onsdag den 16. marts 2022

Gaskkasvággi i Kebnekaiseområdet - en flot, men besværlig dal at vandre i

En af de mere vanskelige dale at vandre i, i Kebnekaisefjeldene er Gaskkasvággi, men det er også en dal mange støder på når de har vandret nogle gange i området, den kan nemlig, på kortet, se ud som en bekvem vej.
Det er den ikke!

Lejr på Čievrraláhku

En af mine mange indfaldsveje til højfjeldet i området er over højsletten Čievrraláhku.

Højsletten nå ved at vandre fra Nikkaluokta og ca. 3 kilometer ind i Laddjuvággi mod Kebnekaise fjeldstation. Jeg har tidligere nævnt, at det gælder om at komme så hurtigt som muligt væk fra fjeldbirkeskoven og myggene, og skov er der hele vejen til Kebnkaise fjeldstation.

Der er også skov i starten af denne rute hvor man går ad det brede og slidte spor mos vest. Ved den første, eller umiddelbart efter, stålbro drejer man ind i skoven mod nord. Inde mellem træerne er der spor efter flere teltpladser og går man igennem det område finder man let stien der snor sig videre ind. Der er ca. 3 kilometer fra Nikkaluokta til broen.

Op gennem skoven

Følg stien der snart stiger og slynger sig rundt og op. Det er en relativ hård opstigning fra ca. 510 moh ved broen til 950 moh, som skal klares på én dag. Der er ingen teltmuligheder på vejen op. Når du når til den store klippeblok er det på tide at holde en pause og pladsen her er fin. Går du turen op finder du et lille vandløb i buskene til venstre for stenen. Mod vest. Led efter det. Vandet er fint.

Når du går videre lysner det. Træerne bliver lavere og vokser mere spredt og snart er du ovenfor dem og har fin udsigt. 
Der er fine teltpladser og rent vand ved de små søer som du skal hen til.

Den store sten


Lejr ved søerne

Når du går videre fra lejren ved søerne så forsøg at holde dig på 900 moh-kurven. Her er det lettest at vandre. Terrænet stiger en smule op til 1000 moh ved kløften hvor renvokterhytten ligger lidt længere mod vest. 

Kryds kløften. Der er lidt vand men sjældent mere end den bare kan springes.

Du fortsætter nu i ret jævnt terræn der dog er lidt sumpet hist og her, men bare fortsæt mod søen Čievrrajávri. Med god vilje kan man godt finde et par tørre teltpladser ved søens nordende, men det er bedre at fortsætte længere frem.

Ruten der er markeret på fjeldkortene er håbløs her. Følger du den er der dels ingen teltpladser, men til gengæld blokmark over en lang strækning.

Lige før nedgangen i Gaskkasvággi

Det er bedre at gå mod nord op til de små søer. Der er et lille vad ved søerne men det er let nok. Både på holmene ude i det deltalignende vandløb og efter dem kan du finde fine teltpladser med flot udsigt.

Fortsæt herfra i en bue mod nord frem til søen lige under fjeldet Várdu og derfra hen til søen 1117 moh.

Herfra går det stejlt ned i Gaskkasvággi. Du skal ikke over broen men dreje mod vest og følge vandløbet. Vandløbene du møder på vejen giver ingen problemer, men før søen 1093 moh. skal du krydse gletsjerstrømmen.
Det bedste sted er lige efter du har krydset vandløbet der kommer ned fra Darfáčohkkas gletsjer.

Bemærk at hvis du tænker at det da må være bedre blot at krydse over ved broen efter nedgangen og gå på elvens modsatte side så er det det ikke. Gør du det alligevel kommer du til at bøvle med gletsjerstrømmen fra Nijbáš, og den er ikke lettere end den anden.

Vadet over Gaskkasjohka

På vadets modsatte bred er der fine teltpladser med flot udsigt mod Gaskkasčohkka og dens gletsjer.

Når du vandrer videre starter det med let vandring i et let stenet terræn, men blokmarken tager stille og rolig til, og når du når søen 1145 moh så er det regulær blokmark langs med den. Du kommer til at gå på store blokke næsten nede i vandkanten.

Blokmark i Gaskkasvággi

Når du har passeret søen så går det opad igen gennem et lille pas og også her er der stenet og goldt. Du kommer op i over 1200 moh når du når dalens midte. Her kan man godt finde teltpladser hvis man leder.

Imellem stenene er der rimelig plane græspartier hvor der godt kan stå nogle telte. 
Når du går videre ender du i en lang etape udelukkende med blokmark så skal du telte skal du gøre det før den strækning for fortsætter du er der ingen mulige teltpladser før ude ved Kungsleden.

Du skal forberede dig på seks kilometer med stenblokke og det er ikke ret sjovt i regnvejr, men er du heldig med vejret så er det en flot rute at vandre. Altså hele ruten fra Nikkaluokta gennem Gaskkasvággi og ud til Kungsleden ved Sealgga-hytterne.

Hvis du vil have en mere udførlig beskrivelse af ruten og de mange andre spændende ruter der er i området så har jeg skrevet en bog om området. Klik på billedet for at læse mere ...





Ingen kommentarer:

Send en kommentar