lørdag den 28. marts 2020

Sommerens fjeldtur 2020 afsnit III

Et af de store emner som guide er at få informeret mine deltagere på en ordentlig og grundig måde uden at spamme dem med materiale og mails. 
Derfor handler det om få breve samt et større kompendium med al det praktiske.

Jeg har derfor valgt en løsning hvor jeg først annoncerer turen og når nogle responderer på det, og det gør mange, så sender jeg et indledende brev om hvad turen går ud på og hvilke krav jeg har til deltagerne. Jeg nævner naturligvis også hvad de får af mig.

Dette er den langsommelige fase og den hvor folk viser interesse og hopper på eller melder fra af grunde jeg ikke altid kender, og af problemer med at afholde ferie i den givne periode. Den fra starten fastsatte periode er nemlig fastlagt på forhånd og fraviges ikke.

Jeg har også nogle andre krav som er ufravigelige og en af dem er at man skal deltage i solide vandrestøvler, hvilket skyldes at store dele af ruten foregår udenfor stier hvor terrænet kan være barskt.

I de senere år har jeg også sat en aldersgruppe for at undgå de helt unge friske der gerne vil vandre meget lange dagsetaper.

Kompendiumet
Gennem mange år har jeg udviklet det kompendium med praktiske og informative fif og viden om fjeldområdet, samerne, vandreteknik, guidens (min) rolle, udstyr og meget andet der er relevant for turen.

Nogle der har været med mig på outsite- eller Opdag Verden ture har stiftet bekendskab med det i den form det havde dengang, og så vidt jeg ved er det kopieret og brugt af andre også men fred være med det. Jeg udvikler hele tiden på det på baggrund af den 50'årige erfaring jeg har med fjeldvandring og mere end 20 år som guide. Materialet der er ældre end det nyeste er derfor outdated.
I årets version er det oppe på 80 A4 sider illustreret så der er masser af læsestof og viden der gerne skulle forberede deltagerne maksimalt inden turen.

Jeg bruger megen tid på det hvert år og det udvikler sig dels med min øgede viden og også via input fra mine deltagere.

Folk fjeldvandrer af mange grunde og på mange måder. Nogle ser det sportslige i fx at løbe Kungsleden i trailrunnersko, andre foretrækker hytteovernatninger og let oppakning frem for telt, nogle vil gerne vandre 30 - 40 km om dagen i hurtigt tempo for at få det motionsmæssige kick osv

Min måde at fjeldvandrer på følger mit motto om aldrig at gå hurtigt forbi noget man ikke når at opleve! Det betyder at der holdes en del pauser i løbet af dagen, en lang middagspause hvis vejret tillader det og ellers flere små. Dagsetaperne holder jeg også nede på omkring 12 km målt på kortet hvilket svarer til mellem 10 og 17 km alt efter hvordan terrænet er.
Derfor indeholder kompendiet også en masse om samerne, deres historie samt spor i landskabet. Fjeldets geologi, flora og fauna og andet der gør fjeldturen interessant alt efter folks interesser. Der er også et afsnit om kort og kompas for de der gerne vil lære det og jeg underviser gerne undervejs.

Vil man selv prøve at være turleder så kan man også prøve det over et par dage med vejledning og supervision af mig undervejs. Dette kan være praktisk for dem som bruger turen til at lære og som måske vil arrangere egen fjeldtur senere.

Fortsættes

Ingen kommentarer:

Send en kommentar