Fjeldturen 2015 - afsnit V

Dette er sidste afsnit om turen i 2015.
Nu sad vi atter udenfor kafeteriaet i Nikkaluokta og nød solen der endelig var kommet frem, og at klimaet atter viste sig fra en venlig side med højtliggende skyer og god sigt. Nu skulle jeg så blot formå at servere en alternativ rute ind til fjeldstationen, så vi kunne få brugt de sidste dage og de der gerne ville bestige Kebnekaises sydtop fik chancen til det!

Udfordringen nu var ikke at vandre ind til fjeldstationen gennem birkeskove i Laddjuvággi, men at foreslå en anden rute. I den plan var det en udfordring, at der i højderne stadig lå megen sne så turen skulle times vel. Mulighederne for alternative ruter ind til fjeldstationen er ikke mange her. Går man sydover, det kan man godt, men der kom vi jo lige fra! Men så skal man gå hele vores rute igennem igen, eller krydse ind i Savuvággi og krydse Sovugorsa. Det kan man også godt, men så venter en skrå strækning der ender i pilekrat. Ad den rute skal man helt hen til Elsas bro for at krydse Laddjujohka. Dette ville blive en alt for lang tur.

Den 16. juli
Jeg foreslog derfor at vi vandrede ad stien ind mod Kebnekaise, men drejede fra ved første bro og fulgte stien op gennem skoven og op i Čievrragorsa for at finde teltpladser lige over trægrænsen ved de små søer, men forhåbentlig under al sneen som lå deroppe, og som jeg havde spottet fra helikopteren den første dag på turen.

Det blev pænt modtaget, men jeg sagde ikke rigtigt noget om hvordan jeg havde tænkt mig at vi skulle komme videre derfra. Det kunne vi tage senere når vi havde kikket forholdene lidt nærmere efter.

Altså vandrede vi hen ad den brede og slidte sti og ind i birkeskoven. Turen ad sporet og hen til broen hvor vi skal dreje fra er cirka 3 kilometer og på stien er det hurtigt vandret.

Ved broen holder vi en lille vandpause da vi aller er kommet over, retter på rygsækkene og forbereder os på stigningen op gennem skoven fra de cirka 500 moh. vi står i ved broen og til ovenfor trægrænsen hvor vi skal telte i cirka 900 moh.

Der er noget af en tung vandring op gennem skoven. Det har jeg altid syntes, men det hænger måske sammen med at det altid plejer at være første dags vandring på fjeldet når jeg vandrer denne vej. Første dag er jeg ofte lidt sløv efter den lange togtur og rygsækken er helt fyldt og derfor tung. Mange gange er det også varmt og med masser af myg i skoven der forstyrrer en i pauserne der derfor ikke bliver så lange. Man vil bare op ovenfor træerne hvor det lufter lidt og myggene ikke er så mange og ikke så irriterende.

I år var der stort set ingen myg, men det var varmt. Målet for mig er altid at nå den "store sten" og

holde første rigtige pause der. Så er man ligesom kommet over det værste, eller den længste strækning, og efter stenen går det bare opad ad det snoede spor der ovenfor trægrænsen hvor det tynder ud i træerne der stå mere og mere spredt for til sidt kun at kunne ses under én, at fortabe sig i terrænet.

Ved stenen er der et dejligt vandløb mellem birkestammer og pil, og der er ofte masser af blåbær og revling man kan hygge sig med mens man holder pause.

Efter stenen fører stien mere og mere opad alt imens skoven tynder ud og man kan se toppen af bakken, eller det man tror er toppen af bakken for efter toppen kommer ofte endnu en top, men udsigten bliver efterhånden bedre og det lufter lidt heroppe ovenfor træerne.

Stien fører over mod nogle små søer og et vandløb under fjeldet Čievrračohkka faktisk på kanten af

fjeldet og med en fantastisk udsigt ned over Nikkaluokta og Paittasjärvi langt under os.

Vi finder et sted med meget fine teltpladser og slår lejr.

Det er stadig tydeligt at sommeren ikke er slået igennem på trods af at vi altså er langt inde i juli måned og fra vores højt placerede lejr i cirka 900 moh. ser vi over mod toppe og fjeldsider på dalens modsatte side og der ligger meget sne. I passet over os ligger der ligeledes en ordentlig dyne, men den ser fin ud.

Jeg funderer lidt over næste dags etape. Vi kan vandre længere ind på højsletten indtil kløften med renvokterhytten og dreje mod fjeldstationen derfra, eller vi kan tage passet over os.

Vi lå her på kanten af den store højslette Čievrraláhku ved nogle små søer og vandløb. Mod vest

havde vi ganske tæt på Gármasbáktis væg og en smule længere mod nord Čievrračohkka. Imellem dem er der et 1100 moh. pas, eller et rigtigt pas er det ikke når man er kommet op i det, for her ser det mere ud som om man passerer hen over Gármasbáktis flade top, hvilket man også gør, men nedefra ligner det et pas.

Vi lå i 940 moh. sådan cirka ved søerne så noget uoverstieligt arbejde ville det ikke være at fortsætte ad den vej, og derved dels spare turen ind i kløften og dels, når nu vejret bød på strålende sol og blå himmel, at få en flot udsigt fra højderne.

Den 17.
Den tur var alle med på at prøve så da vi havde pakket lejren sammen om morgenen drog vi opad ad snefanerne.

Det er altid hårdt at gå opad, men sneen der var fast og fin gjorde det lidt lettere, og så længe overfladen ikke smeltede ned til slush ice som man synker i, så var det en let opstigning.

På vejen op kunne vi ved tilbageblik se langt ud over søen Paitasjärvi og Nikkaluokta langt under os. Fremad havde vi stadig bakker. Sådan er det altid i fjeldet, ligesom man mener at nu er man oppe, så er der en stigning mere, men til sidst er man jo oppe og kan puste ud og nyde udsigten mens man holder pause.

Planen var nu at blive på kanten og fortsætte ad denne frem til hvor stien der kommer fra
Gaskkasvággi, og fører hen over Čievrraláhku, fører ned gennem birkeskoven i Darfálvággi ved broen, hvorfra der kun er et par kilometer ind til Kebnekaise fjeldstation.

Vi holdt os på kanten hvor der er forbavsende let at vandre. Terrænet er jævnt når først man er kommet ned fra passet. Vi tager det stille og roligt, nyder udsigten og ser båden der sejler vandrere fra Nikkaluokta, eller rettere fra Laddjujávris østende til deltaet i vest. Vi er spændte på hvor den lægger til set heroppefra. Hvor langt mon den kan sejle op i deltaet?

Laddjujohkas delta ligner lidt Rapadalens som vi ser det heroppefra. Vandløbene forgrener sig

mellem sandbanker skabt af de store mængder sedimenter fra Dafál-dalens store gletsjere på Kebnekaisemassivets østvendte skråninger. En sedimentmængde der allerede har fyldt Laddjujávri godt op og som vil ende med helt at fylde søen så der kun er et vandløb tilbage igennem sand- og mudderbanker.

Man ser at flere af holmene er gamle, har ligget aflejret her i så mange år så de har fået bevoksning af pil og urter og hist og her et birketræ.

Udsigten heroppefra er flot i det klare vejr og vi kan se Kebnekaisemassivet i hele dets storhed med alle gletsjerne og både Syd- og Nordtoppen, og vi kan se langt ind i Laddjuvággi hvor Dag Hammerskiölds led fører til Siŋŋi-hytterne på Kungsleden - flot!

Båden når vi at holde øje med, og langt nede under os ser vi den kæmpe sig langsomt mod strømmen

over søen, og ind i deltaet ad hovedstrømmen.

Da den lægger til ser vi tydeligt bådebroen og mylderet af vandrer der går fra og til borde.

Vandringen her oppe er relativ let hvis blot man følger højdekurverne. Man skal passe på med ikke at forfalde til at vove sig ned i birkeskoven, og i det bælte af irriterende pilekrat der altid ligger lige ovenfor skoven.

Der kan selvfølgelig være en grund til at gøre det alligevel, altså gå ned i skoven. Vi gjorde det ikke umiddelbart, men ramte alligevel lidt forkert og det nok fordi vi gik i det gode vejr, og hele tiden søgte nedad i stedet for at følge 1100 moh. kurven rundt langs Čievrračohkka's vestside og der møde plateauet Darfálláhku og via den nå stien.

Men, man kan med fordel gå ned i skoven og ud mod Darfáloalgi, hvis top er et lille plateau med

fantastiske teltpladser, og hvor man kan ligge helt ugenert i et par dage - ja altså det kunne man førhen og før jeg nu afslører de unikke pladser her.

Vi nåede sidst på dagen stien der som et smalt brunt bånd snoede sig gennem vegetationen, nedad mod birkeskoven der i starten er tynd med lave fjeldbirke, men som senere bliver højere, for hvor den møder staien der går gennem Darfálvággi, at blive mandshøj birkeskov der fortsætter helt hen til de dårlige teltpladser omkring fjeldstationen.

Dårlige teltpladser er lige det der er i fjeldstationens omgivelser. Inde i birkeskoven ligger de slidte med bar jord og rødder der stikker op, og der er kamp om pladserne i højsæsonen. Alle vil ligge i kort afstand fra fjeldstationens butik og andre goder.

Målet er nået og vi sidder i fjeldstationens pejsestue og nyder livet efter en vel overstået anderledes men flot fjeldtur. Folk er glade, vejret flot og nogle glæder sig til forsøget på at bestige Kebnekaises sydtop i strålende vejr dagen efter.

Det er tredie år i træk, at vi rammer så godt vejr her ved fjeldstationen og tredie år vi har folk på toppen!

Efterskrift
Nu er det ikke første gang jeg har "gået forgæves" og ikke kunnet gennemføre en planlagt rute på grund af forholdene. Det er sket flere gange, men aldrig så sent på sommeren som ved denne tur. Jeg vil derfor gene benytte lejligheden til at råde alle fjeldvandrere om altid at have en plan-B og aldrig tilrettelægge en tur hjemmefra med en for stram tidsplan. En stram tidsplan hvor man for eksempel skal nå et tog eller et fly, kan let foranledige én til at begå fejl eller til at tage unødige chancer. Specielt snebroer og vad kan være farlige i fjeldet og er man tidspresset tager man måske en chance der ender fatalt!