men er lys til mørk brun gående over i gråbrun. Hatten er tragtformet og lamellerne, der sidder fast på svampen og ikke kan nulres af, er gaffelformede og løber under hatten og lidt ned på stokken. Stok og hat sidder fast sammen. Hattens rand er takket/bølget. Stokken er gul.

Dagens høst

Tragtkantarellen ynder at vokse hvor der er lidt fugtigt, og gerne i mos hvilket gør at den er ren at plukke - man får ikke megen jord med.
Den kan vokse både på sur og basisk jordbund, og kommer frem i september og forsvinder først med den første frost. Altså en meget land sæson.

Det er en fin spisesvamp der egner sig til tørring for langtidsopbevaring. Jeg har tørrede svampe på lager der er fler år gamle og stadig udmærkede at spise i forskellige retter.

Test af uldundertøj fra svenske Ivanhoe

Beklædning til friluftslivet er altid værd at diskutere og der er mange meninger, men det er altid nogle få kendte mærker der nævnes og mange af dem er også fine og funktionelle.

Jeg går ind for flerlagsprincippet når jeg vandrer. Altså flere lag tyndt tøj på i stedet for få tykke lag. På den måde kan man bedst regulere efter vejr og vind og hvor meget man anstrenger sig. Om man går op, hen eller ned ad bakke.

Førhen brugte jeg en grundkombination bestående af en svedtrøje a la Lifa, Kraft eller lignende og derudover en bomulds T-shirt og så en fleecejakke. Altså en masse kunststof og bomuld der lugter når man har svedt i nogle dage.

Jeg plejer at få røde pletter over det hele lige så snart nogle blot nævner ordet uld!
Nogen påpegede så, at fx merinould det ville jeg ikke reagere overfor og det viste sig at være rigtigt, men de trøjer og bukser jeg har prøvet i det materiale, har været lidt kraftige, eller haft hætte, som er irriterende når man vandrer med rygsæk, og for varme og derved ikke så let at regulere på.

Jeg talte med folkene hos FNE-Outdoor på Fyn, og fik et tyndere sæt fra svenske Ivanhoe!

Iwanhoe! Jeg havde aldrig hørt om det! Underligt, for det er et gammelt velrenommeret svensk firma der siden 1946 har fabrikeret tøj i Gällstad.

Jeg var naturligvis spændt på, at teste om uldundertøjet kradsede, gav mig eksem, fungerede uden at komme til at lugte for meget og ellers holdt til nogle gange vask i maskine.

Det sæt jeg har testet er model Ivanhoe Felix. En bluse med kort lynlås og lange ærmer med sådan nogle huller til tommelfingeren så han får varmet hænderne og ærmerne ikke glider op.
Blusen vejer 160 g og bukserne det samme.

Det første jeg gør, aer at føle på stoffet. Virker det behageligt, kredser det og så videre.
Det næste er at se alle syninger og linning igennem. Er det pænt syet, eller er der skæve eller på anden måde sjuskede syninger, er der løse tråde eller tråde der ikek er ordentlig hæftede?
Hvordan er afslutningen i hals og ben. Er det bare syet tværs over eller er der en påsyet ribkant elelr anden pæn afslutning hvor materialets strækretning er vendt så de ikek bliver løse med tiden. Er linningen pæn og elastikken jævn.
Lynlåsen kikkes også efter om den er af ordentlig holdbar kvalitet og syet rigtigt i uden flapper der kan fange den så den sætter sig fast.

Derefter prøves tøjet. Sidder det som det skal også når man bevæger sig og så videre.

Så skal det med på tur og vise om det holder til vandreture med rygsæk og efterfølgende maskinvask uden at ændre struktur i stoffet og uden at ændre facon.

Mit indtryk herefter er, at Ivanhoe Felix undertøjet er behageligt, kradser ikke og er yderst velfabrikeret. Det holder faconen selv efter flere gange maskinvask og bliver ved med at være blødt og behageligt.
Jeg har ingen fejl fundet på det og priserne på 599 kr for blusen og 499 kr for bukserne er en god pris i forhold til kvaliteten.

Med kano i Sydsverige

Efterårets traditionsrige outsite-kanotur står for døren, og mens jeg sad og tænkte over den, fandt mine tanker tilbage på alle de kanoture jeg har været på derovre, og alle de hyggelige lejrpladser der har været i gode kammeraters lag.
Kanoture er altid hyggelige med masser af lejrhygge, god mad og lidt vin ved bålet.
Ture jeg ikke vil undvære, hverken forår eller efterår.

Nu ved jeg jo godt, at mange af jer læsere atter tænker: "Han er sq underlig! At tage det samme sted hen, stort set, på alle kanoture. Hvorfor ikke prøve noget nyt. En å måske".

Jeg ved det godt, men jeg har været på flere af de sydsvenske åer gennem tiderne. Jeg er vist bare nået dertil i 'min udvikling' at vand er vand', og bare der er Allemannsret så er det fint med mig.

Dertil kommer, at Immeln er let at komme til på relativ kort tid fra Sjælland. Under 3 timer tager det fra København over Øresundsbroen, der er billigere end Storebæltsbroen, at nå derover. Det er fint også her i efteråret hvor det bliver relativt tidligt mørkt.

Når jeg er på en sø, slipper jeg også for en masse logistik, som ikke kunne undværes ved åpadling. Biler skal køres frem og tilbage, og det er måske svært at nå destinationen med offentlige transportmidler og så videre. Til Immeln Kanotcenter kan man komme med tog og bus.

Immeln er en kæmpestor sø, der har tilgang til flere mindre søer via overbæringer, og det samlede søsystem med Immeln, Filkesjön, Raslången og Halen, udgør et så stort sammenhængende padleområde, at man godt kan få en uge til at gå med at padle rundt.

Noget af det hyggeligste, er de mange muligheder der er for at få sin helt egen lejrplads, på en lille ø eller langs bredderne.

Der er hygge ved bålet og i kanoen er der også plads til campingstole

Her har vi gennem tiderne, og under mange flotte og hyggelige ture, ligget mange steder i telt førhen. Imidlertid har vi været i land på et utal af lokationer der var flotte og ugenerte for andre kanopadlere, men hvor skovbunden desværre har været for kuperet for telte.

Et telt, også selvom det er et lille fjeldtelt skal jo bruge lidt plads, dels til et plant stykke hvor indbyggerne skal ligge behageligt om natten, men også til oversejl, apsis og barduner, og det er ikke altid let i den ofte meget kuperede svenske skovbund langs vandet.

Tarp & bivybag

Med dette i baghovedet måtte der søges andre løsninger!
En enkelt person, der ligger på et underlag i en sovepose, fylder ikke meget i landskabet. Meget mere end to meter gange en halv bliver det ikke til, og så lille et plant sted kan man altid finde.

På den måde kan man ligge under et tarp, eller en billig presenning, der godt nok vejer mere end et tarp af Silnylon, men som til gengæld ikke koste meget mere end et par øl på stamværtshuset, og vægten på en kanotur er jo nærmest underordnet. Sådan et 'skiv' laster jo op mod de 500 kg!

Der er så bare det, at når jeg ligger ude på et underlag i min sovepose, så sker der altid det, at når jeg vågner om morgenen så befinder jeg mig adskillige meter fra underlaget - hvis jeg altså ikke lige vågner i løbet af natten fordi jeg fryser uden underlaget. Jeg må vende mig samme vej hver gang jeg vender mig siden jeg ruller væk, men særlig praktisk er det ikke.

Den slags er der også løsninger på. En bivybag!

Jeg har en GoreTex'en fra Integral. Faktisk én jeg har købt brugt på Outsite.org. Nu er GoreTex jo noget fornemt og dyrt noget, men ligger man alligevel under tarp eller presenning, så kan mindre sagtens gøre det.
Jeg lægger mit liggeunderlag ind i bivyen sammen med soveposen, så ruller jeg ikke væk, kun rundt så jeg hverken kan finde den ene eller den anden lynlås, idet de altid ender med at flytte sig om i nakken, eller et andet sted det er svært at nå. Men det er til at leve med.

Tarp

Jeg har ligget under tarp i en del år ,og lever efter princippet: "Jeg ligger principielt ikke i telt syd for polarcirklen!".
Det slogan syntes jeg lyder skide godt, og lidt sejt. Der var bare lige en enkelt ting, jeg ikke havde tænkt så dybt over, og det er at der jo også er fjeld syd for polarcirkelen, som for eksempel ved Sylarna, hvor jeg jo har været nogle gange og ligget i telt. Så mellem os, men lad det ikke sive ud, har jeg ændret sloganet til: "Jeg ligger principielt ikke i telt syd for polarcirkelen, bortset fra i fjeldet!".
Det lyder lidt sejt alligevel, men det er nu ikke så meget af den årsag at jeg ikke ligger  i telt - det er bare bedre at ligge helt udendørs, og udsigten når man vågner om morgenen, og den tættere nærhed til naturen i forhold til teltovernatninger, er bedre.

Udsigt fra min soveplads holder jeg meget af, men der må jeg sige, at selv tarpet har begrænsninger. Man kan ikke ligge præcis hvor man vil, og der hvor jeg vil ligge er så langt ude ved vandet og udsigten, jeg kan komme.

Hængekøje

Det sidste ny i mit soveudstyr er min hængekøje fra Hennessys, en genial opfindelse, med tarp, myggenet og fin komfort. Min er af den asymetriske type, hvor man ligger næste helt plant og såmænd og så kan ligge på siden.

En smuk plads ved Immeln

Med den kan jeg komme helt ud til udsigten på kanten, bare der er et par træer med rimelig afstand af hinanden, og træer er der i Sverige.
Med hængekøjen er jeg helt uafhængig af skovbundens beskaffenhed.

Hængekøjen har på mange ture givet geniale pladser og udvider mulighederne for fede lejrpladser helt enormt.

Der findes mange forskellige typer af hængekøjer, og nogle syntes andre modeller er bedre end min, men sådan er vi jo forskellige.

Det er derfor svært at anbefale en køje til andre og så vil jeg hellere invitere til at tage med på tur og der se og prøve de mange modeller der ofte er med - der er nemlig ved at gå turmode i hængekøjer.

Kanotur på Immeln

Har du nu, ved at læse dette, fået lyst til at tage med på kanotur så kan du læse om vores næste kanotur på www.outsite.org - Danmarks største og mest seriøse site for friluftsfolket.

Følg dette link til din næste kanotur: Kanotur på Immeln 17. - 19. oktober '14
Der er også en planlægningstråd for turen her!

Et godt spot i fjeldet!

De gode spot finder man sjældent lige om hjørnet, ofte skal man langt ind i fjeldet, og samtidig være heldig med vejret på det rigtige sted.

I 2008 vandrede vi i et af mine foretrukne områder af Kebnekaisefjeldene. Ja, jeg ved faktisk ikke om man kan kalde det ’Kebnekaisefjeldene’? Det ligger ligesom lidt udenfor, mod øst og på den anden side af den lange grønne dal Visttasvággi, der nærmest er Kebnekaisemassivets grænse mod øst, ligesom Čeakčavággi er det mod vest. Området som sådan har ikke noget samlet navn, så jeg kalder det ”Leavasområdet” efter det store vandløb der løber igennem det.

Området er en smule bøvlet at nå hvis man kommer med fly eller tog til Kiruna. Man skal nså med bussen mod Nikkaluokta ligesom alle de andre, men det letteste tilgangspunkt til Leavasområdet er fra den lille by Årosjåkk der ligger cirka 20 kilometer før Nikkaluokta. Man skal jo så af bussen før alle de andre og derfor forsøge at have styr på at ens rygsæk ikek lige ligger inderst i bussens bagagerum.

Alternativt kan man køre helt til Nikkaluokta, og tage en lidt mere avanceret vej op i området via Visttasvággi som man vandrer ind i, og så et kort stykke inde drejer fra stien, og kæmper sig op gennem birkeskoven til renvokterhytten ovenfor trægrænsen (se kortet).

Ruten er indtegnet med blåt

Man kan også bare chartre en helikopter og bede om at blive sat af ovenfor trægrænsen. Det gjorde vi!

Helikopteren pakkes i Nikkaluokta

Tilgangsvejen

Når man så på denne lette måde har overstået stigningen gennem birkeskovens mygge-helvede, og står ovenfor trægrænsen hvor en let brise trætter myggenes, i forvejen ikke særlig gode flyvetekniske kunnen, kan man være i fred for de fleste.

Nu var der så bare det, at jeg ikke havde peget særlig præcist på kortet, og derfor bare vist piloten, at han kunne sætte os af et eller andet sted, hvor det var lettest at sætte piskeriset ned, hvilket han gjorde med ynde. Vi kom af, han fløj videre med en vinken, og vi så os omkring – hvor f….. var vi egentlig?

Ovenfor Årosjåkk et eller andet sted stod vi jo nok, men præcis hvor vidste vi ikke. Der burde være en sti i nærheden, for der går en sti mellem Årosjåkk, og rundt om Leavasområdet, og frem til samernes sommerlejr ved Alisjávri, men den kunne vi ikke se. Der står ellers nogle røde krydser på alustænger og markerer vintersporet, dem kunne vi bare heller ikke se.

Men udsigten, den kunne vi godt se. Området fremstår som en kæmpestor højslette let kuperet af mindre høje,  med såkaldt tør rishede. Tør rishede er sletteagtigt bevoksning med fjeldbirk, der er en lav krybende træagtig vækst, hist og her afløst af små vandløb og søer. Nogle lidt større vandløb og pilekrat er der også et par steder, men området er letvandret.

Solen kæmpede lidt med skyerne om hvem der skulle have mest magt. En kamp solen så ud til at ville vinde, og ude mod vest sås de sne- og gletsjerdækkede toppe i Kebnekaisemassivet knejse mod den lidt uldne lyseblå himmel. Det var varm,t og vel godt op mod de tyve grader i solen, og skyggesteder var der ingen af i det åbne landskab.

Nu var det ikke altafgørende hvor vi befandt os efter landingen. Vi skulle ikke bruge stien til så meget, men den er god at have det første stykke, hvor vi gerne skulle ramme det bedste sted at dreje fra, for at undgå for megen pilekrat, og for ikke at komme for højt op.

Kortet, kompasset og ikke mindst GPS’en måtte frem. GPS’en fandt hurtigt satellitterne og dermed vores position, og så var det blot at få den ført ned på korter. X 7540100 og Y 1645200 i RT90 sådan cirka, og nede under en lille bakke så vi ikke kunne se sporet.

Vi gik lidt op mod øst, og der var sørme stien og vintermarkeringerne og det hele, og vi var på vej.

Lige før en sø, og hvor stien krydser pilekrattet, er det godt at dreje fra. Det gør vi og vandrer syd om søen 824 og ovenfor pilekrattet. Pilekrat er noget, og her kan I selv tænke jer til et rigtigt grimt ord!, og det skal man for alt i verden undgå hvis man kan. Specielt i regnvejr er det noget så bøvlet, men også når det er tørt. Grenene hænger fast i rygsækken, slasker én i ansigtet og rødderne griber om ens ankler, og det tager en hulens tid at møve sig igennem de krat, der er mandshøje og hvor man ikke kan se hvor man er, eller hvilken vej der er den korteste gennem moradset.

Det behøver vist ingen forklaring

Jeg havde jo været her før nogle gange, så jeg havde luret den bedste vej omkring det. Vi holdt os på højden lige ovenfor pilekrattet, men fulgte vandløbet Vállášjohka ind langs det lille fjeld Dolakčohkka. Vi har en overnatning herinde, inden vi næste dag vandrer videre mod det markante fjeld Bealžžáčorru. Bealžžáčorru, noget af en navn, står som et markant vartegn hvor Leavášvággi og Bealžžávággi møder hinanden, og sammen med fjeldet på dalens modsatte side, danner det en port ind til Leavášvággi’s øvre dele.

På vej

Vi vågner i teltene til en kold morgen. Vejret er slået om, og det der før var arktisk sommer, føles nu nærmere som arktisk efterår. Det blæser, småregner og en let regntåge bølger hen over landskabet, hvis brune og grønne nuancer udviskes i det skiftende diffuse lys. Stenene i den stenrige landskab, her oppe i knap 1200 moh, har skiftet fra matte til blanke og glatte, og den sparsomme jord der nærmere er grus har suget vand, så det sjapper om støvlerne da jeg går hen til vandløbet for at hente vand til morgenmaden. Det er ikke en morgen der inviterer til morgenhygge, men en morgen der inviterer til at vi hurtigt får spist, pakket sammen og kommer ned i lavlandet nede i Bealžžávággi 300 meter under os.

Nedstignen er bøvlet det første stykke, hvor der både er lidt stejlt og glat, men ned kommer vi da og nu lurer jeg lidt på vandløbet i bunden af dalen. Er der meget vand i år. Hvis der er, er vi gået for langt ned, og skulle hellere have krydset længere oppe i dalen!

Regnen er stoppet, men skyerne selvom de er lettet, lidt ser stadig truende ud. Jeg går forrest hen til det brede sted jeg kan se i vandløbet. I de brede partier plejer vandløb at være lettest at krydse. Vi har sandaler med så vi kan vade, men i det kolde vejr er der ikke meget sjov i dét, så jeg satser på at finde et sted hvor vi bare kan hoppe fra sten til sten.

Bealžžájohka

Vandløbet har en hovedstrøm med en del vand i nærmest mig, og lidt ude en holm med sten og græs, og endnu en strøm som jeg ikke kan se hvor dyb eller bred er. Vi vælger at holde en lille pause mens vi rekognoscere uden rygsække. Det viste sig let at komme over.

Vi fortsætter nu hen om ’hjørnet’ og omgår Bealžžáčorru’s stejle østlige udløber der stejlt tårner sig op over os. Skyerne er krøbet sammen igen og længere ned – det bliver regn! Regn havde jeg ikke lige kalkuleret med på denne del af turen, hvor vi ser frem mod en høj pasovergang, fra Leávášvággi til Visttasvággi. Vi havde nemlig ikke et brugbart alternativ. Længere fremme fandtes godt nok en opgang til Mårmapasset, men det ville nærmest være et værre valg i dårligt vejr end vores påtænkte.

Jeg sagde ikke noget, men fortsatte blot ind i Leávášvággi’s mere golde del mens regnen silede ned, frokosttiden nærmede sig og den flade bare dal bød ikke umiddelbart på noget læsted, som ville være egnet til en frokostplads. Skyerne der var blygrå, hang nu nærmest nede om anklerne på os, og sigtbarheden var få meter, men da vi fulgte vandløbet kunne vi sagtens orientere os. Vi skulle bare følge vandløbet et stykke ind i dalen, og gerne frem til søen længst inde.

Frokosten blev indtaget ved en klippeformation, ved bredden af vandløbet. Meget læ gav den ikke. Det var nærmest en illusion af læ, og vi spiste mens regnen dryppede fra regnhætterne, mens vi skuede så langt vi kunne ud i det grå og brune landskab.

Efter den hurtige frokost var vi ligesom brugt op, eller vi gad ikke mere, så efter et par kilometer slog vi lejr – morgendagen måtte vi se hvad ville bringe. Det så ud til, at vi skulle vandre over fjeldet i tåge og regn, men den tid den sorg!

Vi finder en udmærket teltplads. Den var i hvert fald plan og fin at telte på. Hvor vi var eller hvordan omgivelserne så ud kunne vi ikke se I tågen. Klokken var ikke så mange så vi krøb ind i teltetene og ventede på det skulle blive aftensmadsstid.

Så ligger man der og venter, læser og blunder lidt, med fare for at falde i søvn, så man har svært ved at sove om natten, men tiden skal jo gå med noget i de små telte.

Hen ad morgenen stilner regnen af sammen med vinden. Man ligger i teltet og tør dårligt kikke ud. Mon det klarer op? Eller er det bare en pause, inden det bryder løs igen? Vi kryber ud af teltene én efter én, kikker op på himlen ‘er det ikke blevet lysere?, vi tror det’, og finder kogegrejet frem for at lave morgenmad. Én henter vand og sørme om ikke skyerne spreder sig, og lidt blå himmel i voksealderen bryder frem imellem det grå. Fulde af fortrøstning spiser vi, og mens vi senere pakker lejren ned spredes skyerne endnu mere, og åbenbarer en næsten blå himmel.

Det klarer op

Spottet

Det hjælper jo noget på humøret, og selvom vi faktisk ikke er så langt fremme i dalen så vi skal dreje op mod vest, i kløften Šnalžogurra så vurderer vi, at vi lige så godt kan gå opad nu, og oppe tage plateauet vi kan se nedefra hen til Šnalžogurra. Nedefra ser det let ud. Det er det også, op ad et snefelt, indtil vi når plateauet der selvfølgelig er en irriterende blokmark af mellemstore grå gnejsblokke, der ikke ligger helt stille når man går på dem. De er heldigvis blevet tørre og er ikke glatte, men det tærer på både tid og kræfter at nå hen til kløften.

Vi når den hen ad formiddagen. Under os ligger den med blåt vand i vandløbet, der i to strømme løber ud over kanten gennem en frodig grøn eng oversået med gule smørblomster, og ned i Leávášvággi under os. Vi bliver på højden og slider os videre ind I fjeldet. Stigningen ophører og vi spiser frokost på et fladt stykke med frodige enge, piblende sølvglinsende vandløb solen spejler sig flaksende i, og nogle gode sten at sidde på mens vi spiser frokost. Vi giver os god tid i varmen og nyder livet.

Da vi begiver os videre har vi to vandløb der skal passeres. De er ikke noget problem vandmæssigt, men de ligger dybt nedskuret i fjeldet i dybe kløfter man først skal ned i, derefter krydse vandet og så op igen på den anden side, hvor man med det samme man er oppe kan se den næste, hvor strabadserne vil gentage sig  på de løse skråninger.

Vel over belønnes anstrengelserne med et storslået vue tværs over Visttasvággi hvor Kebnakaisemassivets spektakulære toppe og markante fjeldpartier, står skarpt mod den klare blå himmel.

Vi vandrer stille og roligt hen over plateauet mens vi nyder udsigten. Jeg overvejer om vi skal telte heroppe. Det er jo fint og stille vejr, der er fine græsklædte teltpladser ved et klukkende vandløb. Smørblomster, fjeldensian, kvan og andet smukt vokser langs med det, solen skinner og alt er godt. I baghovedet lurer dog fornemmelsen af, at vejret slår om i løbet af nattet, og at ligge heroppe i 1200 moh hvis det blæser er ikke optimalt, så vi vælger at vandre ned i Visttasvaggi hvor vi telter ved den gamle kåte ved broen over Vássajohka.

Inden vi vandrer ned og væk fra udsigten sidder vi og nyder synet.

Undervisning / vejledning i friluftsliv, hvad er det rigtige?

Da den spirende interesse for friluftsliv opstod i mig, vidste jeg ikke hvad det var. Jeg oplevede bare en dragen og lyst til naturen, til at være derude, og en naturlig nysgerrighed og lyst til, at ’vide det hele’. 

Jeg læste alt hvad jeg kunne få fat i om dyr og natur, og fulgte med i naturudsendelser som Dr. Liberkind, og en del svenske naturudsendelser der blev vist på TV, der dengang var i sin vorden, men mit barndomshjems nærhed til Sverige gjorde, at vi kunne tage svensk TV, og da vores familie har aner i Lund i Sverige, var det en naturlig ting både at forstå svensk, men også at se svensk TV.

Knud Rasmussens hus i Hundested

Interessen fik efterfølgende gødning da mine forældre købte sommerhus i Hundested, og jeg opdagede Knud Rasmussen, der sammen med de andre polarforskere senere har været med til at sætte min natur- og friluftsinteresse solidt fast. Alligevel så må hangen til udelivet på en eller anden måde være medfødt, for jeg har altid hellere villet være ude end inde.

I starten skulle friluftslivet imidlertid 'opdages' og på de første ture og overnatninger, famlede jeg mig lidt frem. Der var ikke så mange bøger om emnet ud over lidt om spejderbevægelsen, som jeg aldrig har tilhørt og heller ikke haft interesse for. Jeg var dengang lige som nu, mere end fyrre år senere, stadig drevet af lysten til blot at være derude, men var bevidst om at det nok ikke bare er noget man gør, hvis man vil færdes i polaregne, det havde jeg jo læst om.

Jeg vovede mig længere og længere ud, og endte til sidst i Grønland efter mange år i de skandinaviske fjelde og i Sydsverige. Svensk Lapland mistede jeg dog aldrig interessen for.

Da jeg ikke holder så meget af at vandre på markerede stier, hverken i lavlandet eller i fjeldet, måtte jeg udvide mit territorium. I starten, da jeg ikke var erfaren, gik jeg naturligvis ad de markerede stier både i Sydsverige og i fjeldet, hvor Kungsledens øverste strækning dannede rygraden i min udforskning. Den startede med at vandre Kungsleden et par gange, hvorefter sidedalene, der enten er markerede eller delvis markerede, og med hytter i rimelig afstand af hinanden, blev udforsket. Andre vandrere på ruterne, var også med til at jeg følte mig tryg, på de mange alenevandringer. På de gængse vandreruter i fjeldområderne møder man altid folk i sæsonen, i løbet af en dagsvandring. 

Det har altid været vanskeligt for mig at finde vandremakkere, i mine sociale omgivelser, hvor folk vist har betragtet mig som lidt af en særling – og det gør de såmænd nok endnu, de nænner nok bare ikke at sige noget.

Lejr i Tarfala, Kebnekaise

Efterhånden fik jeg vandret rigtigt mange ruter i Sydsverige, og alle sidedalene til Kungsleden i området mellem Ábesko og Vakkotavare, eller i hvert fald alle dem, der var aftegnet som markerede eller mulige ruter på fjeldkortene BD6 og BD8.

Nu skulle der så udforskes nye, og uopdagede rutemuligheder!

Jeg havde vandret 3-pasleden, eller jo-jo-leden som nogle kalder den idet den går op og ned, samt Mårmapasset, som begge hører til i den hårde ende af ruter, både med hensyn til stigninger og orienteringsmæssigt især i dårlig sigt. Jeg var således forberedt på strabadser, når nye rutemuligheder skulle udforskes.

Det lykkedes ad åre, at få gennemtrevlet hele det fjeldområde, der dækkes af BD6 og BD8, for mulige alternative ruter. Mine ungdomsskoleelever fra de midsjællandske ungdomsskoler, der var med på en hel del ture, vil nok mene at der også var en del umulige ruter, eller ruter der ’kun går op ad bakke’!

Store områder af Sydsverige blev udforsket på samme måde, og specielt skovområderne i Blekinge og i grænseområderne mellem Skåne og Blekinge.

Ind imellem var jeg også i Sarek, og i andre svenske fjeldområder og i Norge ikke at forglemme, men det er en anden historie.

Lejr i Sydsverige vintertid

Med så mange år med friluftsliv, melder ønsket om at formidle glæden og interessen for, ikke mindst fjeldvandring, at melde sig. Andre kunne, og burde få glæde af min erfaring, og kendskab til områderne, men her blev jeg nærig. Jeg ville gerne have de nyopdagede, og ukendte områder for mig selv. Informerede jeg om dem, ville de måske blive overrendte, og så var jeg ikke mere alene i fjeldet på mine ture. I mange år holdt jeg dem for mig selv. Jeg skrev på bogen ”Kebnekaise”, men jeg offentliggjorde den ikke, før for ét år siden og den kan nu købes som PDF via www.kebnekaise.dk eller www.outsite.org.

Jeg var begyndt at undervise i fjeldvandring på diverse ungdomsskoler, og også på nogle aftensskoler under AOF, og jeg oplevede her en markant forskel på, hvad kursisterne forventede, og for hvad de selv var parate til at byde ind med. De voksne forventede klasseundervisning, og mange kom nærmest kun for underholdningens skyld, og fordi de havde en indre forestilling om at fjeldvandring kunen være spændende, men uden at være bevidste om, at de aldrig vil vove sig ud på så meget som en telttur i danmark – det lød bare spændende, og så sad de på rækker foran tavlen og lyttede på, og fik nok ikke meget ud af det, ud over underholdningsværdien, og så måske en fornemmelse af: ”At nu når de gik på kursus, så var de jo næsten derude!” Måske lidt ligesom at melde sig ind i en fodboldklub, og aldrig komme til træningen, men alligevel kunne sige: ”Jeg går da til fodbold!” og derved opretholde en illusion om at være aktiv.

Kanotur i Sydsverige

Ungdomsskoleeleverne var andrledes. De var unge og interesserede, ikke kun i teori, men i at prøve tingene af, og tog gerne med på weekendteltture i Danmark som optakt til fjeldturen, som de alle tog med på. Helt modsat de voksne der aldrig kom på tur, hverken i Danmark eller i fjeldet og havde alle mulige undskyldninger for ikke at tage med på weekendture, for at prøve kræfter med friluftslivet  i praksis.

Men nogle voksenhold fik jeg da ud til sidst, og også på fjeldet.

Erfaringer fra de to forskellige grupper, de unge mellem 13 og 21 år, og de voksne der oftest var mellem 35 og 60, var markant og er det stadig.

Jeg fandt også ud af, at klasseundervisning ikke nødvendig er af det gode i forhold til friluftsliv. Som underviser kan man ikke undgå at præge med sine egne erfaringer og teknikker, hvilket kan være med til at låse kursisternes naturlige nysgerrighed og udfoldelsesmønster, i forhold til selv at finde ud af tingene, med blot nogle basale grundfærdigheder i rygsækken. Deltagerne viste sig at blive langt mere opfindsomme, og udviklede selv teknikker og grej i forhold til de behov de oplevede at have, efter de første ture hvor de høstede egne erfaringer når alt ikke var pindet ud på forhånd.

På de unge virkede dette koncept fint, så klasseundervisningen fik herefter mere præg af noget andet. I stedet for direkte undervisning, blev det til gennemgange af udstyr efter funktionalitet, i stedet for ”dette er en god støvle, eller dette er en velegnet rygsæk etc”. Når eleverne lærte hvad de skulle se efter under valget, og var opmærksomme på de kompromisser deres økonomiske formåen holdt til, fik vi meget bedre debatter om grej og mange opfindsomme løsninger på bordet. Eleverne forholdt sig kritisk til stoffet og grejet, tænkte selv og lærte det de havde brug for også ved selvstudier og på ture uden læreren.

Der gives instruktion

Dette gav sig også udtryk i at de for eksempel, meget hurtigt lærte kort og kompas. De ville nemlig gerne vandre i selvstændige hold under fjeldturen, og det måtte de kun hvis de havde tjek på det hele.

Oprindelig har klasseundervisning ikke være den måde mennesket har lært sig færdigheder på. I tidligere tider lærte børn ved at se på forældre og andre voksne, og eftergøre det de gjorde, og når deres første kluntede forsøg på at efterligne ikke gik helt som forventet, var den voksne klar med vejledning og støtte, så barnet eller den unge blev ansporet til yderlige forsøg, og til sidst besad færdigheden.

Således kan man ikke undervise i moderne tider, eller kan man? Udeskole og Skolen i Skoven viser at meget faktisk kan tages med derud, og derved skabe en mere håndgribelig forståelse for hvad det teoretiske kan bruges til i det virkelige liv udenfor klasselokalet.

Med friluftsliv er det efter min mening det samme som i tidligere tider. Det man skal lære, skal jo bruges derude og ikke i et klasselokale!

Som vejleder har jeg derfor valgt, at nøjes med den absolut nødvendige teori som kan læses ellers forklares, for derefter ved eget initiativ blive afprøvet ude i naturen. En form som fint fungerer for børn og unge, der har en naturlig nysgerrighed og interesse for at lære det de kan se en fordel af at kunne.

Formen virker sjældent på voksne. Dels har jeg erfaret at de fleste slet ikke ”gider” læse det udleverede materiale! Man få jo nok forklaret det hele undervejs, hvor nogle så forventer at alt bliver forklaret, man søger ikke selv løsninger eller informationer ved at spørge vejlederen eller gå sammen med andre deltagere for at finde en mulig fælles løsning. Flere har en tendens til at blive hængende i gamle færdigheder der måske er uhensigtsmæssige, men som ”er det man har lært i sin tid”, og ser derved bort fra nytænkning og måske smartere måder andre deltager benytter sig af.

Narvikfjeldene, Storsteinsfjellet i baggrunden

Essensen af dette er, at jeg foretrække vejlederens rolle frem for underviserens. Jeg stiller mig til rådighed men forventer folk selv er nysgerrige og kaster sig ud i tingene efter en kort skriftlig introduktion, og selv er aktive medspillere undervejs og spørger og lærer. Undervejs forsøger jeg at anspore deltagerne til at deltage, og komme med løsningsmodeller og idéer. Det lykkedes ikke altid, og slet ikke med alle, og det kan der være mange årsager til. En af dem kan være, at turens dagsetaper er lagt for hårdt for nogle, eller nogle har forkert eller for tungt udstyr med, så der ikke er overskud til egenlæring eller opfindsomhed. Det kan også skyldes, at nogle deltagere egentlig ikke er interesserede, eller parate til at lære mere end de de allerede kan på det aktuelle tidspunkt, eller at budskabet slet ikke er er trængt ind, eller at interessen for at udforske og være nysgerrig, slet ikke er til stede. Nåh ja eller vejlederen får ikke budskabet godt nok ud!

Nogle forventer helt klart, at et kursus skal være efter modellen: ”Læreren taler og eleverne hører interesserede på”, men skulle man bygge frilufts- eller fjeldkurser op på den måde, skulle man holde et weekendkursus før turen, eller nogle aftentimer, der dog kræver at samtlige deltagere bor i nærheden af underviseren og hinanden, hvilket yderst sjældent er tilfælde.

Når der er tale om voksne kursister burde det også være nok, hvis man i god tid udleverede udførligt skriftligt materiale, der om muligt ikke var 100% fyldestgørende så dog så godt, at det ansporede kursisterne til aktivt at søge dialog, og yderligere informationer. Sådan er det i nogle tilfælde, og her får deltageren utvivlsomt en hel del ud af forløbet, idet de allerede i den indledende fase er i gang med ativt at søge viden.

I rigtig mange tilfælde har deltagerne slet ikke læst materialet, eller højst lige skimmet det igennem inden turen, hvorfor der er store huller i den basisviden de kunne have fået af at læse, men hvordan man løser disse udfordringer ved jeg desværre ikke, men tankevækkende er det.

Jeg vil dog fortsat mene, at kundskaber i friluftsliv er noget man får ved egen erfaring og kyndig vejledning, men hovedinitiativet skal komme fra kursisten der skal være interesseret i at lære, og ikke fra en lærer der står ved en tavle og lirer noget stof af, langt fra naturområdet det hele skal foregå i.

Essensen af dette er, at det at lære at begå sig derude i naturen er noget man aktivt skal gå ind i for at lære, efterprøve under flere ture og gennem tiden bygge kundskaber og færdigheder op i takt med at man anskaffer det grej man trives med og som underbygger de ture og de færdigheder man har.

Og vælg så ture efter evne og efter udstyr og pas på jer selv derude!

Friluftsliv!

Et af de smukkeste steder i Sydsverige hvortil jeg vender tilbage igen og igen......

Jeg kom lige til at tænke på, hvad det er der i så mange år har drevet mig ud i naturen, og frem for alt mod de nordiske fjeldregioner. Og hvorfor mon mest i Sverige?

Jeg bliver ofte spurgt: ”Hvorfor vandrer du ikke sydpå? Der er da meget varmere! Hvorfor gider du vandre så meget deroppe hvor det ofte regner om sommeren og er skide koldt? Der er da meget bedre i Alperne! Og der kan man også komme ind og sove i en rigtig seng og få noget ordentligt at spise.

Jeg svarer altid det samme, nemlig at jeg føler mig hjemme og godt tilpas nord for polarcirkelen, hvilket altid fører til hovedrysten, uforstående blikke, og derefter spørgsmålet: ”Hvad med Caminoen?”. Jeg gider næsten ikke svare på det, men vælger altid at være høflig, og gør folk opmærksomme på, at det jo er sydpå og at jeg ikke bryder mig om at sove indendørs på tur eller vandre ad veje, jeg foretrækker jo også områderne udenfor stierne i fjeldet, og sover altid i telt når jeg er der.

Når jeg tænker over det ved jeg faktisk ikke helt selv hvorfor det er polaregnene der trækker, eller hvorfor det var dét, der trak i starten kan jeg måske godt forklare og det kan man læse lidt om i min profil her på bloggen og andre steder, men derfor kunne jeg jo have ændret mening senere.

Jeg har faktisk forsøgt mig med vandringer sydpå, hvor jeg blandt andet har vandre på Kreta, fra Paleochora og østpå ad den gamle æselsti. En udmærket tur jeg foretog i maj måned for en del år siden. Jeg skrev dengang en artikel i det daværende blad ”Adventure World”.

Vinterlejr ved Raslången

Jeg savnede friheden under turene sydpå. Friheden til at kunne telte og overnatte når jeg havde lyst, drikke vandet direkte fra vandløbene, og at kunne færdes overalt, uden hele tiden at støde på veje, bebyggelser, elledninger og andet civiliseret – og så var det for varmt, selv i maj måned hvor jeg var der.

Det med ”det civiliserede” har jeg også et problem med i Norge, så derfor færdes jeg ikke så meget i Norge som i Sverige. Ligesom enhver dansker med respekt for sig selv har et eller andet der kan sejle, ros eller padles, så har enhver nordmand en hytte på fjeldet. De er alle vegne, og nordmændenes enorme udnyttelse af vandkraft (Ja, ja jeg ved godt det også har ødelagt svenske fjeldområder) betyder at der er dæmninger og anlægsveje næsten alle steder i fjeldet. Nordmændene bor jo også i fjeldet, hele Norge er fjeld så selvfølgelig gør de det, og det gør naturligvis, at fjeldet mere er kulturland end ødemark hvilket er anderledes end i Sverige. Her er det kun 10%, af et ellers stort land der er fjeld, og mange af de områder er meget tyndt befolket, og nogle steder slet ikke. Der er mange fristeder i de svenske fjelde og det syntes jeg ikke der er ret mange andre steder, hvis vi lige ser bort fra Grønland som jo er noget helt andet.

Vel er de svenske fjeldområder også på en måde kulturlandskaber. Samerne har jo boet her i århundrede, og har sat deres præg på landskabet i form af offerpladser, fangstgruber, rengærder, sommerlejre og renvokterhytter, men det syntes jeg ligesom er noget andet! Noget der hører til!

Men, vil mange sige: ”Fjeldet er jo lige smukt uanset om der ligger et par huse”! Og det er jo rigtigt nok, men jeg kan ikke abstrahere fra dem. Jeg ser hele tiden husene og overser naturen, og jeg kan ikke vænne mig af med det.

Lejrbålet er også vigtigt

Dette er også medårsag til, at jeg stort set aldrig tager på tur i Danmark, men foretrækker Sydsverige til de ture der ikke går til fjeldet. Nu bor jeg selvfølgelig også i bekvem afstand fra Sverige. Havde jeg boet i Jylland havde situationen måske været en anden, og måske ikke! Men selv i Sydsverige kan jeg bruge megen tid på at finde ruter der mest går i usporet terræn, væk fra veje og stier, og gerne tværs gennem skoven og med lejrpladser ved skovsøer eller vandløb, langt fra huse – eller i hvert fald så jeg ikke kan se husene eller deres oplyste vinduer om aftenen, når solen er gået ned. Men ellers kan jeg sagtens trives på ture i Sydsverige hvor det er let at komme til og fra, hvor skovene er så store og luftige, at de giver plads, ikke er overrendte og derfor er meget velegnede til weekendture og såmænd også til længerevarende ture.

Fjeldområderne er dog fortsat mine foretrukne. Her kan jeg lave ruter helt på tværs af terrænet idet de nordiske fjelde, der jo består af jordens ældste foldekæde, er så tilpas eroderede at de, i modsætning til Alperne, som jo stadig opbygges på grund af de tektoniske bevægelser sydfra, og er stejle og med høje og få pasovergange, er afrundene og letvandrede.

De blødt afrundede nordiske fjelde er således meget velegnede til vandring, og Allemannsretten der fungerer både i Sverige og i Norge, gør det let at færdes derude, uden at skulle tænke på at finde lovlige lejrpladser. Afstanden til civiliserede områder, industri og landbrug betyder også, at vandet i søer og vandløb er rent, så vand behøver jeg heller ikke tænke på at transportere.

På samme måde, altså det med civilisationen, har jeg det med shelterpladser. De burde jo være 'spiselige', men jeg syntes altid pladserne er slidte, og jeg kan ikke lade være med at irritere mig over affald i bålstedet, og skårne inskriptioner på væggene. En overnatning sådan et sted, får jeg ikke meget andet end irritation ud af. Til gengæld er mine medvandrere ofte irriterede over, at jeg står så stejl omkring shelterpladser. Mange kan godt lide dem og syntes de er hyggelige.

Men hvad er det så der trækker derude?

På vej gennem Rienatvággi i Narvikfjeldene

Jeg er ikke sikker på, det, men når jeg er derude ligesom lever jeg på en anden måde, end når jeg er hjemme i bymæssige omgivelser.
Det er således ikke turen der er målet for mig, når jeg drager ud. Det er mere det 'at være derude'. At klare mig med det jeg har, og som jeg har kunne slæbe med i rygsækken, og så have tid nok til pauser og lejrliv, hvor jeg kan nyde at være der i højere grad end selve turen. Derfor er jeg heller ikke interesseret i lange dagsetaper for at komme hurtigt forbi noget jeg ikke når at opleve.

Man kan faktisk blot putte mig i en helikopter og flyve mig ud et sted i fjeldet, sætte mig af og så hente mig igen en måned efter!

Jeg behøver ikke være i bevægelse derude, blot for bevægelsens skyld og jeg tilfredsstilles ikke ved at gå mig træt, eller overvinde strabadserende strækninger. Det sportslige element, hvis man kan kalde det sådan, ansporer mig således ikke, i forhold til at komme ud!

Disse forhold byder naturligvis på udfordringer, i forhold til at være på tur med andre, og især i grupper hvor deltagernes præferencer ofte er anderledes - også selvom det er sagt eller skrevet til deltagerne. Tilsyneladende overser de fleste min fjeldfilosofi, og forventer at jeg er ligesom alle andre, der gerne vil vandre hurtigt og langt hver dag, være godt træt om aftenen, og føle at man har brugt sig selv. Og så må pauserne og tiden i lejr og telt, ikke være så lang at man kommer til at kede sig, eller være for længe alene sammen med sig selv.

Det at være alene med mig selv, eller sammen med ligesindede, er netop grunden til at jeg er derude, og at omgivelserne helst skal leve op til ønsket om, at være 'rigtigt' ude i naturen.

Vandring på kanten af Ábesko nationalpark

Lejr i Gorsavággi

På alle mine fjeldture skal der gerne være elementer af enten stiløst land, eller udforskning af nye rutemuligheder.

Således var det også på turene i sommer, og her kommer beretningen om én af dem.

Vi ligger i lejr ved broen i Gorsavággi, lige på kanten af nationalparken, efter en relativ kort vandring fra Abisko Turiststation, hvortil vi var kommet samme dag, med toget fra København.

Vi ligger fint på pladserne, og har under os Gorsajohkas brusende vand, hvor det fosser gennem slugten under broen.

Udover vandets brusen høres ikke en lyd, det er vindstille og begyndende efterår i fjeldet. Hist og her bryder de gule farver igennem på de lave krogede birketræer, der står her på skovgrænsens yderpost.

Mod vest ser vi ind i Gorsavággi, der ender blindt langt inde ved den lille gletsjer. Eller helt blindt ender den ikke ved jeg, idet et par ruter gør det muligt, ved hjælp af stejle overgange, at nå Björkliden, og en enkelt rute mod sydøst og Ábeskojávri-hytterne. Specielt den sidste har jeg overvejet som en mulig rute i dag, men valget faldt på en anden, der plejer at byde på storslåede udsigter ned over Abisko nationalpark når vejret og sigtbarheden er god - og det ser den ud til at blive i dag.

Morgenen er kølig, solen lurer bag et blygråt skydække mod øst, hvor solen gør ihærdige forsøg på at bryde igennem. Det lykkedes for den mens vi spiser morgenmad, og snart oplyses dalen, vandløbet og broen i en lavtstående sols varme lys.

Det er vindstille, vi kikker på kort og grovplanlægger en vandrestrategi, der skal føre os op og hen mod renvokterhytten på det lille plateau i skovkanten rundt om 'hjørnet'. Njunesgeačhi's nordlige udløber skygger for udsynet, og man skal helt rundt om den, før man kan se ind i dalen. Der er ingen sti så vi går på retningen, og følger konturer og bevoksning hen over højurtsengenes blomsterfrodige stræk, gennem lave pilebuske og over vandløb, mens vi passer på det ultrargønne mos, der altid indikere vand under – vand der ofte er så dybt, at det når over støvlekanten hvis man træder i.

Den røde stiplede linje angiver ruten

Jeg har været her før nogle gange. Det er en flot etape, der ofte byder på en mase dyre- og fugleliv hvis man er alene og stille. Ofte har jeg set elg nede i dalen ved søen og mellem de lave træer der står spredt langs søbredden. I går så nogle fra holdet jærv under en aftentur i højderne. Vi vil vandre lige under fjeldryggen Njunesgeačhi på kanten af nationalparken, helt frem til dalen, Hoigganvággi. I godt vejr med god sigt, er turen altid værd at gå, og udsigten værd at kæmpe for, som alternativ til Kungsleden der fører gennem lavlandets skovklædte landskab.

Det er sjælden vi 'rammer' renvokterhytten på turen, man har altid en tendens til at søge opad i stedet for henad, eller ned hvis ikke der er en naturlig vej, at vandre ad, og det er der ikke her. Små plateauer afløses af skrå partier, hvor det er lettere at gå opad end henad. Udsigten tilbage mod vores lejrplads lokker også til at stige frem for at bøvle med skråningernes buskbeklædte sider. Vi vil gerne se det storslåede landskab oppefra, og den eneste udsigtsretning vi har, er mod vest idet stejle fjeldsider skygger for videre udsyn mod nord og vest.

Gennem lidt for meget krat, op på en skrå travers, når vi rundt om fjeldkanten, og kan se frem i dalen. Vi er naturligvis endt på et meget skråt stykke med irriterende buske hvis grene og rødder tilsyneladende kun er til for at genere vores fremfærd ved hele tiden at gribe efter vore fødder og ankler. Det er varmt og tørt, sveden driver men kampen, der er hård, kæmpes mens vi længere nede kan se, hvor det havde været meget bedre og lettere at gå. Skråt under os længere fremme ses renvokterhytten på plateauet i trægrænsen og længere fremme åbner Abisko-dalen sig ud mod den azurblå sø.

Renvokterhytten under os

Stilheden brydes af fugleskrig, og over os cirkler et musvågepar mod den blå himmel. De må have rede i nærheden, for deres advarselsskrig varsler om stor utilfredshed med vores tilstedeværelse. Vi kan ikke se redestedet, der dog antagelig befinder sig på klippen over os.

Vi maser videre gennem krat og skrå partier ad den sydøstvendte skråning, hvor der er temelig frodigt ind imellem, imponerende farveflor af både små og store urter lyser op mellem buske og sten.

Små kølige bække krydser vores vej, og rinder ad snørklede veje mellem pilerødder og sten, ned mod bunden for at blive forenede i den store sø Ábeskojávri, langt under os, mens vi vandrer videre mod sydvest.

Vi når endelige gennem moradset, og står på det langstrakte plateau, der som en mægtig hylde lige under Njeunesgeachi’s markante topkam, strækker sig helt frem mod passet til søen Boazojávri.

På plateauet

I strålende sol vandrer vi ubesværet videre ad frodige græsenge, mens vi nyder udsigten. Vi kommer hurtigt frem her og finder et fint sted ved et klukkende vandløb, hvor vi daser i solen og spiser frokost.

Vi når vandløbet, der løber ned forbi Ábeskojávri-hytterne i skoven, langt under os. Her ser vi også varderne, der markerer ruten mellem Gorsavággi-hytten og Ábeskojávri-hytterne. Vi krydser over, og tager bestik af det lille pas, der skal fører os over klippeformationen længere fremme. Passet er let forceret ad skiftevis græs- og stenpartier, og snart står vi oppe og ser ned på søen. Hvilken vej rundt skal vi vælge? Går vi højre om er der ingen vandløb der skal passeres, men strækningen er længere end hvis vi går venstre og altså syd om.

Valget falder på den sydlige rute, der ser ud til at være lettest, og vi tager nu retning over mod samelejren, der skimtes i det fjerne. Turen rundt om søen går let nok, selvom der hist og her er krat. Krattet generer ikke så meget, men vi bliver 'sinket' af , at vi hele tiden møder store mængder af blåbær der selvfølgelig skal smages på. De smager herligt! 

Vi når udløbet fra søen og kikker lidt på det, men det ser let ud. Overgangen kan gøres ad en mængde flade sten, og på den anden side holder vi et lille hvil, og drikker af det klare vand.

Nu går turen op forbi samelejren der dog, på denne tid af året er ubeboet. Forbi den finder vi nogle fine teltpladser ved et lille klukkende vandløb og en sø.

Vi er nu på kanten af Hoigganvággi som vi dagen efter skal vandre videre ind i mod vest. Hoigganvággi er delvis markeret med varder, men ruten langs søerne i dalens bund giver sig selv helt ud til den støder på stien mellem Riksgränsen og Unna Allagas.