fredag den 27. marts 2020

Sommerens fjeldtur 2020 afsnit II

Her følger afsnit  II i serien om sommerens fjeldtur 2020.

Når man guider en tur og især når man guider en tur folk betaler for så skal den være gennemarbejdet, men den skal også være tilrettelagt på en sådan måde at hele holdet kan følge med og at deltagernes forventninger matcher guidens forventninger og meget andet.

Man bliver ikke fjeldguide bare ved at have været på tur et par gange og uden at have ledelseserfaring.



I de senere år har jeg fortrinsvis guidet i Kebnekaiseområdet og det skyldes at de er det område jeg kender bedst sammen med Sarek og Jämtlandstriangelen for nu at blive i Sverige.
At guiden er godt stedkendt er alt afgørende for om vedkommende kan "designe" en rute og et forløb der dels honorerer at deltagerne har betalt for guiden og dels honorerer at alle deltager efter endt tur synes de har haft en god tur.

Ruten skal derfor også indeholde en hel del læring om ikke andet så give deltagerne fjelderfaring de ellers selv ville skulle bruge år på at opnå og det stiller krav til rutevalg.

Man kan ikke "sælge" en tur ned ad Kungsleden eller ad en anden rute der er så markeret at enhver uden forkundskaber kan gå den alene.
Men, på den anden side mener jeg heller ikke at man kan tillade sig at lægge ruten i et for guiden helt ukendt terræn eller område med mindre guiden har mange års træning og erfaring i at læse kort, planlægge og udføre ruter og er i stand til at etablere alternative veje ud hvis noget uforudset skulle hænde undervejs.

Man skal altid tænke på at man som guide har ansvaret og det er uanset om man er professionel eller selvbestaltet guide!

Min udfordring er i år at jeg har været de fleste steder deroppe men nogle af mine deltagere er gengangere fra andre ture så de har også været flere steder - derudover er der også mine egne interesser og den sammelede gruppes mål at afslutte turen på Kebnekaise fjeldstation.

Jeg skal også lægge ruten så dagsetaperne ikke bliver for lange og ikke for korte så der er nok at se til.

Gruppen skal også have tilsendt noget skriftligt materiale om udstyr, området og meget andet nyttigt der på forhånd forbereder deltagerne på turen og det skal vi se lidt nærmere på i næste afsnit.

Fortsættes

Ingen kommentarer:

Send en kommentar