Det her handler om hvordan jeg tilbereder min frysetørrede proviant på fjeld- og andre ture for at spare brændstof og andet.
Det kan godt være at reklamerne med frysetørrede retter, der bare skal tilføres varmt vand i posen samt lidt tålmodighed, og så er det lige til at spise af emballagen, virker for nogle.
For mig virker det ikke så det blev jeg hurtigt træt af, og fandt på noget andet.
Efter sigende skulle man spare opvasken og det gør man også men til gengæld har man så en klam emballage at slæbe videre på turen.
Nåh nej, siger nogle så. Den kan man jo vaske og så er den ikke ulækker mere - smart, men så vaskede man jo op alligevel. Det giver ingen mening.
En hel anden ting er at man jo alligevel har en gryde med til at varme vandet i, og så kan man da lige så godt varme maden i den og så vaske den af efterfølgende. Er man så også yderligere smart så pakker man sin proviant om i fryseposer og smider den tunge folieemballage ud hjemme så man ikke skal slæbe rundt på tung emballage under hele turen.
Vi kan så senere diskutere miljø og alufolie.
Ved at pakke maden om så kan man også hjemmefra dels veje den mængde af til hver dag man kan spise, hvilket er lig med ingen spild, og man kan tilføre ekstra krydderier og andet hjemmefra så man ikke skal bøvle med det i regnvejret på turen. Køber man så sin proviant i store portioner som fx Trek N Eat i store portioner og så selv vejer af kan man tilføje, tørrede grøntsager eller andet samt krydre så man har helt den smag man godt kan lide.
TREK N EAT STORKØB
MIT SETUP
Jeg startede som sikkert mange andre med at bruge Trangia. Da jeg startede med friluftsliv tilbage i 60'erne var der ikke så mange andre muligheder tilgængeligt.
En Trangia med sprit brænder fungerer da også ganske udmærket, og mine ungdomsskolefjeldhold brugte dem også i mange år. De kan ikke gå i stykker, men noget kan blive væk, hvilket en enkelt gang er sket for en lille tremandsgruppe der skulle vaske op. Opvaskeren tabte gryden i fossen hvorefter den flød nedad strømmen og ind under en snebro, og så var den væk.
På resten af turen måtte de vente med at få mad til sidst idet de måtte vente på et andet hold de kunne låne en gryde af, men så lærer man det.
Med årene blev dels Trangiaen for bøvlet, og for tung i forhold til hvad der ellers kom på markedet. Min start på vinterfjeld gjorde også at sprit ikke rigtig duede og så brugte vi petroleumsbrændere, der svinede helt vildt og alt var smurt ind i sod, men de virkede.
Senere igen blev det multifuelbrændere og det var effektivt, ikke mindst på ture i Grønland hvor vi ikke altid kunne få sprit, men altid helikopter- eller andet brændstof.
På senere lange slædeture i Østgrønland brugte vi Primusbrændere der både kunne varme fangsthytterne op og bruges til at koge på.
I vore dage er gas nok den foretrukne energikilde til madlavning på tur. Hos mig er det i hvert fald.
Jeg har haft mange gasbrændere og de fleste er blevet kasseret idet de ligesom Trangiaen indeholder en masse udenomsskærme og andet gejl som jeg ikke gider at slæbe på. Det gælder fx JetBoil og lignende som jeg har ude i en kasse med "ubrugeligt grej" i mit værksted.
Nu er jeg sikker på at der sidder et par læsere med røg ud af ørerne, men NEJ - jeg fordømmer ikke alle jer der synes fedt grej er fedt grej og som elsker at få det nyeste og mest fancy. Det skal I have lov til, jeg går blot selv efter noget der er effektivt og som ikke vejer unødigt.
I flere år brugte jeg en Pinguin-brænder der kun vejer 37g plus gasdåsen, og det setup er der ikke mange andre der slår.
Pinguinbrænderen kan jeg godt anbefale. Den er ret billig og driftsikker. Jeg synes imidlertid at brænderhovedet er en smule lille især når man bruger titaniumgryde der er enorm dårlig til at fordele varmen.
I dag bruger jeg en Soto Windmaster der har et større brænderhoved og en pizotænder. Pizotænderen kan man godt diskutere for alt der kan bevæge sig kan gå i stykker så jeg har også en lighter med, hvilket jo er spild af vægt. Sotoen vejer 87 g.
Min gryde er en titanium fra Evernew 600 ml der vejer 120 g. Gryden kan godt fås lettere i et tyndere materiale men det syntes jeg er for tyndt. Man brænder let maden på i en for tynd gryde.
Gas
Jeg gider ikke slæbe ret megen gas med på tur så jeg har udviklet denne metode:
Når jeg kommer frem til lejrstedet eller mindst en time før jeg skal spise, hælder jeg min frysetørrede ret op i gryden og tilsætter lidt vand. Jeg gider ikke måle, jeg gør det bare sådan cirka.
Jag lader det så stå i det kolde vand indtil jeg tilbereder det. Herefter varmer jeg det op for fuld knald på blusset mens jeg holder kasserollen i hanken så den ikke vælter og for at jeg kan røre og passe på det ikke brænder fast. Er det for tykt tilsætter jeg lidt mere vand. Når det er kogt op slukker jeg og sætter kasserollen i græsset og lader det trække. Jeg smager på det og når pasta, ris eller hvad der nu er i af ubestemmelige ingredienser ikke knaser mere spiser jeg det. Er det blevet lidt for koldt får det en hurtig tur over ilden igen. Min brænder kører aldrig uden at jeg har noget over.
Med den metode kan jeg normalt klare mig med 100 g gas til en 10-dagestur, men jeg har altid to 100 g dåser med for en sikkerheds skyld.
Blæser det bruger jeg en læskærm lavet af en foliebakke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar